Selvom A.P. Møller-Mærsk onsdag offentliggjorde sin største aftale til dato om at aftage grøn metanol, så er shippingkæmpen langtfra i mål med at sikre sig nok af det mere klimavenlige brændstof.
Det fortæller Morten Bo Christiansen, ansvarlig for grøn omstilling i Mærsk.
Mærsk har tidligere forventet at have behov for 750.000 ton grøn metanol i 2025, men det når koncernen langtfra at skaffe, fortæller Morten Bo Christiansen.
Aktuelt har Mærsk kun en enkelt juridisk bindende aftale om metanollevering frem mod 2025.
Det er med danske European Energy, som sender 16.000 ton grøn metanol til Mærsk årligt fra 2024.
“Der er ingen tvivl om, at vi over de seneste år har set forsinkelser i produktionen. Så vi kommer ikke til at nå ambitionen for 2025
Morten Bo Christiansen, Mærsk
“Der er ingen tvivl om, at vi over de seneste år har set forsinkelser i produktionen. Så vi kommer ikke til at nå ambitionen for 2025. Vi havde aldrig troet, at vi kunne få tilstrækkeligt med brændstof fra dag ét, men udfordringerne i markedet gør, at tidsplanen skrider,” siger Morten Bo Christiansen.
Mærsk fik i september leveret sit første metanolskib, mens yderligere 24 er på vej. I 2025 når den leverede flåde op på 19 skibe og udvides frem mod 2027 med yderligere seks skibe.
Når metanolproduktionen forsinkes, må skibene i første omgang sejle på mindre bæredygtigt brændstof.
Morten Bo Christiansen understreger, at grønt brændstof kun udgør halvdelen af indsatsen, der skal reducere Mærsks CO2-emissioner til nul i 2040.
Bl.a. skal Mærsk bruge mindre brændstof og sejle mere effektivt.
Ifølge Christian Hendriksen, adjunkt på CBS og forsker i bæredygtige forsyningskæder, er Mærsks forsinkede planer et udtryk for, at den danske kæmpe går forrest og satser stort på et marked, der endnu er underudviklet.
“Nu er det tydeligt, at Mærsk render ind i de udfordringer, de selv godt vidste, der ville komme. Det er selvfølgelig uheldigt, at de skal sejle på mindre klimavenlig brændstof, men når du bygger så stor en ny forsyningskæde op, så kommer der problemer,” siger han.
Mærsk forventer at bruge 5 mio. ton grøn brændstof årligt fra 2030, hvis koncernen skal leve op til sine klimamål.
I dag bliver der kun produceret omkring 1 pct. af den mængde metanol på verdensplan, som Mærsk skal bruge i 2030, ifølge Christian Hendriksen.
Samtidig er flere af de underleverandører, som Mærsk har samarbejdet med, udfordret på at kunne levere brændstof.
Derfor er aftalen med den kinesiske vindmøllegigant Goldwind, som Mærsk præsenterede onsdag, afgørende for at nå metanolmålet for 2030, fortæller Morten Bo Christiansen.
Fra 2026 skal Goldwinds nye fabrik producere 500.000 ton grøn metanol årligt til Mærsk.
“Det er en helt anden størrelsesorden end vores tidligere aftaler. Derfor er det en vigtig milepæl. Vi er superglade for, at vi i et svært marked med alle mulige dårlige nyheder om aflyste projekter rent faktisk kan annoncere sådan en aftale,” siger han.
Selvom Mærsk hylder den store aftale, så påpeger flere eksperter, at der er lang vej til at skaffe nok grøn energi og biogas til at kunne producere metanol i det omfang, skibsfarten kræver.
Christian Hendriksen påpeger, at forsyningsproblemerne ikke løses med én stor aftale, og Mads Pagh, professor på Aalborg Universitet, ser også en udfordring i at skaffe nok energi og CO2 fra grønne kilder til at drive så stort et anlæg.
“Det er positivt med et ambitiøst projekt, der giver en betydelig udvidelse af verdens samlede elektrolysekapacitet. Der er risici forbundet med teknologier som disse, der stadig er under udvikling, men vi skal i gang med at fortrænge de fossile brændstoffer, hvis vi skal nå klimamålene,” siger han.
IEA (det internationale energiagentur) forventer, at den samlede elektrolysekapacitet globalt kommer op på 3 gigawatt i 2023. Mads Pagh vurderer, at Goldwinds nye fabrik alene skal bruge mindst 0,5 gigawatt.
Goldwinds nye produktionsfaciliteter skal ligge i Hinggan i det nordøstlige Kina, ca. 1000 km fra Beijing.
Mærsk vil ikke fortælle noget om værdien af aftalen, eller hvor meget der skal investeres i produktionen.
Den rekordstore metanolaftale kan årligt holde gang i mere end halvdelen af de metanolskibe, som Mærsk aktuelt har i ordrebog frem mod 2027.
Flere af Goldwinds vestlige konkurrenter har den seneste tid lidt under inflation og stigende renter.
Det har bl.a. fået danske Ørsted til at droppe store vindmølleprojekter og nedskrive værdier for store milliardbeløb.
“Omkostningsbilledet for de mulige partnere, som vi har talt med de seneste år, er jo fuldstændig ændret. Derfor er det også vigtigt for os, at vi nu kan sætte en pæl i jorden og vise, at det kan lade sig gøre,” siger Morten Bo Christiansen.
Mærsk har også sat flere andre initiativer i gang for at sikre sig metanol i de nødvendige mængder.
I september oprettede Mærsks ejerfond, A.P. Møller Holding, selskabet C2X, som fra 2030 skal producere 3 mio. ton grøn metanol årligt. Mærsk ejer selv 20 pct. af selskabet.
C2X har indgået aftaler med den spanske og den egyptiske regering om at bygge store produktionsanlæg i de to lande.
Mærsk går også sammen med konkurrenter om udvikling af grønt brændstof.
I september præsenteredeMærsk et samarbejde med en af koncernens største rivaler, franske CMA CGM, om udvikling af fremtidens grønne brændstoffer.