I loven om kviklån står der, at en bank ikke må reklamere sammen med et gamblingselskab. Men ifølge politikere bag aftalen er det ok, så længe det er Danske Spil. Politikerne lovede også, at trods opgøret med kviklån skulle man stadig kunne låne til et køleskab. Nu er netop disse lån gjort dyrere. Loven har også udløst et totalt reklamestop fra bank- og leasingselskaber. Det var ikke meningen, siger politikerne.
Det er eksempler på, hvordan den nye lov om kviklån er blevet noget bøvl. Ikke kun for banker, forbrugere og medier. Loven presser også erhvervsminister Simon Kollerup (S) og partierne bag den: V, DF, R, SF, EL, Å og NB. Imens har LA og K, der trak sig fra aftalen, fordi de forudså de problemer, som nu er blevet virkelighed, vundet en “hvad-sagde-vi”.
Orla Hav, erhvervsordfører i S, opfordrer sammen med andre erhvervsordførere utvetydigt erhvervsministeren til at sætte gang i “vejledningsmaskineriet”, efter løftet fra Erhvervsministeriet om en vejledning. En vejledning kan måske afklare, hvad politikerne egentlig mente, hvis de ikke mener det, der står i loven.
Sagen rummer også akutte udfordringer: Spørgsmålet om, hvorvidt Arbejdernes Landsbank som hovedsponsor for herre- og kvindelandsholdene i fodbold overhovedet må reklamere i forbindelse med den anden hovedsponsor, den statsejede gamblinggigant Danske Spil?
Normalt vil en minister under pres for afklaring prygle sine embedsmænd, til de klatøjede afleverer en løsning. Det kan Simon Kollerup bare ikke her. For et overset element i en uges debat om loven er, at det er den uafhængige institution Forbrugerombudsmanden, der håndhæver og står for at fortolke loven.
Forbrugerombudsmanden kan give en forhåndsbesked om, hvorvidt Arbejdernes Landsbank må stå på DBU's trøjer i forbindelse med Danske Spil. Beskeden er der ansøgt om. Men læg mærke til en anden overset detalje: Det er DBU, der har ansøgt. Ikke Arbejdernes Landsbank. Det til trods for at loven er rettet mod Arbejdernes Landsbank, som kan straffes med bøde og tab af banklicens. Det ser underligt ud. Men mon ikke Forbrugerombudsmanden qua sin uafhængighed formår at se bort fra, at DBU implicit kan mobilisere et større folkeligt pres, end en bank kan?
En tredje og måske overset faktor er, at det er Forbrugerombudsmanden – og ikke ministeren – der styrer udarbejdelsen af en vejledning. Enten i samarbejde med erhvervslivet eller alene. Disse tolkninger kan prøves ved en domstol. Ministeriet har allerede lovet en vejledning, Men hverken ministeren eller ministeriet har meget at sige over for den uafhængige ombudsmandsinstitution. Det er et problem for regeringen. Det er også et problem for aftalepartierne, der beder ministeren om noget, der ligger uden for hans beføjelser.
