ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hjertefejl får topchef for jysk milliardvirksomhed til at trække sig: “Kroniske sygdomme er jo ikke ligefrem livsforlængende”

Klaus Steen Mortensen træder tilbage som adm. direktør for Bladt som følge af en hjertefejl. Tidligere Vestas-chef tager over

“Kroniske sygdomme er jo ikke ligefrem livsforlængende,” siger Klaus Steen Mortensen. Foto: Lars Horn
“Kroniske sygdomme er jo ikke ligefrem livsforlængende,” siger Klaus Steen Mortensen. Foto: Lars Horn

Klaus Steen Mortensen, adm. direktør i Aalborg-baserede Bladt Industries siden begyndelsen af 2018, havde vejrtrækningsproblemer og gik til lægen.

Kort tid efter blev han undersøgt på et hospital, og her blev det konstateret, at han lider af en hjertefejl, der er kronisk.

Hjertefejlen er ikke livstruende, men Klaus Steen Mortensen har alligevel truffet et valg om at træde tilbage som adm. direktør i Bladt Industries for i stedet at blive menigt bestyrelsesmedlem i den nordjyske virksomhed og vil i stedet fokusere på bestyrelsesarbejde.

“Jeg har ikke nogen symptomer, men jeg er kommet frem til, at jeg ikke skal have et job, hvor jeg er adm. direktør. Kroniske sygdomme er jo ikke ligefrem livsforlængende,” fortæller Klaus Steen Mortensen, der er 63 år.

I stedet tager Anders Søe-Jensen over i Bladt Industries, der omsætter for over 2 mia. kr.

Han er 58 år og har tidligere haft chefposter i både Vestas Offshore Wind og GE Offshore Wind.

“Helt rigtige”

Bjarne Moltke Hansen, der er bestyrelsesformand for Bladt, udtaler i en meddelelse, at han anser Anders Søe-Jensen som den “helt rigtige” til at drive selskabet videre.

“Bladt har været igennem en spændende periode med mange forandringer. Men selvom det til tider har været en hård øvelse, er det lykkes ledelsen med Klaus i spidsen at skabe et vigtigt internationalt fokus og effektivisere virksomheden. Og den udvikling er Anders Søe-Jensen den helt rigtige til at fortsætte,” lyder det fra Bjarne Moltke Hansen.

Bladt Industries laver store fundamenter til bl.a. havvindmølleparker og er ejet af kapitalfonden Nordic Capital.

Nordic overtog Bladt fra Maj Invest i 2012, og Anders Søe-Jensen kommer sandsynligvis til at have ansvaret for den daglige drift i en periode, hvor virksomheden får nye ejere.

Ifølge Børsens oplysninger blev corporate finance-rådgiveren FIH Partners således for mere end et år siden tilknyttet i bestræbelserne på at forberede et salg.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis