ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fruergaard går forrest i Novo Nordisks grønne omstilling: “Energimæssigt er jeg CO2-neutral”

Novo Nordisk vil

kun hyre grønne leverandører, og eksisterende leverandører skal være 100 pct. baseret på grøn strøm senest i 2030

Arkivfoto: Sophie Voisin
Arkivfoto: Sophie Voisin

Novo Nordisk har et mål om at drive forretningen uden at påvirke miljøet negativt og producerer allerede med 100 pct. grøn strøm. Næste skridt er at få leverandørerne ind på samme spor.

Vi er villige til at investere noget fra starten af for at være katalysator

Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk

“80 pct. af den CO2-udledning, der er i de produkter, vi sender på markedet, kommer fra vores leverandører. Så det viser jo, at det er ret vigtigt, at vi får styr på det, for ellers er det svært for os bare at sidde og sige, at alt er fint på miljøsiden, hvis vi bare har outsourcet det til leverandører,” siger Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk.

Han prøver selv at gå forrest i Novo Nordisks grønne omstilling, og han og konen kører elbil, har jordvarme til at opvarme huset, og jordvarmen drives af elbaseret vindenergi.

“Energimæssigt er jeg CO2-neutral, og så kan man diskutere, om det at købe en elbil er CO2-neutralt i sig selv, men driften af min transport og opvarmning er CO2-neutral. Jeg er bevidst om, hvad jeg gør, og jeg tror på, at hvis jeg kører i en bil, der er drevet af CO2-neutral energi, så vil der være andre i virksomheden, der tjekker ind på den dagsorden også,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Højere omkostninger

Medicinalkoncernen har 60.000 leverandører, og for at få alle til at producere grønt er selskabet allerede i gang med at dele egne erfaringer, og Lars Fruergaard Jørgensen anerkender, at det kan løfte omkostningerne for Novo Nordisk.

“Vi er villige til at investere noget fra starten af for at være katalysator, men vi har en forventning om, at den konkurrencemæssige situation, når udbuddet bliver større, vil presse prisen ned igen, så det ikke er en permanent omkostning,” siger han.

300.000

ton drivhusgasser kan elimineres, hvis Novo Nordisks leverandører går over til 100 pct. grøn strøm i produktionen

Novo Nordisk accepterede en højere pris for vindenergi, da Ørsted byggede Horns Rev, fordi det var grøn energi, og fordi Ørsted hjalp Novo Nordisk med at energieffektivisere.

“Senere hen har vi genforhandlet, og der er det endt med, at en anden leverandør har vundet, fordi vi var med til at skabe markedet for grøn energi, og så kommer der konkurrence, og så falder prisen,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Han fortæller, at producenter som tyske Schott, der leverer glas til Novo Nordisk, er en af de leverandører, der bruger mest energi, og Novo Nordisk har allerede haft dialogen med det tyske selskab, der fra i år kun vil bruge CO2-neutral strøm.

“De sourcer det i et effektivt marked med priskonkurrence, så det er ikke noget, der aflejrer sig i højere pris for os,” siger Lars Fruergaard Jørgensen og peger på, at andre medicinalkoncerner har samme ambitioner som Novo Nordisk, og derfor virker det som et konkurrenceparameter for Schott at have en produktion baseret på 100 pct. grøn strøm.

Udfordringen med at blive grøn er noget større på transportområdet og kan blive lidt dyrere.

“Der er ikke de teknologier, der skal til for at lave grøn landtransport, søtransport, lufttransport endnu. Så der kan det godt være, at der kommer en dialog om, hvem der skal investere hvad for at komme i gang. Det må vi så forholde os til,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Aflad?

Nogle kritikere vil måske sige, at I bare køber aflad for at fjerne fokus fra, at I tjener rigtigt mange penge på at sælge lægemidler. Hvad svarer du dem?

“Det er ikke to dagsordener, der er modstridende. Vi har et princip om at skulle drive forretning ud fra at skulle være en vedvarende virksomhed, og det betyder, at man skal være vedvarende ud fra et miljøperspektiv, et socialt perspektiv, men også ud fra et finansielt perspektiv,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Han mener, at en sund forretning øger ansvaret hos virksomheden for at medvirke til at sikre en grøn omstilling, også finansielt, for at få markedet i gang, som Novo Nordisk gjorde ved at være villig til at betale lidt mere for vindenergi fra Horns Rev i en periode, indtil markedet var mere konkurrencedygtigt, og selskabet kunne købe grøn energi billigere et andet sted.

“Det kan være lettere at tage det ansvar, hvis man har en stærk drift, end hvis man ikke har,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Investorer jubler

Virksomheder, der gør noget godt for det omkringliggende samfund og kører forretningen ansvarligt, er over de seneste år blevet et større og større fokuspunkt for investorer, der vurderer virksomheder på esg (miljø, socialt ansvar og god selskabsledelse), inden de overhovedet overvejer at investere i dem.

“Når investorerne skal screene, hvilke aktier de kan investere i, så er bruttolisten meget afhængig af virksomhedernes engagement i esg, som dermed bliver adgangsbillet til mange investorers portefølje,” siger Carsten Lønborg Madsen, aktieanalysechef i SEB, der uddyber:

“Det fylder efterhånden ret meget, og folk arbejder med at forstå, hvordan man kan sætte en form for værdi på esg. Vi prøver i SEB at kvantificere værdien af et selskabs esg-profil, og det er bestemt ikke nemt.”

Han fortæller, at Novo Nordisks strategi med at se på selskabets miljøpåvirkning uden for egen matrikel også er kommet i investorernes søgelys.

“Hvis man ser et år tilbage, var det nok, at virksomheden selv var grøn, og hvad der skete i andre led, var underordnet, men i dag analyserer man flere lag i virksomhedernes værdikæde, for at se hvordan produkterne kommer videre, og hvordan de bruges m.m.,” siger Carsten Lønborg Madsen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis