Historien om Leo Pharma har i årevis været en lidelseshistorie om knuste vækstdrømme og ambitioner, der aldrig helt er blevet indfriet. Det er historien om en lidt søvnig virksomhed, der har levet en beskyttet og støvet tilværelse med en velpolstret fondsejer, der ikke syntes at have lagt tilstrækkeligt pres på selskabet daglige ledelse, for at virksomheden fik taget det næste skridt fremad.
Godt nok er virksomheden vokset de senere år, og der er investeret mange penge undervejs, men det endelige og overbevisende gearskift er udeblevet.
Nu er Leo så klar med en ny vækststrategi, der skal sikre selskabets fremtid ind i 2030’erne. Topchef Catherine Mazzacco skal levere tocifret vækst på toplinjen i alle årene frem til 2030, men ellers glimrer strategien ved fraværet af hårde mål, man kan holde ledelsen op på.
Mest interessant i den nye strategi er, at ejeren, Leo Fondet, nu åbner for at tage ekstern kapital ind og dermed dele ejerskabet af – og risikoen i – Danmarks ældste medicinalvirksomhed med andre. Det kan være nøglen til at sikre fremtiden.
Det kan ske med kapital fra kapitalfonde, danske pensionsselskaber eller en anden stor fond som eksempelvis Novo Holdings, der bugner af penge, og som meget gerne vil investere i danske selskaber. Og endelig kan det være en delvis børsnotering af Leo Pharma, hvor Leo Fondet bevarer kontrollen, som den via fundatsen er forpligtet til.
En børsnotering er den model, som Leo Fondet i praksis har lettest ved at leve med og også føre ud i livet. Men usikkerheden her og nu om hvorvidt Leos vigtigste produkt, tralokinumab, bliver den succes, Leo venter, kunne tale for, at der kommer en ejermæssig mellemstation – altså en midlertidig medejer – inden en børsnotering om et par år.
En børsnotering er den langsigtede løsning, hvor fondet bevarer kontrollen og får en kilde til finansiering af fremtidig vækst. Forbillederne er klare: Se bare på klenodier som Novo Nordisk, Lundbeck og Carlsberg, hvor denne ejerform har været meget effektiv gennem mange år. I Carlsberg har børsmarkedet f.eks. ad flere omgange finansieret, at bryggeriet har kunnet tage transformerende kvantespring. Det er præcis det, de drømmer om i Leo.