Virksomheden Ocean Process er et godt eksempel på, at man faktisk kan lande et eksportgennembrud midt under en buldrende verdenskrise.
Det lille Holte-firma har igennem 15 år udviklet en række forskellige offentlige it-systemer, ofte i samarbejde med den børsnoterede gigant NNIT.
Mange kender erhvervsdatabasen virk.dk, andre kender Nemrefusion og flere systemer til bilsyn.
Ocean Process er i de senere år slået ind på sundhedsrelateret it, blandt andet et app-baseret system, der kan afsløre, om patienter får doseret deres medicin forkert. Inspireret af et kursus på det ansete Johns Hopkins-universitet – dem med de globale data om corona – tænkte firmaets stifter Kaare Nørgaard, at der måtte kunne udvikles en lignende it-løsning, der kunne stoppe virusspredning og hjælpe med kontaktopsporing.
“Der er opmærksomhed om, at vi har håndteret smitten relativt bedre.
Kaare Nørgaard, stifter, Ocean Process
Og det gav pludselig adgang til en helt ny og ikke helt lille kunde: Houston, Texas – et marked, der i befolkningsstørrelse og økonomisk omfang ville være verdens tiendestørste økonomi, hvis det var et selvstændigt land.
“Amerikanerne er ikke vilde med at skulle isolere sig, så de tager sådan noget her meget alvorligt og hungrer efter en it-løsning. De er meget i panik over corona. Vi startede i Texas, fordi sydstaterne har nogle af de største problemer med virus. Men det har et stort markedspotentiale,” siger Kaare Nørgaard.
Som erfaren it-iværksætter vil han ifølge eget udsagn “godt lige se pengene først”, inden han erklærer succes. Men Ocean Process har flere fordele med sig – indsigt i den komplekse og decentrale amerikanske sundhedssektor, dokumenteret samarbejde over en del år med Microsoft og Amazon og tæt samarbejde med Danmarks udenrigstjeneste.
“Sidstnævnte kan åbne døre og rulle den røde løber ud, på en måde vi andre ikke evner,” siger Kaare Nørgaard, der også fornemmer en ekstra dimension netop ved et “coronaprodukt” made in Denmark.
“Der er opmærksomhed om, at vi har håndteret smitten relativt bedre – og at Færøerne faktisk bragte den ned til nul på et tidspunkt. Man skal forstå, at det ikke nødvendigvis sælger mange billetter i Texas, at vi er fra Danmark – men hvis man kombinerer vores baggrund med, at idéen udspringer af Johns Hopkins-universitetet, så kan man komme til at ride på noget af den goodwill, vi som samfund har omkring vores coronahåndtering,” siger Kaare Nørgaard.