ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ryanair-boss mødt af røde faner: "Tak for omtalen"

Ledelsen i irske lavprisselskab, Ryanair, er kendt for hurtige kommentarer og en klippefast tro på alt, hvad de gør.

Derfor gjorde det heller ikke nævneværdigt indtryk på selskabets kommercielle direktør, David O’ Brien, at den danske fagbevægelse havde taget opstilling uden for Royal Hotel i København, der dannede rammen for dagens Ryanair-pressemøde.

”Jeg aner ikke, hvem de er, og jeg ved ikke, hvem de arbejder for – men lige nu ser de ikke ud til at arbejde for nogen,” sagde David O’ Brien pegende mod vinduet, hvor gruppen af medarbejdere fra SAS Ground Handling havde taget opstilling nedenfor.

Virksomheder
Her er Ryanairs fire nye ruter fra København
”Men de giver os omtale, og tak for det,” sagde han, og holdt et skilt i vejret, med teksten "Growing routes tourism and jobs in Denmark."

Konflikterne lurer

Ryanair havde indkaldt til pressemøde, for at fortælle nyt om basen i København og fire nye ruter fra lufthavnen.

Efter godt et kvarters uafbrudt tale om Ryanairs nyheder og ikke mindst fortræffeligheder, måtte David O’ Brien og personalechef Eddie Wilson forholde sig til fagbevægelsens trusler efter spørgsmål fra de fremmødte.

Flyvebranchens Personale Union (FPU) og Serviceforbundet udsendte onsdag aften et varsel om konflikt overfor Ryanair, efter det irske lavprisselskab mandag – vanen tro – afviste at indgå drøftelser om en overenskomst for det flyvende personale.

Penge
Ryanair opjusterer for tredje gang i år
Ryanair vil stationere 120 ansatte i København i form af piloter og kabinepersonale, og de skal ifølge FPU have en overenskomst.

Til gavn for alle

”I Danmark taler arbejdsmarkedets parter sammen og indgår gode og solide overenskomster, som er til gavn for alle. Nu vil Ryanair åbne en base i København, og vi forventer, at selskabet respekterer den måde, vi samarbejder på i Danmark,” forklarer Thilde Waast, formand i FPU i en pressemeddelelse.

Men det giver Ryanair ikke meget for.

”At Ryanair kommer til København, er ikke verdens ende – tværtimod, er det godt nyt. Flere vil rejse hertil, vi skaber arbejdspladser og økonomisk vækst. At fagbevægelsen siger nej til det, er deres problem og ikke vores,” sagde personalechef Eddie Wilson tørt.

Blokade vil være ulovlig

Hvis fagbevægelsen vil nedlægge en konflikt mod Ryanair i en såkaldt sympatistrejke, vil det kræve accept fra arbejdsretten, og den er Eddie Wilson og den øvrige Ryanair-ledelse sikre på, at de ansatte ikke får.

Virksomheder
Ryanair skal ansætte flere tusinde til cockpit og kabine
”En blokade er ulovlig. Vi er et internationalt flyselskab, som følger reglerne. Vi betaler socialsikring, og personalet betaler skat lokalt, hvor de bor,” sagde Eddie Wilson tilføjede.

”Vi er kommet for at blive, og vi vil få betjent vores fly.”

Ifølge personalechefen tjener en kaptajn i Ryanair 120.000 euro svarende til knapt 900.000 kroner om året, imens den mindst lønnede i kabinen tjener omkring 25.000 euro svarende til knap 187.000 kr. om året, og det er der ifølge Eddie Wilson mange, der villigt takker ja til.

”Jeg kan gøre meget, men ikke betale mindre end markedet accepterer, det er umuligt,” fastslog Eddie Wilson med henvisning til, at angiveligt 4000 piloter står på venteliste til Ryanair.

Fagbevægelsen står stærkt

Men trods den irske selvtillid, vurderer professor Jesper Due fra Københavns Universitet, at den danske fagbevægelse har gode muligheder for at få det irske lavprisselskab Ryanair til at makke ret og acceptere spillereglerne på det danske arbejdsmarked.

Virksomheder
Ryanair rykker ind i København
”Selskabet henviser til, at det overholder EU-lovgivningen, men det har sådan set ikke noget med det her at gøre. Lønforhold i Danmark reguleres via overenskomsterne og ikke gennem lovgivning. Og hvis parterne ikke kan blive enige, så kan man konflikte,” siger Jesper Due til Ritzau.

”Der er noget, der tyder på, at Ryanair ikke har forstået, hvad de er oppe imod,” tilføjer arbejdsmarkedsforskeren.

Ryanair behøver hjælp

Fagbevægelsen kan let gøre livet surt for Ryanair, som ellers er kendt for at automatisere mange processer, blandt andet ved at passagererne tjekke ind online.

Ifølge Ole Kirchert Christensen, der er luftfartsekspert og fagredaktør på branchesitet Check-in.dk, er Ryanair afhængig af, at handlingselskabet Aviators ansatte ikke sætter sig på tværs.

”Bagagen skal håndteres og lastes i fly, og flyene skal tankes, og passagererne skal have kontrolleret boardingkortet inden ombordstigning,” siger Ole Kirchert Christensen.

Han peger på, at det er vigtigt for Ryanair, at vinde kampen mod fagbevægelsens krav.

”Hvis fagbevægelsen får held til at forstyrre Ryanairs planer, og måske endda få Ryanair til at forlade 
Virksomheder
Ryanair opfordrer SAS til samarbejde
København igen eller tegne overenskomst, kan det hurtigt skabe præcedens i andre lande,” siger Ole Kirchert Christensen.

Passagererne bliver


Fagbevægelsens kritik af arbejdsvilkårene hos Ryanair, er dog ikke ensbetydende med, at Ryanair, der sidste år fløj med mere end 100 mio. rejsende, vil blive vendt ryggen af de rejsende.

”Ryanair har aldrig været kendt som et selskab, der giver sine ansatte de bedste vilkår, og det er ikke det første, folk tænker på – de tænker på billige billetter,” fastslår fagredaktøren.

Ryanair vil i løbet af 2015 stationere i alt fire fly og flyve til ti byer fra København og selskabet forventer at tiltrække samlet 2,4 mio. rejsende per år i Danmark. Ryanair flyver i forvejen fra lufthavnene i Billund og Aarhus. Ryanair sender første fly til København den 26. marts.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis