ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lars Marcher hyret som rådgiver for Ambu-rival: “Næste hug er en meget stærk lancering i USA”

Den tidligere Ambu-chef Lars Marcher skal hjælpe belgiske TSC ind på det amerikanske marked, men mener, at det er til gavn for Ambu

Lars Marcher, tidligere topchef i Ambu er hyret som rådgiver for den belgiske rival TSC Arkivfoto: Magnus Møller
Lars Marcher, tidligere topchef i Ambu er hyret som rådgiver for den belgiske rival TSC Arkivfoto: Magnus Møller

Selv om den tidligere Ambu-topchef Lars Marcher har droppet tanken om at være topchef igen, så har hans erfaring fra Ambu været efterspurgt hos rivaler til medikokoncernen, og nu flager han ud for belgiske TSC, der er på trapperne med en lancering af bronkoskoper i USA.

TSC (The Surgical Company) er en familiejet virksomhed med omsætning på den gode side af 1 mia. kr. Selskabet har lavet en del opkøb, så derfor skal ulønsomme dele skæres fra, og der skal fokuseres.

“Det er et lille Ambu, som for ti år siden. De har de samme udfordringer, som Ambu havde dengang. Der er jo en masse at tage fat i, i forhold til at give dem min erfaring,” siger Lars Marcher, der nu officielt er ude af Ambu 1. december 2020.

Han beholder alle sine aktier i Ambu og er en af de største private investorer i selskabet, og spørgsmålet er, om der ikke kan opstå en interessekonflikt, ved at Lars Marcher besidder en stor aktiebeholdning i Ambu og samtidig rådgiver en rival. Det synes han ikke.

Jeg tror faktisk, at det på den lange bane kan være med til at hjælpe min ret store aktiepost

Lars Marcher, tidligere topchef i Ambu

“Jeg tror faktisk, at det på den lange bane kan være med til at hjælpe min ret store aktiepost, som jeg stadigvæk har i Ambu, og som jeg stadigvæk tror fuldt og fast på,” siger Lars Marcher.

Går for langsomt

Markedet for engangsendoskoper ventes flerdoblet inden for de næste fem år, men ifølge Lars Marcher går det alt for langsomt med at konvertere markedet.

“Derfor skal der mere konkurrence til, og kan jeg hjælpe med at skabe endnu mere fokus på engangsprodukt-problemstillingen, også her under covid-19, så synes jeg, at det er en god gerning,” siger Lars Marcher.

Fra investorside og i analytikerrapporter udtrykkes bekymring for konkurrencen, hvor der tales meget om fremgangen for Verathon, som er en del af amerikanske Roper Technologies, og det undrer Lars Marcher.

“Det er ikke en konkurrent. Det er nogle produkter, der er alt for dyre, og alt for problematiske,” siger Lars Marcher.

De største i branchen, så som japanske Olympus og amerikanske Boston Scientific, har ifølge Lars Marcher nølet med at udvikle engangsendoskoper, og det er for ham ubegribeligt, da han mener, at konverteringen til engangsprodukter i endoskopmarkedet er den største konvertering, der er set i de seneste 25 år inden for sundhedsindustrien.

Ikke nok muskler

“Derfor har Ambu ikke nok muskler til at få kørt det igennem alene, men bliver nødt til at have noget konkurrence, så der er endnu flere sælgere, der går ud og banker på dørene. Der er plads til rigtigt mange konkurrenter i det her felt,” vurderer Lars Marcher.

Ud over lanceringen i USA spekuleres der i, at TSC pønser på en børsnotering, da selskabets ejer er oppe i årene og sidder på alle aktierne. Lars Marcher har dog ingen planer om tilbyde sig til chefrollen i selskabet, ligesom han generet ikke vil arbejde for børsnoterede selskaber.

“Jeg siger nej til børsnoterede selskaber som sådan, for jeg synes, at man sidder for meget og kigger på governance og risk management og kvartalsrapporter, så selv om jeg er formand for et børsnoteret selskab i Sverige, så er det ikke min fremtid,” siger Lars Marcher og tilføjer:

“Jeg vil hellere arbejde med selskaber, som er før børsnotering, og måske tage dem på børsen, men C25-selskaber og derunder, takker jeg også nej til.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis