ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Krise afblæst: Bilimperium kører rekordresultat hjem - sender 190 mio. kr. videre til ejerkreds

Semler Gruppen, der sælger VW og Audi, tjener 460 mio. kr. Det giver plads til, at ejerfamilier kan tage stort udbytte

Ulrik Drejsig overtog fredag posten som adm. direktør i Semler Gruppen efter Jens Bjerrisgaard. Arkivfoto: Steven Achiam
Ulrik Drejsig overtog fredag posten som adm. direktør i Semler Gruppen efter Jens Bjerrisgaard. Arkivfoto: Steven Achiam

På overraskende vis kan Ulrik Drejsig, der er ny topchef i Semler Gruppen, præsentere et rekordresultat for bilkoncernen, der er Danmarks største med import og salg af bilmærker som VW, Audi og Skoda.

15,2 mia. kr. nåede omsætningen i 2020, mens nettoresultatet blev løftet med 30 mio. kr. til 460 mio. kr.

“Vi er kommet lang bedre igennem, end vi havde regnet med,” siger Ulrik Drejsig, der fredag overtog posten som adm. direktør i bilimperiet efter Jens Bjerrisgaard, der abdicerede efter mere end ti år på tronen.

190

mio. kr. har Semler Gruppen foreslået i udbytte for 2020

Troen på et jubelår i bilbranchen var ellers stor ved indgangen til 2020, idet 2019 med et samlet nysalg på 226.000 personbiler igen satte rekord. Derfor havde Semler Gruppen – som mange andre i branchen – fyldt sit billager op til randen, der ramte historiske 1,7 mia. kr. Men så ramte coronakrisen.

“Vi ved pludseligt ikke, om der er kunder til at aftage dem, og pludseligt bliver der et stort fokus på at sikre sig likviditet,” siger Ulrik Drejsig.

Derfor valgte ejerkredsen bag Semler Gruppen, der består af de stenrige familier Mourier, Christiansen og Nielsen, at halvere årets udbytte i sidste øjeblik til 87,5 mio. kr.

Krise afblæst

Frygten for et katastrofeår for bilbranchen i Danmark blev dog sidenhen afblæst, og salget af nye personbiler faldt samlet med 12 pct. til 198.000, hvilket er højt i en historisk kontekst.

Semler Gruppen måtte se sin markedsandel på personbiler i Danmark falde med 3 procentpoint til 25 pct., men alligevel lykkes det bilimperiet, hvis rødder strækker sig tilbage til 1917, at løfte omsætningen, og det skyldes, at danskerne købte større og dyrere biler.

“Danskerne har appetit på større biler, og selvom vores andel går ned, så evner vi at sælge større og mere veludstyrede biler,” siger Ulrik Drejsig, der tidligere har stået i spidsen for Skandinavisk Motor Co., der er rygraden i Semler Gruppen.

Med større og dyrere biler følger der også en bedre indtjening, og det betyder, at ejerkredsen nu kan tage revanche for de millioner, som de ikke fik ud sidste år. Derfor har bestyrelsen i Semler Gruppen, som ledes af den tidligere formand for A.P. Møller-Mærsk, Michael Pram Rasmussen, foreslået et udbytte på 190 mio. kr. til Semler Gruppens omtrent 50 aktionærer.

Efter at have kørt parløb med Jens Bjerrisgaard i tre år kunne Ulrik Drejsig fredag for første gang kalde sig adm. direktør i bilkoncernen, som han overtager på et tidspunkt, hvor bilbranchen befinder sig i en massiv transformation.

“Da Jens (Bjerrisgaard,red.) overtog selskabet, havde det underskud, men branchen var relativt stabil. Nu er selskabet velkonsolideret, men vi befinder os i en ustabil branche,” forklarer bilbossen.

Bilbranche i opbrud

Mest iøjnefaldende er teknologiskiftet, som lige nu strømmer ind over bilbranchen, hvor forbrugerne i stigende grad tager el- og hybridbiler til sig og fravælger den traditionelle forbrændingsmotor. Derfor ser man også lige nu bilproducenterne hælde massive tocifrede milliardbeløb i udviklingen af elbiler og batterier.

Dertil kommer, at salget og relationen til kunderne også ændrer sig, hvor de gerne vil købe en samlet pakkeløsning. Derfor satser Semler Gruppen lige nu stort på at skabe et selskab, der sælger en samlet mobilitetspakke til kunderne, hvor bil, servicekontrakt og forsikring er samlet.

“Den samlede mobilitetspakke er den, som vi gerne vil byde ind på og fortsætte rejsen med at transformere os fra at være en transaktionsbaseret virksomhed til at være en relations- og abonnementsbaseret virksomhed,” siger Ulrik Drejsig.

thas@borsen.dk


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis