ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Midt i klimakritik: Danish Crown klar med ny strategi - vil investere milliarder i bæredygtighed

I strategiperioden frem til 2026 skal der investeres mellem 11-12 mia. kr., hvoraf ca. halvdelen er reinvestering i Danish Crowns produktionsapparat. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
I strategiperioden frem til 2026 skal der investeres mellem 11-12 mia. kr., hvoraf ca. halvdelen er reinvestering i Danish Crowns produktionsapparat. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danish Crown er færdig med at jagte vækst og indtjening ved at slagte flere grise og køer. En ny strategi, kaldet Feeding the future, der netop er blevet præsenteret for de 25.000 medarbejdere, har fokus på at nedbringe klimaaftrykket på kød – og på at bruge det som afsæt til at øge indtjeningen på koteletter, mørbrad, pølser og oksefilet.

Det er meldingen fra Danish Crown i en pressemeddelelse, der kommer samtidig med, atGreenpeace og flere andre organisationer har kritiseret kødkoncernen for greenwashingi sin store kampagne for klimakontrolleret kød.

Målet er ikke at producere flere grise, men i stedet at skabe mere værdi ud af de råvarer, som vores ejere leverer

Jais Valeur, koncernchef i Danish Crown

Selskabet medtager effekten af klimatiltag, som det ikke har fuld kontrol med, fordi de skal foretages hos leverandørerne af slagtedyr, landmændene, og ikke på selskabets anlæg.

“Det enorme fokus på bæredygtighed er Danish Crowns mulighed for at blive mere relevant for kunder og forbrugere end nogensinde før. Vi er ejet af de danske landmænd, og det ejerskab giver os muligheden for at drive udviklingen gennem hele kæden fra mark til mærkevare. Målet er ikke at producere flere grise, men i stedet at skabe mere værdi ud af de råvarer, som vores ejere leverer,” siger Jais Valeur, koncernchef i Danish Crown, i pressemeddelelsen.

Vil investere 11-12 mia. kr.

I strategiperioden frem til 2026 er det Danish Crowns mål at fastholde tilførslerne af grise på det nuværende niveau. Samtidig skal der investeres i at fastholde og helst udbygge den allerede stærke position på bæredygtighed.

Analyser har vist, at der er behov for investeringer på 4-5 mia. kr. blandt ejerne – landmændene – i teknologi og nye stalde, mens planen er at investere 11-12 mia. kr. i virksomheden, hvoraf ca. halvdelen er reinvestering i produktionsapparatet.

“Markedet flytter sig hele tiden. Måltidsløsninger og plantebaserede produkter fylder mere og mere. Derfor vil vi investere bredt i både innovation og produktion, så vi leverer på vores løfte om at tilbyde bæredygtige fødevarer. Lykkes vi med det, vil vi også kunne betale vores ejere en pris for deres råvarer, som gør det muligt for dem både at fortsætte investeringerne og at nedbringe klimaaftrykket på deres gårde. Kort sagt skal vi skabe en positiv, opadgående spiral,” fastslår Jais Valeur i pressemeddelelsen.

For overfor omverdenen at kunne leve op til høje krav til rapportering og transparens, vil Danish Crown i strategiperioden tilslutte sig bindende mål via det såkaldte Science Based Targets initiative (Scope 1-3).

Det skal sikre, at alle bæredygtighedstiltag drives af viden og data. Helt konkret skal tre af selskabets største produktionsanlæg være klimaneutrale indenfor de næste 12 måneder.

“Vi har valgt at tilslutte os Science Based Targets initiative og bliver dermed forpligtet til at rapportere på udledningen i alle led. Det vil sige fra kornet bliver sået på marken og dyret kommer til verden i stalden – og hele vejen frem til, at vores produkter ligger i supermarkedernes kølediske. Senere i år vil vi præsentere detaljerede livscyklus tal (LCA) for vores danske produktion, og på ryggen af disse sætter vi vores bindende mål,” oplyser koncerndirektør Preben Sunke med ansvar for blandt andet koncernens arbejde med bæredygtighed i pressemeddelelsen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis