Meget peger på, at der kommer en ny, dansk børsnotering om mindre end to måneder.
Ejerne af it-virksomheden Trifork, der bl.a. består af stifteren Jørn Larsen og kapitalfonden Gro Capital, planlægger således i hemmelighed at børsnotere selskabet i begyndelsen af juni.
“Jeg vil ikke sige noget om tidspunktet, for det er ikke mere fast, end at det stadig kan nå at ændre sig
Jørn Larsen, stifter, Trifork
Det erfarer Børsen fra en række kilder med kendskab til den fortrolige proces.
Jørn Larsen bekræftede i november 2020, at der bliver arbejdet hårdt på at gøre Trifork klar til en børsnotering, men han ønsker hverken at be- eller afkræfte Børsens oplysninger om timingen.
“Vi går med overvejelser om en eventuel børsnotering på et tidspunkt. Jeg vil ikke sige noget om tidspunktet, for det er ikke mere fast, end at det stadig kan nå at ændre sig,” siger Jørn Larsen.
Hverken Lars Dybkjær, ledende partner i Gro Capital, der sidder på 20 pct. af aktierne, eller selskabets bestyrelsesformand, Julie Galbo, tidligere risikochef og medlem af topledelsen i Nordea, har ønsket at udtale sig om arbejdet med børsnoteringen.
De kilder, som Børsen har talt med, understreger også, at der er tale om planer, der stadig kan laves om, bl.a. afhængigt af hvordan børsmarkedet udvikler sig.
Små virksomheder er strømmet til den danske vækstbørs First North i 2020 og især i 2021. Samtidig blev der i 2020 rejst 167,7 mia. dollar gennem børsnoteringer i USA, og det er lige under 60 mia. dollar mere end rekorden fra 1999. Men på Københavns Fondsbørs' hovedbørs har der i samme periode været langt mere stille, og siden 2017 har der blot været tre reelle børsnoteringer, hvor der er blevet rejst nye penge: Køkkenselskabet TCM Group, selskabet bag bl.a. Svane Køkkenet, gik den 24. november 2017 på børsen i København med en udbudskurs på 98 kr. og havde ved introduktionen en markedsværdi på 980 mio. kr. Torsdag lukkede aktien i kurs 173,5, så den nærmer sig en fordobling. Markedsværdien er nu 1,7 mia. kr. Det var kapitalfonden IK Investment Partners, som sad på aktiemajoriteten ved introduktionen. It-virksomheden Netcompany, som Trifork på nogle områder minder om, gik på børsen den 7. juni 2018 og har indtil nu været en stor succes. Netcompanys markedsværdi var i juni 2018 7,75 mia. kr., men siden er værdien nærmest kun gået én vej, og det er op. En aktie kostede torsdag 645,5 kr., og det betyder, at Netcompanys markedsværdi nu er på over 32 mia. kr. Netcompany er bl.a. stiftet af André Rogaczewski, der er blevet milliardær via sit engagement i selskabet. Det var kapitalfonden FSN Capital, som sad på størstedelen af aktierne, da Netcompany blev børsnoteret. Nordens største kapitalfond EQT havde først forsøgt at sælge Huscompagniet, men det lykkedes ikke, og typehusvirksomheden blev i stedet børsnoteret i København den 18. november 2020. På daværende tidspunkt havde Huscompagniet en markedsværdi på 2,3 mia. kr., og aktien kostede 117 kr. Siden har det ikke udviklet sig til nogen guldgrube for investorerne, men aktien er dog steget til 128 kr. EQT ejer fortsat en del af virksomheden.
Men lige nu sigter ejerne efter officielt at offentliggøre børsplanerne – det såkaldte intention to float – omkring 4. maj, og planen er at få børsnoteringen til at ske i de første dage i juni.
Der hersker fortsat en vis usikkerhed om værdisætningen, men flere kilder vurderer, at Trifork vil blive værdisat til i hvert fald over 2 mia kr.
Jørn Larsen stiftede Trifork i 1996, og selskabet regnes som værende blandt de førende inden for det, der bliver kaldt næstegenerations-it-løsninger.
mia. kr. vurderer Trifork som minimum at få af værdi ved en børsnotering
Triforks kompetencer minder på nogle områder om Netcompanys. Men Trifork arbejder ofte med mindre projekter og har f.eks. udviklet Danske Banks Mobilepay og NemID-appen.
Hvis det lykkes ejerne at børsnotere selskabet, vil der være tale om et comeback, for Trifork var også listet i København i perioden 2007-2014.
Til at orkestrere børscomebacket har Trifork engageret investeringsbankerne Carnegie og Credit Suisse som global coordinators.
Det er ikke tilfældigt, at ejerne af Trifork både har danske rådgivere fra Carnegie og Credit Suisse med. Trifork er stiftet i Aarhus, men har nu hovedsæde i Schweiz, og ifølge Børsens oplysninger er ejerne åbne for muligheden for en dobbelt børsnotering i København og i Schweiz.
Jørn Larsen erkender også, at den model har sine fordele.
“Man bliver mere kendt i de lande, man er børsnoteret i. Desuden giver det os mere troværdighed og transparens hos kunderne, at man er blevet lakmustestet i forbindelse med en børsnotering. Men der er ikke truffet nogen beslutning om, hvorvidt det er noget, vi vil gøre brug af,” siger Jørn Larsen.
Mens det ene lille selskab efter det andet er blevet noteret på vækstbørsen First North i 2021, har der ikke være en ny dansk notering på hovedbørsen, siden Huscompagniet gik på i november 2020. Men Trifork er ikke de eneste, der netop nu er i gang med at gøre sig klar.
Som Børsen kunne fortælle i begyndelsen af marts, arbejder brintkometen Green Hydrogen System, som A.P. Møller Holding har investeret i, på en større notering.
Men ifølge de kilder, som Børsen har talt med, har ejerne endnu ikke taget en beslutning om, hvorvidt man vil forsøge sig med det før eller efter sommerferien.