ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jysk bildynasti skifter topchef efter 36 år: “Det betyder meget mere, at det er min svigerfar, og ikke en eller anden headhunter, der har rekrutteret mig”

Efter 36 år som topchef

i bildynastiet Ejner Hessel, træder Bjarne Hessel tilbage for at gøre plads til sin svigersøn

Bjarne Hessel har stadigvæk en hånd på rattet, nu hvor svigersønnen Benjamin Mahr overtager posten som topchef i Ejner Hessel. PR-foto
Bjarne Hessel har stadigvæk en hånd på rattet, nu hvor svigersønnen Benjamin Mahr overtager posten som topchef i Ejner Hessel. PR-foto

Siden 1984 har Bjarne Hessel stået i spidsen for Brande-baserede Ejner Hessel, der er storforhandler af Mercedes-Benz, men nu er tiden kommet til at give faklen videre til næste generation.

Jeg vil altid konsultere brødrene og bestyrelsen ved større beslutninger, men den endelige beslutning ligger naturligvis hos mig

Benjamin Mahr, ny adm. direktør, Ejner Hessel

“Det har været fantastisk og spændende at stå i spidsen for virksomheden. Jeg ser frem til stadigvæk at kunne være en del af virksomheden gennem bestyrelsen og udstikke linjer for forretningen,” siger 66-årige Bjarne Hessel, der er anden generation i bildynastiet.

Ind kommer den 44-årige tysker Benjamin Mahr, der er gift og har to børn med Bjarne Hessels datter Louise.

“Jeg er stolt over, at Bjarne tror på mig og spurgte, om jeg ville have jobbet. Det tog jeg som en stor kompliment. Det betyder meget mere, at det er min svigerfar, og ikke en eller anden headhunter, der har rekrutteret mig,” siger Benjamin Mahr, der overtager posten med omgående virkning.

Det er tre år siden, Bjarne Hessel første gang gik til sin svigersøn og spurgte, om han ville overtage posten. På det tidspunkt var Benjamin Mahr viceadministrerende direktør for kapitalfondsejede Consolidated Precision Products, som han var med til at føre frem til et salg, der fandt sted sidste år.

Benjamin Mahr er flasket op i tyske Daimler, som ejer Mercedes-Benz. Herfra har han bestredet flere internationale topposter og været udstationeret i Australien, Kina, USA og Canada.

Nu har han sammen med familien bosat sig i Aarhus og kommer ind i et familiefirma, hvor Bjarne Hessel og hans tre brødre og medejere Hans Peder, Bent og Sten Hessel sidder i bestyrelsen. ​​​

“At arbejde i en familievirksomhed er meget specielt, fordi du overtager mere end bare et job. Du er betroet med mere end et livsværk. Ejerfamilien er naturligvis meget passioneret omkring firmaet, men jeg tror, at jeg har en fordel, fordi jeg har kendt både brødrene, resten af familien og virksomheden, inden jeg tog beslutningen,” siger Benjamin Mahr.

Med sin svigerfar i bestyrelsen, der også kommer til at fortsætte i en direktionspost en rum tid fremover, er Benjamin Mahr klar over, at der er familiære risici forbundet med jobbet.

“Jeg skal kunne forliges med brødrene, som alle er forskellige, og jeg er nødt til at bevare mit gode ægteskab. Det ville jeg under alle omstændigheder, men det bliver endnu vigtigere i sådan en situation,” forklarer Ejner Hessels kommende topchef.

648​

mio. kr. lå egenkapitalen i Ejner Hessel Holding på ved udgangen af 2019

Ejner Hessel er en traditionsbunden virksomhed, hvis historie går tilbage til 1968, hvor faderen Ejner Hessel startede ud med at opkøbe brugte lastbiler for at sætte dem i stand og sælge dem videre. ​​​

Efterfølgende overtog de fire Hessel-brødre styringen, og siden da er familien foruden Mercedes-Benz blevet forhandler af bilmærkerne Renault og Dacia, som sælges i virksomhedens 23 forretninger i Jylland og på Sjælland.

Særligt de sidste fem år har bildynastiet banket speederen i bund, hvor omsætningen er gået fra 3,6 mia. kr. i 2015 til 5,8 mia. kr. i 2019.

Intet “onemanshow”

For Hessel-brødrene har det været et springende punkt at få en ny topchef ind, som har kendskab til familien.

“Vi er ikke altid de nemmeste, fordi vi brødre har vores meninger og temperament, og det er vigtigt, at der kommer en ind udefra, som kender baggrunden for det hele,” siger Bjarne Hessel, som fortsætter i direktionen for at have fokus på nye tiltag.

“Jeg vil altid konsultere brødrene og bestyrelsen ved større beslutninger, men den endelige beslutning ligger naturligvis hos mig,” siger Benjamin Mahr.

“Det har aldrig været et onemanshow i vores firma, så vi brødre er i tæt dialog, når der skal tages beslutninger. Det, tror jeg også, at Benjamin har stor respekt for,” lyder det fra Bjarne Hessel.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis