Problemerne med flaskehalse ind og ud af USA har stået på så længe, at A.P. Møller-Mærsk nu justerer sit rutenetværk og løfter investeringsniveauet i Nordamerika.
“Det giver vores kunder større fleksibilitet, samtidig med at det mindsker risikoen
Charles van der Steene, salgsdirektør i USA, Mærsk
Før coronakrisen blev størstedelen af rederiets containere afleveret på havnen i Long Beach, Los Angeles, og derfra fragtet videre ud i landet. Men de seneste måneder har covid-19-restriktioner og mangel på havnearbejdere udløst så store strukturelle problemer, at skibene venter i to-tre uger på at komme til.
“Vi arbejder på, hvordan vi kan finde alternative ruter ind i USA for vores kunder. Historisk er omkring 75 pct. af varerne kommet ind via Vestkysten, men vi har allerede set et markant skifte mod Østkysten,” siger Charles van der Steene, salgsdirektør i Nordamerika for Mærsk, og fortsætter:
“En af vores store detailkunder plejer at få 95 pct. af deres varer ind via Los Angeles, men i år er vi nået ned på 60-65 pct. Resten kommer ind gennem Østkysten.”
De nye transportmønstre har øget presset på infrastrukturen, der flere steder i især USA er nedslidt og mangelfuld. Derfor har Mærsk igangsat en række store investeringsprojekter på de havne, hvor containerne nu i stigende grad bliver kanaliseret hen.
“Det kræver store investeringer, og vi er i gang med at bygge omlæsningsterminaler rundt omkring i landet. Vi forsøger at tilpasse os de bevægelser, vi ser i logistikkæderne – ikke kun på den korte bane, men på den lange bane,” fortæller Charles van der Steene.
uger ligger containerskibe og venter på at komme i havn ved Los Angeles
Hvor meget investerer I helt præcist?
“Det kan jeg ikke fortælle, men der er tale om signifikante investeringer. Vi bygger ikke med henblik på at klare os igennem det næste år, men med en tidshorisont på fem-ti år. Der er tale om faciliteter på 10.000-30.000 kvm.”
Mærsks bestræbelser på at udvide tilbuddet af indgange til det amerikanske marked – i fagsprog kendt som entry points – bliver altså et permanent tilbud, også efter coronakrisen. Charles van der Steene peger på, at det er i tråd med Mærsks strategi om at blive en integreret transportvirksomhed, der kan skræddersy logistikløsninger for kunderne.
“Det giver vores kunder større fleksibilitet, samtidig med at det mindsker risikoen for, at deres containere sidder fast ude på Vestkysten,” lyder det fra Mærsks salgsdirektør i Nordamerika.
Han erkender, at der også er en bagside af medaljen:
“For forbrugerne har det den konsekvens, at transittiden er længere, og at varerne derfor bliver forsinket med et par dage.”