ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ny rygvind til Pandora: Er blevet 35 mia. kr. mere værd i 2020

Efter en ny handelsopdatering

for november, hvor salgsudviklingen var positiv, vokser Pandoras markedsværdi til 64 mia. kr

Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora, har selv tjent et stort millionbeløb på Pandora-aktiens himmeltur. Arkivfoto: Thomas Nielsen
Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora, har selv tjent et stort millionbeløb på Pandora-aktiens himmeltur. Arkivfoto: Thomas Nielsen

Coronakrisen er umiddelbart en rigtig dårlig nyhed for en butikstung smykkekoncern som Pandora, men det lader investorerne til at være fuldstændigt ligeglade med.

På baggrund af en talfattig handelsopdatering for november, hvor Pandora oplyser, at det organiske salg var positivt, sendte investorerne mandag middag smykkeproducentens aktiekurs op med 5 pct. til kurs 637 kr.

Der er kommet mere tro på fremtidig vækst

Per Fogh, analytiker, Sydbank
Dermed fortsætter Pandora, der arbejder ihærdigt for at vende flere års tilbagegang i salget, sin positive udvikling i 2020, og således er selskabets aktiekurs steget med 120 pct. siden årsskiftet. Altså har Pandora taget 35 mia. kr. på i værdi i 2020 og er nu 64 mia. kr. værd.

Per Fogh, analytiker i Sydbank, bemærker, at det er anden måned i streg, at Pandora leverer organisk vækst.

“Der er kommet mere tro på fremtidig vækst, end der har været tidligere, hvor der har været en tro på afvikling af Pandora. Det er der intet, der tyder på. Nu tyder det faktisk på, at de har fundet tilbage til fortidens dyder om vækst,” siger Per Fogh.

Fremrykket salg

Grundet tiltagende restriktioner i flere lande har Pandora forsøgt at fremrykke en del af det vigtige julesalg. Fjerde kvartal er altafgørende for Pandora, hvor selskabet typisk henter over en tredjedel af årsomsætningen, der sidste år lå på 21,9 mia. kr.

Det er altså lykkes for Pandora, der har set en markant vækst i onlinesalget. Det skyldes særligt, at Pandora har givet den gas med sin markedsføring, ligesom selskabet har udvidet tilbudskampagner til november måned. Eksempelvis har smykkeproducenten kørt black friday-tilbud hver eneste fredag i USA, som er koncernens største marked.

Ifølge Frans Høyer, analytiker i Handelsbanken har det virket.

“Pandoras share of voice er usædvanligt høj. De er meget synlige for konsumenten i medierne,” siger Frans Høyer.

Pandora vil ikke kommentere handelsopdateringen yderligere, hvori de oplyser, at det fremrykkede salg vil påvirke udviklingen i december negativt.

I sin handelsopdatering for november måned oplyser Pandora desuden, at selskabet fastholder sine forventninger for 2020, der byder på en negativ organisk vækst på 14-17 pct., og en driftsmargin, ebit-margin, på 17,5-19 pct.

Opjustering i vente?

Pandora har været hårdt ramt af butikslukninger i 2020, hvor tusindvis af selskabets konceptbutikker har været midlertidigt lukkede.

Det var med en bekymret mine, at Pandora fremlagde sit regnskab for tredje kvartal i starten af november. Her var Pandora tvunget til midlertidigt at lukke knap hver femte butik grundet restriktioner på flere markeder, og blandt analytikere var der frygt for, at virksomheden kunne blive tvunget ud i en nedjustering.

64

mia. kr. er Pandoras markedsværdi

Men gennem november måned er flere butikker åbnet igen, og på nuværende tidspunkt er ca. hver tiende af Pandoras 2700 konceptbutikker lukket. Med det positive salg i november in mente mener Per Fogh fra Sydbank nu, at en opjustering af 2020-forventningerne er plausibel.

“Man er gået fra at frygte for en nedjustering til nu måske at håbe på en opjustering fra Pandora,” siger Per Fogh.

Frans Høyer fra Handelsbanken er mere forsigtig og nøjes med at konstatere, at frygten for en nedjustering er forsvundet.

Pandora er verdens største smykkeproducent og beskæftiger på verdensplan 28.000 medarbejdere, hvoraf størstedelen arbejder på selskabets to fabrikker, der er beliggende i Thailand.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis