Sydbank: Flystop til Kina kan koste SAS 200 mio svenske kroner - men der kan være en redning

396081_16_9_large_627.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. feb 2020 KL.10:35

For anden gang har den dødelige coronavirus fået flyselskabet SAS til at forlænge flystoppet til og fra de kinesiske storbyer Beijing og Shanghai, så der nu ikke er nogen fly frem til 29. marts.

Det kan vise sig at blive en dyr affære, lyder vurderingen fra Sydbank. 

"Vi vurderer, at to måneder uden Kina-flyvninger koster selskabet i omegnen af 200 mio. svenske kroner (142 mio. kr, red.) i mistede indtægter. Selskabet sparer dog samtidig en del omkostninger ved at have parkeret to langdistancefly på landjorden i perioden, ligesom det kun betyder meget begrænsede forstyrrelser af selskabets andre aktiviteter," skriver Sydbank i analysen, der har aktieanalysechef Jacob Pedersen som afsender.
Ifølge Sydbank får SAS årligt omkring 8-10 pct. af sine indtægter fra flyvninger til Kina, selvom det dog er lidt mindre på denne tid af året. 

Siden slutningen af december har coronavirusset spredt sig fra millionbyen Wuhan i Hubei-provinsen til flere andre dele af Kina og flere andre lande. Senest har en ny opgørelsesmetode resulteret i, at antallet af smittede er oppe på 60.000.

Frygten for spredningen af virusset har fået flere flyselskaber til at aflyse fly til og fra Kina. I slutningen af januar meddelte SAS, at alle afgange til og fra Shanghai og Beijing ville blive aflyst frem til 9. februar, mens salget af billetter blev sat på pause frem til 29. februar.

Tirsdag i sidste uge blev det forlænget første gang. Her meddelte flyselskabet, at alle flyafgange til og fra Beijing og Shanghai ville blive aflyst frem til 15. marts, mens billetsalget blev lukket frem til 15. marts.

Brændstofpriser kan hjælpe

Fredag lyder den nyeste melding så, at alle fly til og fra de to kinesiske byer bliver aflyst frem til slutningen af marts. 

"Samlet er der dog grund til at forvente, at SAS’s indtjeningstab vil løbe op i et trecifret millionbeløb på aflysningerne i februar og marts. Til gengæld kan selskabet så nyde godt af faldet i brændstofpriserne. De er nemlig faldet i takt med olieprisens fald siden Covid-19-virusudbruddet (Corona) midt i januar," skriver Jacob Pedersen. 

Det vil dog ikke hjælpe SAS særlig meget på kort sigt, fordi flyselskabet allerede har afdækket en høj andel af brændstofomkostningerne i første halvår 2019/2020, mener aktieanalysechefen. 

"Til gengæld giver det mulighed for at afdække brændstofindkøb til andet halvårs flyvninger på et lavere prisniveau. Bliver brændstofpriserne liggende på det lavere niveau omkring 500 dollar pr. ton (mod ca. 600 dollar pr. ton midt i januar) i et par kvartaler endnu, kan det stort set kompensere for omkostningerne ved et par måneders stop for Kinaflyvningerne," skriver han. 

Når SAS præsenterer regnskab for første kvartal 26. februar, forventer Sydbank, at flyselskabet vil uddybe de økonomiske konsekvenser af flystoppet til Kina. Men de negative effekter vil først vise sig i regnskabet for andet kvartal, der bliver offentliggjort til maj. 

Aktie: SAS AB