ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ny rejsevejledning kommer sent for rejsebranchen: “Danskerne kommer jo ikke til at ændre ferieplaner igen-igen”

Snart kan danskerne igen ligge på en strand i Sydeuropa. Arkivfoto: Enrique Calvo/Reuters/Ritzau Scanpix
Snart kan danskerne igen ligge på en strand i Sydeuropa. Arkivfoto: Enrique Calvo/Reuters/Ritzau Scanpix

Snart kan danskerne igen sætte sig i et fly og med god samvittighed rejse til langt de fleste europæiske lande.

Det kan lade sig gøre, efter at Udenrigsministeriet har oplyst, at regeringen 27. juni vil åbne grænserne yderligere og lempe rejsevejledningerne markant.

Det er en nyhed, som i særlig grad vækker glæde hos den hårdt trængte luftfartsbranche.

Hos Sunclass Airlines, der er Skandinaviens største charterflyselskab, er der umiddelbar lettelse over nyheden.

“Jeg er selvfølgelig rigtig, rigtig glad for, at der bliver åbnet op nu. Det er super, at vi nu kan komme tilbage og begynde på noget, som ligner noget normalt,” siger Lisbeth Nedergaard, der er kommunikationschef hos Sunclass Airlines.

Danskerne kommer jo ikke til at ændre ferieplaner igen-igen

Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef hos Sunclass Airlines

Også Københavns Lufthavn, der har mistet en enorm procentdel af sine passagerer under krisen, tager begejstret mod den kommende åbning.

“Det betyder, at danskerne i højere grad får mulighed for at rejse på ferie og komme ud at lave forretning. Vi kan også få nogle turister og forretningsrejsende ind i Danmark og støtte den danske økonomi. Det er vi naturligvis rigtig glade for,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør hos Københavns Lufthavn.

Plaster på såret

De lempede rejsevejledninger er dog kun et plaster på såret for det store charterselskab Sunclass Airlines.

“Det her kommer ikke til at redde vores økonomi på nogen måde. Dertil har konsekvenserne været alt for alvorlige på nuværende tidspunkt. Det er dog klart, at når vi kan begynde at sælge rejser igen, vil det begynde at vende en smule,” siger kommunikationschefen hos Sunclass Airlines.

Hun fortæller videre, at det største problem er, at der ifølge hende er rigtig mange danskere, der allerede har lavet andre ferieplaner hjemme i Danmark.

20

smittede pr. 100.000 indbyggere om ugen. Under det tal er kravet for at rejsevejledningen ændres

“Danskerne kommer jo ikke til at ændre ferieplaner igen-igen, fordi for tre uger siden fik man en besked, og nu får de så en ny besked, som peger i den modsatte retning. Det vil sige, at vi ikke har en jordisk chance for at sælge det, vi plejer.”

Skal i omdrejninger

Også hos Københavns Lufthavn tror man, at de fleste danskere allerede har hjemlige ferieplaner.

“Hvis vi er heldige, kommer vi op på 250.000 afgående passagerer. Normalt ville vi have haft 1,6 mio.,” siger Peter Krogsgaard.

Han understreger, at man er klar til en stor opskalering i hele lufthavnen, hvis passagertallet skulle stige markant.

Sunclass Airlines er også parate til at tage mod de kunder, som er klar til en ferie under sydligere himmelstrøg.

“Jeg sidder her i vores callcenter, hvor telefonerne kimer vores folk ned, og jeg kan love dig, at vi er klar. Men vi er ikke på 100 pct., og det sker ikke før om en måned eller halvanden. Vi kan sende vores gæster med rutefly på nogle skønne ferier, men der går lidt længere tid med vores charterfly med den sædvanlige Spies-pakke.”

Begge parter fortæller, at de har sikkerheden i højsædet. Blandt andet har Københavns Lufthavn indført obligatorisk mundbind.

De lempede rejsevejledninger gælder europæiske lande, der har under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere om ugen. Ifølge tal fra Johns Hopkins University er alle europæiske lande bortset fra Sverige og Portugal under den grænse.

Den 25. juni vil listen med de “åbne” lande blive offentliggjort.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis