ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lars Nørholt blev idømt fængselsdom der matcher Stein Baggers: Nu kæmper han for frifindelse i ankesag

Det er ikke meget mere end et år siden, at Lars Nørholt, stifter af det konkursramte lysfirma Hesalight, blev idømt syv års ubetinget fængsel af Byretten i Roskilde for omfattende svindel.

Dommen, der blandt andet inkluderede bedrageri for 351 mio. kr., mandatsvig for 45 mio. kr. og momssvig for 15 mio. kr., ankede Lars Nørholt på stedet med påstand om frifindelse.

Nu skal sagen efterprøves i Østre Landsret i København, hvor ankesagen begynder onsdag og løber over 22 retsdage frem mod april. 

Hverken Lars Nørholt eller hans advokat, Christian Laubjerg, har på nuværende tidspunkt ønsket at komme med en kommentar.

"Vi springer stort set alle naturlove"

Det trak store overskrifter, da dommen mod Lars Nørholt faldt i byretten, i og med det er en af de hårdeste straffe, der er givet for økonomisk kriminalitet i nyere tid.

Fængselsdommen matcher den som IT Factory-direktøren Stein Bagger modtog i 2009.

”Kriminaliteten har været planlagt og systematisk. Den har endvidere været præget af en betydelig ligegyldighed over for andres aktiver,” forklarede retsformand Anders Herping Nielsen i sin afgørelse af sagen i byretten.

Virksomheder
Domsafsigelsen af historisk dom tog knap en time - bagefter nærmest løb Lars Nørholt ud af Retssal 2

Hesalight er historien om lampevirksomheden fra Roskilde, der på få år stormede frem med voldsomme vækstrater.

Anført af stifteren, hovedaktionæren og direktøren for foretagendet, Lars Nørholt, lykkedes det i 2014 Hesalight at få en række investorer, herunder pensionskasserne Pensam og Pensiondanmark, til at give selskabet et lån på knap 600 mio. kr.

”Vi springer stort set alle naturlove,” udtalte Lars Nørholt selv i et interview.

Dumpede regnskaber og falske kontrakter

Men i foråret 2016 afslørede Børsen, at Hesalight på ingen måde var den succeshistorie, selskabet udgav sig for at være.

En stribe store selskaber, bl.a. Novo Nordisk og Arla, som Hesalight havde kaldt for nøglekunder, afviste at have handlet med lampevirksomheden. Erhvervsstyrelsen dumpede sidenhen selskabets regnskaber, og i november 2016 gik Hesalight konkurs.

Det var særligt forholdet, der handler om bedrageri mod investorkredsen, som vejede tungt i fængselsdommen fra Byretten i Roskilde.

Ifølge Bagmandspolitiet blev investorernes lån på adskillige hundrede millioner kroner givet på baggrund af regnskaber, der var pumpet op ved hjælp af forfalskede kontrakter med bl.a. Starbucks samt det italienske selskab CPL Concordia. 

Kan komme til at betale erstatning

Imens Lars Nørholt har ventet på, at hans ankesag kunne begynde ved landsretten, har lampeiværksætteren været travlt beskæftiget i en andet sag, der har kørt ved domstolene. 

Det drejer sig om erstatningssagen i kølvandet på Hesalights konkurs, hvor i alt fem personer er stævnet af konkursboet efter Hesalight, som kræver, at de betaler en samlet erstatning på 200 mio. kr. 

Virksomheder
Hesalight-ledelse tabte 127 mio kr på seks kontrakter: "Man kan altid kigge bagud og se, om vi skulle have gjort noget anderledes, men jeg synes faktisk, at det var nogle gode kontrakter"

Ud over Lars Nørholt er tre medlemmer af den tidligere ledelse i Hesalight samt selskabets mangeårige revisor Frank Bergmann Hansen stævnet. 

Alle stævnede nægter dog at have handlet ansvarspådragende i den forbindelse. 

Der ventes at falde afgørelse i den sag i slutningen af marts. 


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis