Det er ikke hver dag, man ser to medlemmer af C25-indekset slå sig sammen. Men det er det, der er lagt op til, hvis aktionærerne og konkurrencemyndighederne giver grønt lys til sammenlægningen af de to store virksomheder Novozymes og Chr. Hansen.
De kalder det en fusion, men da det er drevet af hovedrige Novo Holdings, der kontrollerer Novozymes, er der reelt tale om en overtagelse, hvor Novozymes spiser det næsten 150 år gamle Chr. Hansen. Det er på en og samme tid både overraskende og oplagt.