ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Leman: Så mange benspænd er der, når godset skal bringes frem under viruskrisen

Det lyder nemt

, når statsministeren siger, at det er muligt at fragte gods. Men dagligdagen i transport er ikke så enkel

Der er stadig masser at lave hos Leman, men staben er begrænset til et minimum. Foto: Sophie Voisin
Der er stadig masser at lave hos Leman, men staben er begrænset til et minimum. Foto: Sophie Voisin

“Det vil stadig være muligt – og helt nødvendigt – at transportere fødevarer, medicin og andre forsyninger til Danmark, som er nødvendige for vores industriproduktion.”

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen, da hun fredag den 13. marts lukkede de danske grænser midlertidigt.

Det lyder enkelt – det med, at fragten nok skal komme frem. Men det er ikke spor nemt.

Det kan det store, danske speditionsfirma, Leman tale med om. Leman er et af de store, gamle speditionsfirmaer i Danmark med næsten 120 års historie. Og de 750 medarbejdere har rygende travlt – på trods af en nærmest endeløs række af benspænd, som viruskrisen har skabt for europæisk og international godstransport.

“Det er en meget usædvanlig situation, vi arbejder i. Det koster rigtigt mange kræfter at sørge for at holde hele den varekæde i gang, så vores kunder kan få varer hjem eller frem og opretholde driften,” siger adm. direktør Thomas Krøyer hos Leman.

Han er en af de få medarbejdere, man stadig kan træffe i Lemans hovedsæde i Greve syd for København. Store dele af medarbejderne er sendt hjem at arbejde ved hjemme-PC'en eller i hold på speditørens terminaler for at minimere smitterisiko.

Leman-ledelsen fortæller, at det kræver enormt megen kommunikation mellem speditør, kunder og vognmænd at få fragt frem under corona-krisen. Ofte er der telefonkonsultationer hver eneste time. Fordi:

30

timer lang har køen ved den polske grænse nogle gange været

“Jamen, tag Polen. Der er der kæmpe grænseproblemer og op imod 30 timers ventetid. Det kan godt være, at man siger, at fragt nok skal komme igennem. Men lastbilerne ender stadig i den samme kø som alle de mennesker, der vil igennem Polen og hjem til Hviderusland, men bliver nægtet adgang,” forklarer Jesper Autzen, der er driftsdirektør for vejtransport i Leman.

Mange færgeruter er lukket og tvinger lastbiler ud på lange omveje. Også nedlukningen af flytrafik rammer fragten. Det kan godt være, at mange tænker på luftfragt som noget med en specialbygget jumbojet. Men sådan er det ikke:

“Hovedparten af luftfragt sker i bagagerummet på passagerfly, men det er droslet voldsomt ned, så der er begrænset kapacitet på markedet,” forklarer Thomas Krøyer.

Nerver på

Det er også en udfordring at skaffe chauffører nok. EU's landtransport er præget af mange chauffører fra østlande som Tjekkiet eller Rumænien. Og de er lige så bekymrede som alle andre, og flere vælger at vende hjem.

Vi skal holde hjulene i gang. Det er vores pligt og opgave lige nu.

Thomas Krøyer, direktør, Leman

“Og ude på vejene er alle nervøse. Selv hvis du blot skal have skiftet dæk, spørger servicemanden som det første til, om bil og chauffør har været i Italien,” beretter Jesper Autzen. Italien er et stort marked for Danmark og Leman, så chaufførerne har fået masker, håndsprit og instruktioner om, hvordan de skal holde sig i kabinen og placere fragtbreve ved pallerne uden at udveksle dem.

Mangel på arbejde er der ikke. Leman har bl.a. opgaver med medicin- og farma-transport for bl.a. Novo Nordisk. Det kræver særlige beredskabsplaner, fordi det er køletransport, og nedbrud kræver teknisk hjælp, som man ikke altid kan regne med i dag.

“Vi kommer også til at opleve et fald i omsætning, når der lukkes så kraftigt ned. Vi kan håbe, at der kommer en ketchupeffekt, når tingene kommer i gang igen, men den bliver næppe så stor, som mange håber på,” siger Thomas Krøyer, der dog ikke er i tvivl om, hvad opgaven er for Leman på den korte bane:

“Vi skal holde hjulene i gang. Det er vores pligt og opgave lige nu.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis