ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Landbrug & Fødevarers formand har corona og kommer ikke til sit sidste årsmøde

Martin Merrild har én af de små 200 smittede danske minkbesætninger, som betyder, at op mod 7 mio. dyr skal aflives. Frygt for hele branchens fremtid i Danmark

Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild er testet coronapositiv, og hans minkfarm er også ramt af den omfattende smitte, som frygtes at betyde aflivning af 7 mio. raske og syge dyr. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild er testet coronapositiv, og hans minkfarm er også ramt af den omfattende smitte, som frygtes at betyde aflivning af 7 mio. raske og syge dyr. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Formanden for en af de største danske interesseorganisationer, Landbrug & Fødevarers Martin Merrild, er dobbelt ramt af corona: Han er selv testet positiv, og smitten har også ramt hans minkfarm med 13.000 dyr ved Struer.

Så Martin Merrild har meldt afbud til Landbrug & Fødevarers delegeretmøde på onsdag, hvor han ellers skulle have holdt sin sidste beretning.

Merrild genopstiller efter otte år på posten ikke til formandsvalget i Landbrug & Fødevarer og afløses af svineproducent Søren Søndergaard, der er den eneste kandidat.

“Jeg ville selvfølgelig gerne have haft mulighed for at aflægge min sidste beretning som formand for Landbrug & Fødevarer. Desværre er jeg ligesom mange andre ramt af covid-19, og derfor er jeg gået i isolation for at kunne overholde alle retningslinjer,” siger Martin Merrild i en pressemeddelelse.

Martin Merrild er uden symptomer, men hans minkfarm er altså nu én af de stadigt flere minkfarme, som i løbet af de seneste uger er blevet ramt. Ifølge Fødevarestyrelsens hjemmeside er 183 af de i alt 1138 danske minkfarme smittet og skal have alle dyr slået ned. Det samme skal ske på yderligere omkring 200 farme, der ligger i en afstand af op til 7,8 kilometer fra smittede besætninger.

13

mia. kr. var den danske eksport af minkskind på, da det gik allerbedst

7 mio. skal aflives

Dermed skal dyrene på over en tredjedel af de danske minkfarme aflives. Minkbranchen vurderer, at det drejer sig om op mod 7 mio. dyr eller mere end halvdelen af alle mink i Danmark, der er verdens største producent.

I branchen er der frygt for hele erhvervets fremtid, fordi også dyr, der har haft corona, men nu er raske og har antistoffer, aflives. Dermed aflives også de moderdyr, som næste år skulle føde de dyr, der skal pelses om et år.

7

mio. syge og raske mink skal aflives på grund af omfattende coronaudbrud, som nu også har ramt Martin Merrild og hans minkfarm

Da det gik allerbedst med stor efterspørgsel og høje priser på skind, hentede de danske minkfarmere, som også ejer verdens største pelsauktionshus Kopenhagen Fur, 13 mia. kr. hjem i eksportindtægt til Danmark. Siden er priserne faldet til en tredjedel, og produktionen er både i Danmark og andre steder faldet markant.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis