Leverandørerne til den hårdt pressede minkbranche, som nu ovenikøbet er ramt af coronasmitte på mange farme, lider på samme måde som avlerne og deres pelsauktionshus, Kopenhagen Fur.
“Vi har gjort det, fordi vi – i hvert fald indtil for få måneder siden – troede, at minkbranchen ville komme op igen
Rudi Petersen, adm. direktør, Minkpapir
“Vi har været nervøse de seneste to-tre år, men situationen i Danmark, hvor masser af både smittede og helt raske mink aflives lige nu, gør, at vi holder vejret. Det er i hvert fald noget af en storm, vi er ude i. Vi må håbe, Mette Frederiksen kommer til fornuft og træffer faglige beslutninger i stedet for rent politiske, så så mange raske dyr ikke skal aflives,” siger Jens Jørgen Madsen, bestyrelsesformand og ejer af Hedensted Gruppen A/S, der leverer udstyr og maskiner til minkbranchen.
Selvom lave priser de seneste år har gjort avlerne mindre investeringsvillige, så er omsætningen i ind- og udland ikke helt væk – men en del af det, der sælges, er f.eks. eltrillebøre til alle mulige andre brancher.
Det er også et problem, at de avlere, som under normale omstændigheder i næste måned skulle i gang med at pelse deres mink, ikke kan vide, om de inden da har fået smitte ind på deres farm – eller ligger i en zone med én, der har – og har fået aflivet deres dyr uden at kunne bruge skindene.
mio. kr. var Hedensted Gruppens omsætning en gang. Nu er der 10 pct. tilbage
"Vi var oppe og omsætte for 550 mio. kr., da det gik bedst i minkbranchen. Det var dælme skægt den gang. Nu sælger vi vel for omkring en tiendedel. Vi har været 325 medarbejdere, nu er 14 tilbage i Danmark og 20-25 i Polen. Så vi håber på, at fornuften sejrer, så vi kan komme op i gear igen. Der er gode signaler om øget efterspørgsel på skind, efter at den globale produktion er reduceret dramatisk, så når det her hysteri har lagt sig, så er der en branche, vi kan levere til,” siger han.
“Det er i hvert fald noget af en storm, vi er ude i
Jens Jørgen Madsen, Hedensted Gruppen
Rudi Pedersen, direktør hos en anden stor leverandør, Minkpapir A/S, siger, at han på det seneste er kommet i tvivl om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for minkbranchen.
“På toppen i 2013 var vi 83 ansatte, i år er vi seks. Vi har tabt 9-10 mio. kr. om året, men heldigvis har vi et søsterselskab, Palcut, som tjener gode penge på at sælge papirprodukter til fødevareindustrien. Kunne vi ikke hvert år hælde nogle millioner kroner herfra over i Minkpapir, så eksisterede selskabet ikke. Men vi har gjort det, fordi vi – i hvert fald indtil for få måneder siden – troede, at minkbranchen ville komme op igen,” siger Rudi Pedersen.
Også han mener, at det er gået “over gevind” med myndighedernes bekæmpelse. Syge dyr skal aflives – men ikke raske. Og pludselig er der ingen dyr tilbage at avle på.
“Det smager af politik, når man ikke vil lytte til faglige argumenter,” mener Rudi Pedersen.