ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mere bøvl for containertrafikken: Covid-19 sender 1000 havnearbejdere hjem i seng, og skibene holder nu i kø ved USA’s vestkyst

Stort virusudbrud blandt

havnearbejdere i Californiens største havnekompleks skaber lang kø for containerskibe

Mærsk driver den største containerterminal i den vestlige verden i netop Los Angeles, hvor der nu er coronaudbrud blandt havnearbejdere. Foto: APM Terminals
Mærsk driver den største containerterminal i den vestlige verden i netop Los Angeles, hvor der nu er coronaudbrud blandt havnearbejdere. Foto: APM Terminals

Den globale varetransport og de store rederier rammes nu af endnu et alvorligt benspænd.

Det kommer oven i de problemer med mangel på containere og skibskapacitet, der allerede giverbøvl og forsinkelser i verdens detailhandel, herunder også de danske butikskæder.

Det nye benspænd er syge havnearbejdere i de to store, vigtige havnekomplekser på USA’s vestkyst, Los Angeles og Long Beach.

Her er omkring 1000 havnearbejdere i starten af denne uge testet positive for covid-19 og kan derfor ikke arbejde. Det er markant flere syge end i januar, hvor tallet “blot” var på 694 tilfælde, beretter shippinghuset Alphaliner i sit ugentlige nyhedsbrev.

Mangel på havnearbejdere til at betjene kranerne, tømme skibene og ekspedere containerne videre på lastbiler eller togstammer sætter sig omgående som forsinkelser i containertrafikken, der lige nu slet ikke har brug for forstyrrelser.

41 skibe i kø

Alphaliner har talt op, at 41 store containerskibe lige nu ligger i kø ud for havnene i Los Angeles og Long Beach. De rummer en last, der samlet svarer til mere end 336.000 tyvefodscontainere. Tyvefodscontainere eller teu er branchens fælles måleenhed, selvom de fleste moderne containere snarere er 40 fod lange.

Yderligere skibe er allerede ved kaj, men altså med begrænset mandskab til at betjene dem, så i alt vurderes det, at tæt ved 580.000 containerenheder eller teu er påvirket af det store sygdomsudbrud.

41

containerskibe ligger i kø ud for Los Angeles

Coronakøen ved USA’s vestkysthavne kan næppe undgå at påvirke Mærsk. Mærsk har ifølge opgørelsen fra Alphaliner i hvert fald to større skibe til at sidde fast i køen. Partneren MSC, der indgår i makkerskabet 2M med Mærsk, har endnu flere skibe, der sidder fast i coronakøen ved de californiske strande.

Men også på en anden måde er Mærsk, der i øjeblikket er i stilleperiode op til sit årsregnskab i næste uge, påvirket. I havnedivisionen APM Terminals driver logistikgiganten den allerstørste havn på den vestlige halvkugle, kæmpeterminalen “Pier 400” i Los Angeles med en kapacitet på 4,4 mio. containere årligt.

Pier 400 har ry for en høj produktivitet. Men selv hvis Pier 400 skulle have undgået virusangreb i større omfang, vil terminalen alligevel blive oversvømmet med containere fra desperate rederier på jagt efter en ledig kran.

For det koster dyrt i form af tabt indtjening for alle containerrederier med sådan en køsituation. Uden udsigt til at få tømt skibene er rederierne nødt til at aflyse nye sejladser på hovedruten fra Kina – eller at forsinke og omdirigere sejladser, så de ikke sejler durk ind og forlænger køen ligesom biler ved et motorvejsuheld.

100 mio pr skib

Alphaliner har opgjort, at et mellemstort containerskib på 4000 containere, der må aflyses, betyder et farvel til 16 mio. dollar i indtægt, svarende til 100 mio. danske kroner.

Som omtalt i Børsen er hele den globale varetransport udfordret. Coronakrisen har skabt et boom i efterspørgslen efter forbrugsvarer som elektronik og møbler. Det har skabt mangel på skibskapacitet og containere – og flaskehalse, fordi containerne ofte mangler, hvor der er mest brug for dem.

Det har ført til hastigt voksende rater for containertransport. Det giver stærk indtjening, eksempelvis hos Mærsk, men også sommangel på varer hos detailkæder som Power og Elgiganten.

Ifølge Alphaliner erspeditører og transportkunder sure over de skyhøje transportpriser, som de kalder for “latterlige” og “uacceptable”.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis