67-årige Thomas Willers-Madsen, adm. direktør i Job2sea Crewing, er efter eget udsagn kraftigt påvirket af opvæksten med en far, der var ejer af Borup Kemi, hvis grønne flasker med salmiakspiritus og afløbsrens er kendt i de fleste familier.
“Vi er vokset op med, at der skulle ske noget – skaffe nye kunder, nye plastikbeholdere og ny kemi. Vi skulle ikke være bange for at springe,” siger Thomas Willers-Madsen, der med Job2sea er kåret til gazellevinder i Region Sjælland.
“Vi er vokset op med,
Thomas Willers-Madsen, adm. direktør i Job2sea
at der skulle ske noget – skaffe nye kunder, nye plastikbeholdere og ny kemi
Borup-virksomheden er i dag ejet af Thomas Willers-Madsens bror, da faderen mente, at Job2sea-direktøren skulle have “noget uddannelse”. Han valgte at lade sig uddanne som maskinmester, hvilket skete i Østasiatisk Kompagni, ØK.
Igennem karrieren har Thomas Willers-Madsen arbejdet en del år i Brasilien og Angola, bl.a. for det store brasilianske olieselskab Petrobras. Derudover har han været fem år i Singapore, hvor han var med til at starte et værft. Så hans basismeritter kommer fra skibsfart og olieindustrien.
Det førte til reorganiseringsopgaver efter nedlukningen af Nakskov Skibsværft i 1987, og det var her, at der blev behov for at få koblet de HR-kompetencer på, der siden førte til ejer- og lederroller i Job2sea og Scan Con ApS.
Thomas Willers-Madsen bor i dag i Væggerløse på Sydfalster. Området er bl.a. kendt for ferieområdet Marielyst Strand, der ligger ud til Østersøen.
“Jeg er socialt anlagt over for lokalområdet og Væggerløse Forsamlingshus. Kommunen ville sælge det, så jeg købte det. Det drives på en non-profit basis for foreninger, klubber osv. Det er en meget sjov, lille opgave,” siger Thomas Willers-Madsen.