Der er endnu en årsag til, at lavprisselskaberne ser ud til at klare sig meget bedre igennem coronakrisen end de store, gamle kæmper.
Sagt lidt forenklet kan de finansiere sig med lån fra finansmarkedet til priser, der er lige så billige som de billetter, de selv tilbyder deres kunder.
Det påpeger den norske luftfartsekspert og analytiker Hans Jørgen Elnæs, Winair. Hans iagttagelser af luftfarten i Europa og verden over mange år viser blandt andet, at selskabernes evne til at flyve med lave omkostninger, fyldte fly og ekstrem kort beslutningstid, hvis ruter skal enten oprettes eller nedlægges i takt med kundernes ønsker, også giver bonuspoint på finansmarkederne, når der skal skaffes finansiering:
“Effektiviteten giver først udslag i, at man har positive finansielle resultater over tid. Det har i sig selv hjulpet Ryanair, Wizz Air og til dels Easyjet i forhold til SAS eller Finnair, der ikke har haft så stærke resultater.”
pct. i rente kan lavprisselskaber i nogle tilfælde låne kapital til
“Men finansmarkederne bemærker også dette. Og derfor har flere af lavprisselskaberne kunnet gennemføre forskellige finansielle manøvrer, også i kriseårene 2020 og 2021, hvor de kan lave emissioner og udstedelse af obligationer. De bliver reelt altid overtegnet, og de ender med at betale renter på 1,4-1,9 pct., som er næsten gratis. Det samme gælder ikke for de store selskaber. Deres lån eller obligationer ender med at koste betydeligt højere renter, og man ser også, at staterne må garantere, fordi markedet ikke er nær så villigt til at investere,” siger Hans Jørgen Elnæs.
Norwegian er undtagelsen blandt lavprisselskaberne, men det er der også en forklaring på:
“Norwegian kunne være blevet en stjerne på flyselskabernes himmel
Hans Jørgen Elnæs, luftfartsekspert, Winair
“Norwegian kunne være blevet en stjerne på flyselskabernes himmel, men har kørt med alt for stor finansiel gearing, alt for lille kapital, alt for mange fly og alt for ambitiøse planer om at blive et globalt lavprisselskab. Alle de andre er jo netop ikke globale, men regionale, og det er dyrt at være firstmover,” siger Hans Jørgen Elnæs.
