“Tidspunktet kunne næsten ikke være dårligere,” siger topchef Jens Poulsen i modekoncernen DK Company om nedlukningen af den tyske og hollandske detailhandel.
“Vi går ind i årets største salgsuge med stor omsætning og stor indgang af likviditet. Hvad siger bankerne, når butikkerne nu ikke får den afslutning på et år, som i forvejen har været rigtig hårdt for dem? Jeg kan godt få lidt ondt i maven på vores tyske kunders vegne,” siger Jens Poulsen.
DK Company har ikke selv butikker i Tyskland, men sælger til tusindvis af butikker ejet af andre, og Tyskland er et meget stort marked.
“Han peger også på, at efter den nylige nedlukning i Holland er salget dernede ikke kommet længere op end på 30 pct. af det tidligere niveau.Vi går ind i årets største salgsuge med stor omsætning og stor indgang af likviditet
Jens Poulsen, topchef, DK Company
Andre brancher bliver også ramt i Tyskland. For anden gang på kun otte måneder skal den danske butikskæde Søstrene Grene nu igen med kort varsel lukke alle kædens 52 franchisebutikker i Tyskland.
Det samme gælder kædens 13 butikker i Holland, og det skaber stor usikkerhed hos franchisepartner Mogens Link Schmidt, der står i spidsen for de fleste af kædens franchisebutikker i de to lande.
“Det er meget svært at sige, hvad det kommer til at betyde økonomisk,” siger han.
Han tilføjer, at det særligt skaber udfordringer, at Tysklands 16 delstater griber restriktionerne an på forskellige måder.
Efter den første nedlukning i foråret, som satte kædens tyske vækst tilbage, viste det sig, at salget hurtigt vendte tilbage. Mogens Link Schmidt håber på det samme efter anden nedlukning. Og så er han glad for, at kæden har en webshop i Holland og Tyskland.
Det er Jens Poulsen også. Begge lande er de to største onlinemarkeder for DK Company, der kort før krisen for alvor ramte i marts også købte det tyske onlineselskab Meine Marken Mode.
“Den har vi ramt lige i røven. Det, de kan, og det vi kunne tilføre, har været en god kombination. Der har været nærmest eksplosiv vækst,” siger Jens Poulsen.