ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kommune kritiserer rigmands firma for ulmende katastrofe: “De hjælper ikke”

Et jordskred med forurenet jord hos Nordic Waste uden for Randers har lukket en landevej og truer med at blive en omfattende miljøkatastrofe. Randers kommune har arbejdet i døgndrift i 16 dage uden hjælp fra virksomheden

Jordskreddet med forurenet jord fra Nordic Waste i Randers breder sig i dag over landevejen Gl. Århusvej og udgør en risiko for Alling Å. Kommunen arbejder nu på at rydde op og redde åen. Foto: Johnny Pedersen
Jordskreddet med forurenet jord fra Nordic Waste i Randers breder sig i dag over landevejen Gl. Århusvej og udgør en risiko for Alling Å. Kommunen arbejder nu på at rydde op og redde åen. Foto: Johnny Pedersen

Efter det vådeste år i Danmark nogensinde har jordbunkerne hos Nordic Waste uden for Randers givet op. Den 10. december begyndte et jordskred med forurenet jord, som endnu ikke er standset. Også virksomheden har nu givet op, fyret medarbejdere og overladt oprydningen til Randers Kommune.

Virksomheder
Fynsk milliardær klapper i om ansvar i mulig miljøkatastrofe
20200626-135220-5-1920x2879we.jpg

“De hjælper ikke længere med at løse den opgave, de er forpligtet til at løse. Det er Nordic Waste, der burde lave det arbejde, vi laver i dag,” konstaterer kommunaldirektør i Randers Kommune Jesper Kaas Schmidt.

I døgndrift kører maskiner hyret af kommunen derfor jord væk fra den skrånende grund, hvor Nordic Waste indtil for nylig arbejdede med jord såvel som på kontorer. Hertil kommer, at kommunen pumper vandet fra Alling Å uden om området for at undgå forurening af det EU-beskyttede vandløb. Alt dette arbejde forventer kommunaldirektøren, at Nordic Waste skal betale udgifterne til.

“Det er virksomhedens jord, og det er dem, der har forårsaget skaden. Der er ikke andre muligheder, end at de skal betale,” mener Jesper Kaas Schmidt.

16 dage i døgndrift

Nordic Waste har blandt andet specialiseret sig i at vaske forurenet jord, så sand, grus m.v. kan genanvendes i nye byggeprojekter. Virksomheden har tidligere oplyst til Børsen, at man er i stand til at oprense op mod 200.000 ton forurenet jord årligt og separere og genanvende yderligere 400.000 ton ren jord om året.

Det er noget af denne jord, der i dag blokerer den nærliggende landevej og truer Alling Å med forurening. Hvorvidt virksomheden vil dække udgifterne, ønsker den ikke at svare på, ligesom Nordic Waste ikke vil stille op til interview om sagen i øvrigt. Virksomheden henviste den 19. december til sikkerhedshensyn, da personalet forlod området. Siden er størstedelen af de ansatte blevet fyret.

Jesper Kaas Schmidt vil ikke komme med overslag på kommunens nuværende udgifter eller på forventningerne. Kommunen har hyret entreprenør- og pumpevirksomheder til opgaven, der siden den 19. december har foregået i døgndrift med mellem 30 og 50 mand. Hertil kommer udstyr og materialer.

Kilder i branchen anslår over for Børsen, at kommunens foreløbige udgifter til det arbejde ikke er under 20 mio. kr. Nordic Waste havde ved afslutningen af seneste regnskab en egenkapital på 16,5 mio. kr. Hertil kommer, at kommunen anslår, at arbejdet vil fortsætte i mange måneder endnu.

Alligevel mener kommunaldirektøren, at det er realistisk at hente betalingen fra Nordic Waste.

“Det er ikke offentlighedens ansvar, når en virksomhed forurener, så jeg forventer selvfølgelig, at de vil betale. Der er god økonomi i virksomheden, i dens forsikringsselskab og i ejerkredsen. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at de betaler. Det fastholder vi, at de skal, og det vil vi forfølge,” siger Jesper Kaas Schmidt.

Eksperter bakker op

Det kan kommunaldirektøren have god grund til. To professorer i miljøret fastslår, at det i de fleste sager vil være virksomhedens ansvar at afværge og at rydde op efter en forurening. Det gælder især, når kommunen og Miljøstyrelsen – som i Randers – i fællesskab har erklæret det en såkaldt miljøskade.

“Det betyder, at operatøren har pligt til at afværge og dække omkostninger, også hvis kommunen påtager sig opgaven på virksomhedens vegne,” siger Ellen Margrethe Basse, professor emeritus ved Aarhus Universitets juridiske fakultet.

Der er dog en enkelt mulighed for, at regningen alligevel kan ende hos myndighederne. Hvis virksomheden har overholdt alle vilkår i miljøgodkendelsen, kan de slippe for den endelige regning, påpeger Peter Pagh, professor ved juridisk fakultet på Københavns Universitet.

“Det gør ikke virksomheden ansvarsfri. Virksomheden skal stadig begrænse ulykken – fjerne møget så at sige – men de skal have udgifterne godtgjort,” siger han.

I kommunaldirektørens øjne er der imidlertid ikke risiko for, at regningen på den baggrund kan ende tilbage på hans skrivebord.

“Det fremgår af virksomhedens miljøgodkendelse, at de ikke må udlede noget fra grunden. Det kan vi konstatere, at de gør,” siger Jesper Kaas Schmidt med henvisning den forurenede jord, der fortsat blokerer landevejen mellem Randers og Aarhus.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis