Sådan lyder det samstemmende fra branchekilder i kølvandet på nyheden om, at datterselskaber i OW Bunker-koncernen knækker nakken på stribe.
Senest i dag er datterselskabet Bergen Bunkers i Norge knækket, og kilder i OW Bunker fortæller, at det kun er et spørgsmål om tid, før datterselskaber i Singapore og Australien lider samme skæbne.
"Det betyder startskuddet på et ragnarok, hvor mellem 2000 og 3000 skibe vil blive beslaglagt,” siger en højtstående kilde i OW Bunker i Asien.
Helt praktisk sker der det, at olieleverandører, som har penge i klemme, stopper skibe i havne i samspil med lokale havnemyndigheder. På den måde lægger de beslag på den olie, de har leveret, men ikke ser ud til at få betaling for.
Foreløbig er 16 skibe beslaglagt eller på vej til at blive det.
Sneboldeffekt starter nu
Det præcise antal skibe i risikozonen er endnu usikkert.
Men med mere end 150 kreditorer, som samlet har krav for milliarder af kroner, er det meget realistisk, supplerer kilder i andre selskaber i Europas bunker-branche.
"OW Bunker er en af de største resellere (videresælgere) i markedet. De dækker 8-10 pct. af efterspørgslen globalt, og derfor lyder 2000 overhovedet ikke mærkeligt. Det er en sneboldeffekt, som fortsætter i lang tid," siger en kilde, som er ansat i en af de største leverandører af bunkerolie i Europa.
Går i gang når bankerne trækker stikket
Hos et andet selskab i den nordiske bunkerbranche understøtter en højstående kilde den udlægning. Personen går så vidt som til at kalde det "bunkerbranchens svar på Lehmann Brothers".
Med en pris på pr. ton bunker på omkring 500 dollar svarer det til, at der lige nu befinder sig omkring 1,5 mio. ton olie på verdenshavene, som rådvilde kreditorer vil forsøge at slå kløerne i.
Hurtige hollændere
Fordelt på skibe, som varierer i størrelse, anslår kilder, at i hvert fald 1500 skibe er berørt. Da der lige nu sejler omkring 60.000 bunkerdrevne skibe rundt i verden, svarer det til 2,5 pct. af flåden.
Det vil kunne mærkes på verdenshandlen.
"Det betyder startskuddet på et ragnarok, hvor mellem 2000 og 3000 skibe vil blive beslaglagt"- kilde i OW Bunker i Asien
Beslaglæggelserne, som finder sted i havnene med samarbejde fra de lokale myndigheder, foregår forskelligt fra land til land.
I Rotterdam er myndighederne eksempelvis meget hurtige til at handle, mens havne i udviklingslande er noget sløvere på aftrækkeren, fortæller en kilde.
Forbinder kunde og køber
Mere end 150 selskaber har lige nu et milliardbeløb til gode hos OW Bunker. Det viser dokumenter, som Børsen er kommet i besiddelse af.
Beløbene kan lyde meget høje, men giver god mening med tanke på forretningsmodellen. Den hænger sådan sammen, at OW Bunker fungerer som leddet mellem bunkerkunde og bunkerleverandøren.
30 dage med kreditter
I handlen er der typisk en kredit på 30 dage fra levering af olien, til betalingen strømmer ind på leverandørens konto, og med store beløb - en enkelt påfyldning kan have en værdi af mere end 1 mio. kr. - kan kreditkontoen hurtigt springe i vejret.
Derfor forsøger en række olieleverandører verden over nu at sikre betaling for deres leverede olie ved at beslaglægge de skibe, der har modtaget olien.
Det lammer en lang stribe sagesløse skibsejere, som har betalt for den olie, der ligger i tanken, men stadig må acceptere, at deres skib og dermed den dyrebare last holdes tilbage. Det kan lynhurtigt blive en meget dyr fornøjelse.
De seneste år har Mærsk årligt købt bunkerolie hos OW Bunker for cirka 1,5 mia. kr. Trods det store beløb svarer det til 5 pct. af de årlige indkøb, og Mærsk er da også sluppet nogenlunde helskindet fra konkursen.
”Der er ikke tale om noget nævneværdigt beløb for os. Vigtigere i den aktuelle sag har for os været det praktiske arbejde i forhold til at undgå forsinkelser i flåden, og den opgave er vi lykkedes godt med,” udtalte Niels Henrik Lindegaard, direktør i Maersk Oil Trading, forleden.