Det skal ikke være en diskussion, om det findes eller ej, for det gør det. Sexisme og seksuel chikane hersker ikke kun blandt mediehuse, i musikbranchen eller på gangene af Christiansborg, men i alle afkroge af erhvervslivet. “Selvfølgelig,” lyder det fra den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt, der også er tidligere direktør for det internationale Red Barnet og nuværende bestyrelsesmedlem i bl.a. Vestas.
For halvanden uge sidenstillede hun et spørgsmålpå sin Instagram-profil: “Hvad gør alle cheferne?”
“Kære chef: Det kan godt være, du har gjort meget, men noget tyder på, at der skal mere til.”
Siden er beskederne væltet ind fra både kvinder og mænd, der italesætter, hvad der er sket og – måske vigtigst af alt – stadig sker i erhvervslivet. Problemet er kun blevet bekræftet, og det har fået Helle Thorning-Schmidt til at komme med en direkte opfordring. Nu er det topledelser landet over, der skal træde i karakter.
“Man har nok set det som et lidt “lille” problem. Men nok er nok. Nu skal vi tage ansvar som ledere,” siger hun.
“Det er bestyrelsesformænd, bestyrelser og topchefer, der skal tage et ansvar, for det her kan kun løses fra spids,” fortsætter hun.
Først tog Sofie Linde bladet fra munden, da hunpå skærmen fortalte om en oplevelsemed en “tv-kanon”, der tidligt i hendes karriere truede med at ødelægge den, hvis hun nægtede at gå “med ud og sutte min pik”.
Siden har det spredt sig som en steppebrand. En lang række mediepersoner vistederes støtte i et brevder tilkendegav, at den sexistiske kultur fortsat findes i branchen. Kvinder har fortalt om sexisme, krænkelser og overgreb på arbejdspladsen, og om, hvordan ledelserne har dækket over dem, der har overtrådt grænsen.Musikere har sparket til pladeselskaberne, politikere fra begge fløje harfortalt om stereotype kønsrollerog fysiske berøringer.
Nu ruller et opgør med en usund kultur også i erhvervslivet.
Tidligere på ugentikkede en mail ind hos alle ansatte i A.P. Møller-Mærsk. Den var fra den adm. direktør Søren Skou, der slog fast, at man hos Danmarks største virksomhed ikke vil acceptere nogen form for krænkende adfærd. Med en direkte opfordring til at anmelde det, kom også en anden: Topchefen lod virksomhedens mere end 70.000 ansatte vide, at de er velkommen til at komme direkte til ham.
“Personligt betyder det meget for mig. Vi har alle et ansvar for at skabe en inkluderende kultur, der er fri for diskrimination, chikane og mobning. Lad os bruge dette historiske øjeblik til at reflektere, lytte til hinanden og sammen sikre, at vi passer på os selv og vores kolleger ved at stå sammen mod chikane,” skrev Søren Skou.
Hos æggebakkeproducenten Brdr. Hartmann ertre mandlige medarbejdere netop stoppetsom følge af seksuel chikane – en er opsagt, mens to er fratrådt efter gensidig aftale. To eksempler indenfor den seneste tid, hvor selskabsledelser har taget hånd om en problematik, der stadig hænger tungt i luften i krogene blandt landets virksomheder.
Men der er langt flere, som ikke er blevet fortalt, mener erhvervskvinden, debattør og formand og medlem af flere bestyrelser i dansk og internationalt erhvervsliv Stine Bosse, der også er tidligere topchef i Tryg.
“Nu står vi her og siger åbent: Vi har et problem,” siger hun.
For snart tre år siden begyndte den globale bevægelse #metoo, hvor specielt kvinder delte oplevelser, om mandlige chefer der havde ydmyget eller krænket dem seksuelt. En bevægelse, der også satte sig i Danmark – men tydeligvis langt fra nok, mener Stine Bosse. Grundfos-topchef Mads Nipper skriver også ærligt i en klumme, at #metoo ikke på hans top-10-prioritetsliste, indtil Sofie Linde fortalte sin historie.
“Der skete tæt på ingenting i erhvervslivet under #metoo-bølgen. Det gik hurtigt over igen, og jeg undrede mig over, at man ikke tog det mere alvorligt med de historier, jeg kendte til – både mine egne og fra andre kvinder, der er kommet til mig gennem årene,” siger Stine Bosse.
Som ung medarbejder i et forsamlingshus, stak Stine Bosse en gæst en lussing, da han tog hende på brysterne, mens hun havde begge hænder fat om et serveringsfad. Hun har sagt fra, men sagerne findes stadig – også hos hende, også nu.
“Det er ikke alle, der kan det. Og det skal vi slet ikke bede folk om at kunne. Jeg har også selv stået i situationer, også indenfor de sidste få år, hvor jeg ikke følte, jeg kunne,” siger Stine Bosse og fortsætter:
“Jeg har rigeligt med oplevelser. Men jeg vil gerne være ærlig og sige, at jeg ikke tør nævne dem, der er sket for nyligt. Det er for voldsomt, og jeg er da også en af dem, der bekymrer mig om konsekvenserne. Men vi behøver ikke diskutere om det sker – selvfølgelig gør det.”
Derfor er det vigtigt, at spidsen af dansk erhvervsliv tager stilling og viser den rigtige vej frem, lyder det fra fagorganisationen Lederne (tidligere Ledernes Hovedorganisation), der netop har igangsat en ny kampagne om nultolerance.
Det er den forpligtigelse, man har som leder.
“Det starter i toppen af en organisation. Det er til en hver tid topledelsen, der er ansvarlig for at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø. Det handler om at sikre, at retningslinjer og politikken er på plads, men det betyder også, at man som leder stiller sig på ølkassen og siger: “Vi tolererer ikke seksuel chikane. Et tilfælde er et for meget,” siger adm. direktør Bodil Nordestgaard Ismiris.
“Vi siger, at døren står åben, men måske skal vi til at komme ud af døren alligevel,” tilføjer hun, og kalder tidspunktet for en kærkommen lejlighed til, at ledere får kigget indsatsen efter i sømmene.
Topledelserne skal nu gå forrest, og gribe den opgave an, der ligger i at ændre kulturen. “En opdragelse af en hel organisation,” kalder Stine Bosse det. Det første skridt er en selvransagelse blandt erhvervsledere, bestyrelser og formandskaber.
“Jeg er ikke ude på, at der skal rulle hoveder og gå bodsgang. Men vi skal finde ud af en ting: Er jeg som leder del af løsningen eller en del af problemet,” siger Helle Thorning-Schmidt.
Selvom det handler om at skabe den rigtige fremtidige arbejdsplads, så er det nødvendigt, at se på gamle historier, der enten i større eller mindre grad i dag, er begravet af enten fortrolighedsaftaler, skam eller manglende konsekvenser.
“Det handler ofte om nedgroede vaner i vores egne hoveder, og selvransagelsen er fuldstændig nødvendig nu. Vi skal kigge på os selv og spørge, om der er situationer i fortiden, vi gerne ville gøre anderledes, hvis vi kunne gøre det med 2020-briller på. For det er der,” siger Helle Thorning-Schmidt.
Det er ikke fordi, man skal udstille enkeltsager. Debatten nu skal, ifølge den forhenværende statsminister, handle om, at anerkende at problemet eksisterer og aktivt sætte sig for at være del af at ændre det. Men som direktør i international Red Barnet, besluttede hun alligevel at skrotte fortrolighedsaftaler, når nogen blev fyret som konsekvens af seksuel chikane. Når folk røg ud, sagde man i ledelsen, at det handlede om et alvorligt brud på personalepolitik. Ikke for at udstille nogen, men fordi handlinger har konsekvenser, siger hun.
Hun er blevet beskyldt for at overreagere – både i sit politiske virke og i sit efterfølgende erhvervsliv. Det har hun det fint med, for hun vil hellere gøre for meget end for lidt. Det håber hun, at andre i erhvervslivet nu efterfølger. Og det skal starte helt fra toppen.
“Bestyrelserne skal være langt mere opmærksomme på det. Når sagerne bliver alvorlige nok, kommer de op på bestyrelsesniveau, men det handler også om, at være på forkant. Bestyrelserne skal begynde at spørge ind til det, når de ansætter eksempelvis en ny topchef,” siger hun, og kalder det naturligt, at spørge vedkommende på tro og love, om de enten selv har skullet håndtere personalesager af en sådan karakter, eller om de selv har været involveret i noget.
“Nogen undrer sig over, hvordan man dog kan spørge om det, men det synes jeg overhovedet ikke er mærkeligt. Man tager ofte referencer på dem, man ansætter, og det er naturligt at spørge, om der har været personalesager, lige så vel som det ville være naturligt at spørge ind til, om der har været problemer med ansættelsen,” siger Helle Thorning-Schmidt.
I erhvervslivet er der to aktører, som har et ansvar i ændringen: Topledelsen, som skal stå forrest i at drive virksomheden i den rigtige retning, og bestyrelsen, som har ansvaret for at kontrollere ledelsen, påpeger Stine Bosse.
“Først og fremmest er det en operationel opgave hos topledelse, men en bestyrelse skal sikre sig, at der er styr på det. Jeg spurgte for nylig i en af bestyrelserne, jeg er del af, om vi reelt havde gode politikker på området,” siger hun.
Stine Bosse har selv givet “lodrette skideballer, så hun er sikker på, folk aldrig glemmer det eller hvordan man opfører sig ordentligt,” fordi det som leder var vigtigt for hende, at turde gå ind i sagerne.
“Ansvaret ligger hos ledelsen for at få lavet tydelige systemer. Som ledelse kan og skal man ikke være bange for at gå ind i det. Stil dig op og sig, at lytter din nærmeste leder eller en HR-afdeling ikke, så kom til mig som topchef,” siger hun.
Netop tydelige retningslinjer og systemer er essentielt for at skabe en god kultur, lyder det også fra bl.a. fra både Lederne og Dansk Industri. Hvem henvender man sig til, og hvad gør dem, man henvender sig til helt præcist. Ligger det ikke fast, er grundlaget ikke solidt nok til en ændring.
Det bør ikke være svært at lede fra hjørnekontoret, uanset hvor langt der er til de nederste i virksomheden, lyder beskeden fra Helle Thorning-Schmidt. Men berøringsangsten skal aflives i erhvervslivet.
“Spørg rundt i organisationen. Lav et netværk af måske særligt yngre kvinder, som du er fortrolig med og giver anonymitet og beskyttelse, som kan give muligheden for at tage temperaturen i virksomheden,” siger hun.
Det handler ikke kun om klap i numsen eller lumre invitationer. Hverdagssexismen er mindst lige så vigtig, mener både Helle Thorning-Schmidt og Stine Bosse.
“Den subtile sexisme er næsten den værste. Er det fysiske krænkelser, er det til at tage og føle på, men hverdagskrænkelserne skal ikke gøres små i debatten. Det bliver perfidt,” siger Stine Bosse.
Rundt omkring har der floreret holdninger om, at debatten var ved at “gå over gevind”.Venstres næstformand Inger Støjberg skrev, at det var “for langt ude”, når “helt uskyldige komplimenter” bliver udlagt som sexisme. Ifølge Stine Bosse, er det intentionen bag, der er problemet. En kontinuerlig kommentar om en kvindes udseende handler om et ulige magtforhold, hvor der bliver sagt, man ikke er dygtig – bare “lækker”.
“Det vigtigste lige nu er at finde ud af intentionen. Samtidig handler det om opfattelse – den, der er modtageren, afgør om det er i orden,” siger hun.
Andre i debatten kommenterede på, at man ikke turde sige noget længere som mand. Heller ikke sagt i sjov. Siger du det i sjov, skal du være sikker på, den anden også synes det er sjovt, påpeger Stine Bosse, der bakkes op af Helle Thorning-Schmidt. Det er ikke for at aflive hverken nærhed eller humor på arbejdspladsen, slår hun fast.
“Noget af det særlige ved danske arbejdspladser er, at vi kan have det sjovt med hinanden. Det er ikke det, jeg vil aflive. Men der er nogle vittigheder, der ikke er sjove for alle. Vores jokes skal ikke være baseret på gamle fordomme, eller være på en særlig gruppes bekostning,” siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:
“Hvis man øver sig lidt, kan man faktisk godt være sjov uden at støde nogen.”
Tiderne ændrer sig, og normerne ændrer sig med. En humoristisk eller sarkastisk vittighed, der var acceptabel for en lang række år siden, er ikke nødvendigvis i orden på nutidens arbejdsplads. Derfor er det også vigtigt, at man som virksomhed går med på præmissen om, at man skal udvikle sig.
“Det må ikke være den laveste fællesnævner, der skal bestemme tonen på en arbejdsplads,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris fra Lederne.
“Tonen må aldrig blive en undskyldning. Det skal ikke være sådan, at man kan sige “det er bare sådan, tonen er. Det er sådan, vi snakker.”,” tilføjer hun.
I en undersøgelse lavet af Kantar Gallup for Berlingske, som avisen bragte i sidste uge, svarede mere end en tredjedel af de adspurgte kvinder, 38 pct., at de har oplevet “hændelser af seksuel karakter” på arbejdspladsen. Størstedelen af det omhandler at modtage seksuelle hentydninger, sexistiske eller nedsættende bemærkninger.
Ifølge Jyllands-Postenmelder fagforeninger og forbund om et stigende antal henvendelserom sexchikane. Bodil Nordestgaard Ismiris påpeger, at der er et stort mørketal.
Særligt blandt dem, som enten er nye i virksomheden, løsere tilknyttet eller nederst i hierarkiet kan det være svært, at sige fra og råbe op. Dem, der ikke har meget taleret på arbejdspladsen, lyder det.
“Det er svært for kvinder i de placeringer at sige fra eller gå til ledelsen, fordi de ofte er bange for at blive anset som nogen, der ikke har nogen humor, eller som ikke kan tåle lugten i bageriet og er besværlige,” siger Helle Thorning-Schmidt.
Derfor kan ansvaret ikke lægges over på den krænkede. Mens lederne bærer hovedansvaret, bærer kollegaerne også et, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.
“Det er rigtig vigtigt, man fortæller sine medarbejdere, at hvis de er vidne til en krænkelse eller hverdagssexisme, så skal de sige fra. Det er det, jeg kalder medmenneskelig omsorg,” siger hun.
Det er ikke kun på selve arbejdspladsen, problemerne kan opstå. Derfor er det som leder vigtigt, man er opmærksom på, at medarbejderne også kan komme til orde, hvis det handler om selve jobbet.
“Kvinderne kan være bange for at miste deres job eller ødelægge karrieremuligheder. Både når det gælder på arbejdspladsen, men også når det f.eks. gælder kunder. Hvad hvis en kunde lægger an på dig til et møde? Der skal du have en arbejdsgiver, der godt ved, at uanset hvor vigtig den kunde er, så skal du aldrig tilbage dertil. Hvis du mister en kunde på det grundlag, at du har afvist ham, så er du det forkerte sted,” siger Stine Bosse.
Stine Bosse og Helle Thorning-Schmidts holdning er klar: Der skal en ændring til i erhvervslivet i Danmark. De påpeger begge, at det ofte er et fåtal mænd, der har en grov opførsel, og det ikke skal ses som en mistænkeliggørelse af et helt køn. Overhovedet.
“Der er både mange kvinder, der siger, at noget er galt – men samtidig er der mange mænd, der også gerne vil løse problemet, for de bryder sig heller ikke om det. De er klar over det, har oplevet det, set det eller måske ikke vidst, at problemet var så stort. Men det er begges køns problem i sidste ende,” siger Stine Bosse.
Men hvis noget ikke fungerer, så taler man om det – ikke alt det, som allerede fungerer. Problemer skal ikke gemmes bag succeser.
“Man skal gøre det, og man skal gøre det nu. De virksomheder, der ikke gør det, er dinosaurvirksomheder, som på et eller andet tidspunkt knækker på en sag, som nok skal komme,” siger Helle Thorning-Schmidt.
Og det knæk kan også være økonomisk.
“Før min tid i Red Barnet International, var der en sag i Red Barnet UK, som var så alvorlig, at hele organisationen fik et alvorligt økonomisk knæk på det. Det var ikke håndteret korrekt, og ingen ville tage ansvar for det. Derfor handler det også om bundlinjen. Det kan skade enhver virksomhed, ikke at tage sig af det i tide,” siger hun.
