ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mærsk opjusterer igen efter begivenhedsrig periode. Derfor er analytikerne ikke overraskede

Endnu en opjustering

hos stort dansk børsselskab er kulmination på tre begivenhedsrige måneder for Søren Skou

Mærsk-topchef Søren Skou, her ved generalforsamling i 2019, har haft heftige tre måneder. Arkivfoto: Marie Bentzon
Mærsk-topchef Søren Skou, her ved generalforsamling i 2019, har haft heftige tre måneder. Arkivfoto: Marie Bentzon

Ovenpå en stribe opjusteringer fra toneangivende børsselskaber som Novo Nordisk, Carlsberg, DSV og GN Store Nord kan nu også A.P. Møller-Mærsk meddele, at 2020 – trods corona, krise og stor uforudsigelighed – vil ende med at give milliarder mere i kassen end tidligere spået.

Mærsk meddelte tirsdag i en af de efterhånden vanlige markedsopdateringer eller “tyvstartsmeddelelser”, at tredje kvartal ser stærkt ud, og at containergiganten derfor venter et samlet driftsresultat for hele 2020 imellem 7,5 og 8 mia. dollar, altså groft sagt mellem 47 og 50 mia. danske kr.

50

mia. danske kr. i driftsresultat er toppen af Mærsks forventninger for 2020

Mærsk-topchef Søren Skou forklarer i en skriftlig kommentar, at containermængderne er kommet tilbage “hurtigere end ventet” efter coronakrisens start og det dyk i verdenshandelen, den medførte.

“Vore omkostninger er forblevet godt under kontrol, og fragtraterne er steget på grund af stor efterspørgsel,” hedder det.

Skou har tidligere forklaret, hvordan Mærsk blandt andet har nydt godt af amerikanske stimuluspakker. USA har i betydeligt omfang forsøgt at imødegå coronakrisen ved at sende hjælpepakkepenge direkte ud i de amerikanske husholdninger.

De forbrugsglade amerikanere har mange steder haft svært ved at anvende pengene til restaurantbesøg eller koncerter i det stedvis hårdt nedlukkede land, og i stedet har de købt stort ind af elektronik, møbler og andre forbrugsgoder til hjemmet.

Søren Skou påpeger derfor også, at “den positive effekt fra stimuluspakker godt kan blive mindre kraftig i 2021”, og mulige nye lockdowns og timingen for en mulig coronavaccine vil også spille ind og gøre fremtidsudsigterne usikre.

Ikke desto mindre er Mærsk efter års skepsis og kritik af den strategi fra 2016, som Søren Skou skulle udvikle og eksekvere – med frasalg af energiaktiviteter, opgradering af Mærsks digitale kompetencer og en styrkelse af transportgigantens landbaserede ydelser – nu i en sjælden position af velvilje og ros fra de lige nu 31 analysehuse, der fast følger aktien.

Mærsk oplevede en slags klimaks, da den toneangivende investeringsbank Goldman Sachs i en uhørt rosende analyse anbefalede køb af Mærsk-aktier helt op til kurs 12.700 og beskrev Mærsks transformationsstrategi som en succes, og selskabet som veldrevet.

Det blev bedre

Goldman Sachs ventede indtil tirsdag i lighed med de fleste andre analytikere, at Mærsk ville ramme næsten 7 mia. i driftsindtjening for hele 2020. Det bliver altså ifølge Mærsk selv endnu bedre, men opjusteringen var som sådan heller ingen større overraskelse.

Det har været bredt ventet, at der ville komme en opjustering

David Kerstens, senioranalytiker, Jefferies

“Det har været bredt ventet, at der ville komme en opjustering, endda en betragtelig en af slagsen. Mærsk nyder især godt af, at efterspørgslen på fragt har rejst sig hurtigere end ventet. Fragtraterne er rekordhøje, samtidig med at der er begrænset skibskapacitet til rådighed,” lyder analysen fra Jefferies' senioranalytiker David Kerstens til Børsen. Jefferies ændrede for en måned siden sin anbefaling til “køb”.

Ovenpå de internationale roser valgte Søren Skou at give et af sine sjældne avisinterviews til Børsen, hvor han bl.a. sagde:

“Jamen, jeg er superstolt af at have fået mulighed for at lede en stor kompleks transformation hen imod at blive en profitabel vækstvirksomhed.”

Hans bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe var mere direkte:

“Det er godt at se, at det, vi har påstået var rigtigt så længe, nu viser sig i resultaterne. Der har Søren været meget konsistent og dygtig til at holde kursen i et svært farvand,” siger Jim Hagemann Snabe.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis