Ledigheden er den højeste i syv år, og alligevel slår C25-indekset rekorder. Et spørgsmål trænger sig på: Er verden fra forstanden?

Geopolitiske spændinger har givet covid-19-pandemien let spil i en verden uden politisk modstandskraft fra et samlet lederskab. Regeringer lukkede lande og satte økonomier i stå. Men coronasygdommen mødte først for alvor modstand, da en kontroversiel kvartet bestående af Angela Merkel, Manuel Macron, IMF og Bill Gates i fravær af amerikansk lederskab greb rattet og lagde en plan.

På vej ind i krisens næste fase holder beslutningstagere vejret, mens økonomierne genåbnes, hjælpepakker afvikles – og tegn på en anden coronabølge i såvel Kina som USA sår tvivl om fremtiden.

Coronaens historie hidtil er en kæde af paradokser. Det største paradoks er måske spørgsmålet om, hvorfor verdens to stærkeste lande ikke kunne mønstre en fælles indsats, da verden indså alvoren. Dette paradoks er kilden til en række afledte økonomiske paradokser: Økonomiske nøgletal og prognoser i dramatiske spring i hver deres retning; om samfund og virksomheder der ganske vist fik lagt deres kurs, men hvor beslutningstagere løbende erkender, at de er i tvivl.

Mellem den 23. februar og den 23. marts i år faldt det ledende danske aktieindeks C25, med 28 pct. i takt med, at coronaen blev en global pandemi, som verden ikke har set siden den spanske syge i 1918 slog millioner ihjel. Siden 23. marts er C25 steget med 39 pct. til højeste niveau nogensinde.

Tilsyneladende er aktiemarkedet blindt over for advarsler som OECD-forventningerne om etkollapsi den globale vækst og den dugfriske IMF-nedjustering for verdensøkonomien medminusvækst på 4,9 pct.i år.

Aktiemarkedet ignorerer tilsyneladende også, at vi som menneskehed har begravet næsten enhalv million døde, og at vi trods genåbning blot har hyppig håndvask og social afstand som våben mod den nye, dødelig sygdom.

Eller rettere: Måske har vi alligevel fundet et våben i fraværet af terapi og vaccine. En bevæbning, der handler om, hvordan vi har det med hinanden og med staten. Men det vender vi tilbage til.

At aktiemarkedet synes blindt over for fare er måske kun overfladisk. Inderst inde er markedet bevidst om angsten, selv når det stiger på nøgletal, blot fordi de er lidt mindre rædselsfulde end frygtet. For aldrig har indikatorer på volatilitet og usikkerhed været højere end i dette forår. Vix-indekset, der udtrykker markedets forventning til volatilitet i kraft af dramatiske kursudsving 30 dage frem, brød ud som en vulkan.

Finanskrisen slog alle tidligere vix-niveauer. Men aldrig har vix’en været højere end i marts, da covid-19 lukkede verden. Tre måneder senere er vix’en halveret og slapper nærmest af tæt på samme niveau som efter 11. september 2001, mens aktierne går i all-time-high.

Et spørgsmål trænger sig på: Er verden fra forstanden?

Ifølge den globale rådgiver Nader Mousavizadeh der på tværs af sektorer arbejder for en række af klodens største virksomheder , har der i de sidste ti år været masser af grunde til markedernes angst. Men vix’en har været unaturligt lav – holdt nede af beroligende økonomisk medicin.

“I ti år har vi levet i et kunstigt undertrykt volatilitetsklima skabt af tre midler: Centralbankernes stimuli, de lave til negative renter og en lav til negativ inflation. Det har absorberet en stor del af volatiliteten i de finansielle markeder trods krige, konflikter og populistiske valg. Men da covid-19 kom til, kunne frygten ikke dæmpes.”

Nader Mousavizadeh var i flere år nær rådgiver for FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan og medforfatter til hans erindringer. Med en fortid som investmentbanker i Goldman Sachs rådgiver han det globale erhvervslivs tunge spillere – også danske – om brændpunkterne mellem politik, sikkerhedspolitik, geopolitik, økonomi og finans.

Covid-19 angreb en verdensøkonomi udfordret af opgøret mellem Kina og USA. Et opgør, der i forvejen havde svækket de internationale institutioner. Nu forværrede det både sundhedskrisen og den økonomiske krise. Vil man forstå den angst vix’en udtrykker, så er opgøret mellem præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping og USA’s fravær som Vestens leder under krisen en vigtig kilde.

“Covid-19 gik på erobring i en verden, der var dårligt rustet til det chok og den tvivl, der indfandt sig, da menneskeheden indså, at den var i fare,” konstaterer Nader Mousavizadeh, der i 2013 stiftedeMacro Advisory Partners, hvor bl.a. tidligere stabschefer fra Obama-Biden-administrationen og toprådgivere fra Downing St. 10 er blandt partnere på kontorer i New York og London. Han skriver analyser til Financial Times, Foreign Policy og New York Times. I øvrigt er han dansker med dansk mor og iransk far.

Jesper Rangvid er professor ved CBS og forsker i relationen mellem finansmarkedet og den bredere økonomi, international finans og finanskriser. Han ser spændingerne mellem USA og Kina og USA’s tilbagetog fra de internationale institutioner som et centralt bidrag til den globale usikkerhed.

“Forbrugerne er mere præget af tvivlen om, hvorvidt de er raske eller har et job i morgen. Men konflikten mellem USA og Kina gør det sværere at finde et nødvendigt globalt fodslag i coronakrisen. Spændingerne påvirker selvfølgelig volatiliteten,” siger han.

Selvom han er professor med speciale i netop kriser, bakser Jesper Rangvid med at begribe det, der sker. Han forundres over og fascineres af de mange paradokser.

“Der er gode grunde til at være tvivl. I den ene overskrift går det fremragende. I den anden har det aldrig gået værre. Tag de amerikanske aktier, der er steget 30-40 pct., det hurtigste opsving nogensinde siden bunden i marts. Imens blev millioner arbejdsløse. Det er godt nok mærkeligt. Paradokserne står i kø.”

Hos pensionskæmpen PFA, der ved udgangen af 2019 forvaltede 560 af danskernes pensionsmilliarder, ser topchef Allan Polack udviklingen i de globale markeder som et produkt af “en ny verden.”

“Både stater og centralbanker har gennemført historisk store pakker, der skal stimulere økonomien. I den gamle verden ville usikkerhed nok have ført til højere renter og dermed også lavere aktiekurser, men under finanskrisen blev det fra centralt hold besluttet, at renterne ikke måtte stige. Det er et planøkonomisk, og meget lidt liberalistisk, eksperiment, der også sætter spørgsmålstegn ved centralbankernes uafhængighed. Men det fungerer, så længe markedet tror på det.”

Allan Polack advarer mod for tidlig eufori:

“Verden er slet ikke normal. Halvdelen af de private arbejdspladser er eksportafhængige, og vi er meget bekymrede for netop eksporten,” siger Allan Polack.

Jesper Rangvid påpeger, at covid-recessionen er anderledes på ét punkt:

“Faldet kom vanvittigt hurtigt. Den ene dag havde vi en rigtig god økonomi. Den næste havde vi et nedlukket land med en alvorligt truet økonomi på grund af en global sundhedskrise. I USA tog ledighedsgrafen et historisk dybt fald, og landet havnede i den dybeste recession nogensinde.”

93.000 danskere mistede i marts og april deres job i krisen. Langt flere end ventet, ogbruttoledigheden er steget til højeste niveau i syv år. Alligevel kravlerforbrugertillidenopad i takt med genåbningen.

I marts faldt detailsalget samlet 4,5 pct. ift. februar og lå fladt i april. Fra 11. maj forløste et tilbageholdt forbrug sig i en stigning på 9,4 pct., det kraftigste spring i statistikkens levetid. Tøjsalget steg 98 pct. og udløste et “wow” i medierne. Meni virkeligheden var stigningen ifølge Danmarks Statistiklangt fra at bringe den hårdt ramte branche i præcorona-niveau.

Sundhedsdimensionen er krisens joker, og det sætter ifølge Rangvid turbo på volatiliteten.

“I kriser øges økonomisk usikkerhed altid. Men sundhedselementet er en dimension mere, både på det personlige niveau og som økonomisk faktor. Ingen ved eksempelvis, om der kommer en bølge og dermed en krise mere.”

Vi er altså i en tid, hvor ingen kan vide sig sikre på hverken deres helbred eller job. Imens markederne vædder om, hvor hård og lang recessionen bliver, kan man læse i aviserne, at selv eliten af danske topøkonomer ikke ved, hvad der sker.

“Tvivlen råder lige nu på alle niveauer,” siger Jesper Rangvid, der ser vix-niveauet som tegn på, at flygt-eller-kæmp-mekanismerne fortsat er aktiveret.

Paradokser og modsatrettede nøgletal vil fortsætte. Tag bilsalget, der er helt i bund og forsøges forklaret med danskernes tvivl om jobsikkerhed. Imens boomer sommerhussalget i et marked, hvor der ikke er solgt flere boliger i ti år end nu. Køberne er de samme danskere.

Måske er det blot banal psykologi? Folk er afskåret fra at rejse og leder efter sommerhus. Vi kører mindre lige nu. En bil afskriver man på; et sommerhus er et aktiv. Måske bliver det mere værd. Måske ikke. Og måske er sommerhuse som aktivklasse kommet for højt i pris.

“Uden at sige det så direkte så signaleredeNationalbankendet for nylig med bemærkningen om, at prisniveauet for sommerhuse måskeikke er helt holdbart, når verden bliver åben for at rejse igen,” siger Jesper Rangvid.

Trods usikkerheden er professoren overbevist om, at økonomien kommer hurtigere tilbage end efter finanskrisen.

“Finanskrisen varede fem-syv år. Om alt går vel, er vi tilbage i 2021 eller 2022. Men tempoet er fundamentalt usikkert. Vi ved ikke, om vi bliver ramt af en andenbølge. Vi ved ikke, hvor hurtigt, vi kan nedbringe arbejdsløsheden. Vi ved ikke, hvordan vores eksportmarkeder udvikler sig. Det bliver et broget billede.”

Frank Vang-Jensen, adm. direktør for Nordea, ser ligesom vix’en “en kæmpe usikkerhed på fremtiden” lige nu og er opmærksom på de store forskelle på branchers modstandskraft i covid-krisen. Han venter høj volatilitet hen over sommeren og understreger, at scenarierne er for uforudsigelige til skråsikkerhed.

“Når vi oplever paradokser og modsatrettede tendenser, er det, fordi vi er i en særlig situation, vi ikke har været i før og dermed ikke har en fast opskrift på, hvordan vi skal reagere,” konstaterer banktopchefen, der anser tvivl “som en fast bestanddel af det, vi beskæftiger os med – og nu er den så større i øjeblikket.”

I Nordea forsøger Frank Vang-Jensen at håndtere tvivlen ved at fokusere på de fundamentale forhold, tænke langsigtet og med en strategi klar til at reagere på forskellige scenarier.

“Det er vigtigt at forblive rolig og ikke lade sig stresse af den flertydighed, vi ser.”

Fra London-kontoret forklarer Nader Mousavizadeh, at især de største tech-selskaber har vundet på krisen:

“Seks-otte amerikanske tech-virksomheder har i ti år været i utrolig vækst og har nu kæmpe fordele af pandemien: Vi arbejder hjemme og efterspørger software, underholdning, data, telefoni og sociale medier mere end nogensinde.”

Tech-selskabernes øgede styrke bekymrer Mousavizadeh, der ser det som kilde til endnu dybere økonomisk ulighed efter krisen.

“Mange får ikke deres job igen. Covid vil accelerere automatisering og digitalisering. Det vil fordybe uligheden,” siger Mousavizadeh, der ser covid-19 som dyre lærepenge for verden.

“Vi har lært, at en pandemi skaber mere død og ødelæggelse, når de to største lande med de største videnskabelige og økonomiske ressourcer modarbejder hinanden. Indsatsen bliver mindre koordineret, mere fragmenteret. Der opstod en konkurrence om at komme først og om at dominere produktion af vaccine. Når indsatsen går på at modvirke den anden parts interesser mere end at bekæmpe covid, så bliver den negative økonomiske effekt selvfølgelig større.”

Krisen har også vist styrker og svagheder i lande og styreformer. På tværs af ideologier har lande med en stærk socialøkonomisk struktur – eksempelvis Taiwan, Sydkorea, Schweiz og Danmark – en afgørende fordel, påpeger Nader Mousavizadeh.

“Social tillid kan findes i mere eller mindre autoritære politiske systemer. Men at borgere stoler på systemerne og på hinanden, har vist sig udslagsgivende for, hvor hårdt lande er blevet ramt målt på sygdomstilfælde og økonomisk.”

Tidligere har USA naturligt påtaget sig lederskabet i internationale kriser. Det skete ikke dette forår. Samtidig har institutioner, der normalt er brandstationer i internationale kriser, været lammet af de amerikansk-kinesiske spændinger.

Da pandemien ramte, var de internationale organisationer underfinansierede og med svage mandater, forklarer Nader Mousavizadeh, der påpeger, at WHO dermed blev endnu en arena for konflikten mellem USA og Kina og dermed stod svækket i kampen mod covid. Det blev andre magthaveres chance. Initiativet til strategien for den globale bekæmpelse af covid-19 kom fra Tyskland, Frankrig og IMF og – opsigtsvækkende og kontroversielt – fraBill Gates Foundation.

“De havde viljen, en videnskabelig tilgang og en finansiel styrke til at lægge en plan og føre den ud i livet. Handlekraft og effektivitet blev vigtigere end legitimitet. Verden så sig omkring og spurgte: Hvem kan reagere? Tyskland, Frankrig, IMF og Bill Gates Foundation handlede og grundlagde en samlet respons,” forklarer Nader Mousavizadeh.

At verden accepterede en løsning uden samme folkelige mandat som normalt, skyldes alvoren, pointerer Nader Mousavizadeh.

“Økonomien var styrtet sammen. Frygten var i top. Der var så meget på spil, at det blev accepteret, at dem, der havde en brandbil, rykkede ud trods fraværet af et normalt mandat fra verdenssamfundet.”

Senere er kendte internationale institutioner som EU, IMF, Verdensbanken m.fl. blevet inddraget. WHO er indsat som koordinerende leder af strategien, der omfatter fundraising, koordinering af vaccineudvikling og produktion og mulighederne for behandling.

“Men drivkraften kom fra fire mennesker, der som konsekvens af USA’s manglende tilstedeværelse lagde en plan og ringede til deres allierede og sagde: “Her er, hvad vi gør,” forklarer Nader Mousavizadeh.

mocr@borsen.dk