Indbakkerne hos danske træimportører bugner af tilbud om billigt kvalitetstræ mistænkt for at stamme fra Rusland.
Oftest sidder afsenderne i de baltiske lande og sælger birkekrydsfiner, der er kendt som et russisk kvalitetsprodukt, og som anvendes i bl.a. møbler, inventar og i byggeriet.
“ADN one OU er glad for at kunne tilbyde birkekrydsfiner fra EU, Brasilien, Tyrkiet, Kina og Kasakhstan”, lyder det i en mail fra “Anton” til en dansk leverandør fra februar, som Børsen har fået aktindsigt i.
Men spørger man den danske træbranche, kan den kvalitet og udskæring, som Anton tilbyder, ikke opstøves uden for Rusland. Desuden har EU-Kommissionen slået fast, birkekrydsfinér fra Kasakhstan og Tyrkiet som udgangspunkt indeholder russisk træ.
Tonny Dalsgaard, indkøbschef hos én af Nordens største træimportører, DLH, fortæller, at det har været voldsomt at være vidne til træmarkedet, siden EU indførte sanktioner mod Rusland.
“Kreativiteten var i starten af krigen helt enorm. Den kendte ingen grænser. Vi oplevede blandt andet, at en fiskehandler oppe fra Estland pludselig kunne tilbyde russisk birkekrydsfiner i store mængder,” siger Tonny Dalsgaard.
Børsen har set mailen, DLH modtog fra en stor estisk fiskegrossist Delica, som tilbød ham birkekrydsfiner fra Kasakhstan. Delica har ikke svaret på Børsens henvendelse.
“I starten var det ragnarok. Men nu er det som om, at det har fundet nogle faste strukturer, og man også er blevet bedre til at skjule oprindelsen, og så kommer det videre ind i forsyningskæden. Så jeg tror sådan set ikke, problemet er blevet mindre,” siger Camilla Hyldgaard Thomsen, der er kommerciel direktør for en anden stor træimportør Keflico.
Anton fra ADN one OU har ikke svaret på Børsens henvendelser. Det har til gengæld en anden sælger, Baltic Wood Partners fra Litauen.
Børsen har set flere eksempler på henvendelser fra Baltic Wood Partners, som præsenterer sig som en stor grossist med eksport “til Danmark, hele Europa og Canada”.
“Som vi diskuterede over telefonen, sender jeg dig billeder af B/B-kvalitet. Forsyningsafdelingen bekræftede, at den er fra den kasakhiske region,” lyder det for eksempel Baltic Wood Partners til en dansk importør.
Men der kan angiveligt ikke produceres birkekrydsfiner af den kvalitet i Kasakhstan, hvorfor den danske modtager har delt mailen med de danske myndigheder som et eksempel på snyd med birkekrydsfiner.
Børsen har efterfølgende været i dialog med Baltic Wood Partners, læs et uddrag herunder:
Hvidvasker Baltic Wood Partners russisk træ?
“Hvad angår oprindelsen af vores krydsfinerprodukter henter vi vores materialer fra en række forskellige leverandører, som opfylder vores standarder for kvalitet og lovoverholdelse. Vores birkekrydsfiner kommer fra velrenommerede leverandører i Tyrkiet, Polen, Letland, Kina, Georgien og andre lande,” skriver Lukas Braziunas, projektchef hos Baltic Wood Partners.
Landene, du nævner, betragtes som i høj risiko for at blive brugt til omgåelse af sanktioner. Blandt andet mener EU-Kommissionen, at birkekrydsfiner fra Tyrkiet og Kasakhstan stammer fra Rusland. Danske myndigheder advarer direkte mod at importere fra flere af de lande, du nævner. Georgien har end ikke birkeskov.
“Vi forstår vigtigheden af at bevare tilliden hos vores kunder og partnere i Danmark og på tværs af Europa. At sikre, at vores produkter er fri for overtrædelser af sanktioner, er et ansvar, vi tager meget alvorligt. Det er vigtigt at bemærke, at vi ikke har modtaget specifikke råd fra de litauiske myndigheder vedrørende handel og import fra Tyrkiet, Kasakhstan eller Kina. De litauiske myndigheders fokus ligger primært på eksporten af varer.”
Er du som importør af træ virkelig ikke klar over risikoen ved at købe krydsfiner fra Kasakhstan, Kina eller Tyrkiet – uagtet de litauiske myndigheders fokus?
“Jeg vil gerne gentage Baltic Wood Partners faste forpligtelse til due diligence og overholdelse af internationale sanktioner. Jeg kan bekræfte, at ledelsen af vores virksomhed personligt har besøgt produktionsfaciliteterne i Tyrkiet, Kina og Kasakhstan. Disse besøg blev gennemført for direkte at vurdere og verificere driftsstatus og produktionskapacitet på disse fabrikker. Det er vores politik at engagere sig direkte med producenter, undgå mellemmænd eller forhandlere, for at opretholde integriteten af vores forsyningskæde.”
Ngo’en Earthsight har tidligere anslået, at der alene gennem Kasakhstan, Tyrkiet og Kina hver måned hvidvaskes ca. 130 mio. kr. russisk birkekrydsfiner.
Vurderer Miljøstyrelsen, at en virksomhed ikke risikovurderer sit træ, kan virksomheden meldes til politiet, som kan udstikke bøder for brud på EU’s tømmerforordning. Det er dog endnu ikke sket, siden krigen brød ud.