ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Overblik: Carlsberg skal på kur og vil afskedige

Cees 't Hart har været topchef for Carlsberg siden 2015. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Cees 't Hart har været topchef for Carlsberg siden 2015. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Årets første seks måneder har i den grad stået i coronavirussens tegn for landets største bryggeri, der har manøvreret i en virkelighed, hvor barer, restauranter og store arrangementer har været lagt ned.

Det får nu konsekvenser.

Carlsberg bliver mindre

Pandemien har fået store konsekvenser for alle verdens samfund. Det betyder, at virkeligheden på få måneder har ændret sig markant, og Carlsberg må nu indse, at salg til barer og restauranter, det såkaldte on-trade-salg, ikke kan blive lige så stort som før coronavirussen indtraf. Der skal simpelthen bare brygges færre i øl i en længere periode.

Bryggerivirksomheden skal derfor rettes til, og det betyder afskedigelser og omstruktureringer i koncernen, bekræfter topchef Cees 't Hart.

Samtidig skal der igen skrues på omkostningerne og markedsføringsfokus rettes fra on-trade-salg mod off-trade-salg, så særligt ølsalget i supermarkeder prioriteres højt i markedsføringskampagner.

Genindfører sine forventninger

Der var på forhånd spænding, om hvorvidt Carlsberg igen ville levere forventninger, som Finanstilsynet anbefalede tidligere på måneden.

Og det gør Carlsberg.

De ser en negativ vækst i det organiske driftsresultat (ebit) på 10-15 pct. for året. Bryggeriet understreger dog, at der er større usikkerhed om forventningerne end normalt set i lyset af pandemien.

Carlsberg suspenderede forventningerne grundet coronavirus-udbruddet allerede 2. april.

Carlsberg kan sine tal

Hvis der er noget, som har været kendetegnende for den nuværende topledelse personificeret af koncernchef Cees 't Hart og finansdirektør Heine Dalsgaard, så er det et konsekvent og grundigt fokus på omkostninger og evnen til at høvle gæld ned.

Selskabet fremstår i dag langt mere smidigt og agilt i forhold til konkurrenterne. Det har bryggeriet også vist i krisen med en økonomisk magtdemonstration på de britiske øer, hvor selskabet med en milliardhandel skabte et joint venture med pubkæmpen Marstons.

Evnen til at holde omkostningerne nede kommer også til udtryk i form af, at resultat samt indtjening slår analytikernes forventninger.

Carlsberg lander resultatmæssigt bedre end ventet. Driftsoverskuddet før særlige poster blev 4,6 mia. kr. mod ventet knap 4,2 mia. kr.

Kinas skrøbelige comeback

I bryggeriets næststørste region Asien falder omsætningen også og nåede i halvåret 8,4 mia. kr. mod 9,7 mia. kr. i samme periode året før. Asien har de seneste år været centrum for Carlsbergs vækst både i omsætning og på bundlinjen, og særligt Kina har været den store positive fortælling frem mod pandemiens ankomst i det store land i begyndelsen af året.

Kina var det første marked, som blev ramt, og har for Carlsberg været et fokuspunkt for at forstå, hvordan resten af markederne vil blive påvirket. Derfor har der også været en vis eufori omkring det comeback, som bryggeriet har oplevet i Kina i andet kvartal efter restauranter og barer genåbnede.

“Vores kinesiske forretning var væsentligt påvirket af covid-19 i første kvartal, men kom igen i andet kvartal, mens resten af regionen var væsentligt påvirket, skriver Carlsberg i halvårsregnskabet onsdag morgen.

Men det er skrøbeligt. For en opblusning af virussen i dele af Kina gør markedet enormt volatilt, forklarer bryggeriet.

Dropper aktietilbagekøb

Carlsberg kunne samtidig meddele, at selskabet dropper at igangsætte anden del af sit aktietilbagekøb.

Det er ikke overraskende taget den store globale usikkerhed, som er antændt af coronakrisen, i betragtning. Men sammenlægningen i Storbritannien med den store britiske pubkæde Marstons, som har kostet milliarder, spiller også en rolle.

Carlsberg sluttede i begyndelsen af august første del af tilbagekøbet efter at have opkøbt for 2,5 mia. kr. aktier til en gennemsnitlig kurs på 863 kr.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis