En lækket mail fra en stor finerproducent bliver nu genstand for undersøgelse hos den globale certificeringsordning FSC, der arbejder med at sikre, at træ kommer fra ansvarlig og bæredygtig skovdrift.
Mærket kan findes på bagsiden af papirposer i supermarkederne eller på etiketterne i byggemarkedet.
I mailen til den danske leverandør tilbyder “head of export” fra trægiganten Kronospans belarusiske afdeling, Victor Tushentsov, at sende russisk træ “til EU gennem vores kinesiske afdeling. Til sidst vil klienten modtage birkekrydsfiner med alle EU-certifikater herunder FSC”.
Det lokale selskab i Belarus og Rusland, som blev separeret fra den østrigske koncern efter krigens udbrud, har meddelt Børsen, at det agter at sagsøge Tushentsov for at skade virksomheden.
“Hvis FSC-certificeret russisk eller belarusisk træ kommer ind på EU-markedet, er det en overtrædelse af FSC-politikken
Talskvinde, FSC
Børsen har delt mailen med Forest Stewardship Council, den internationale nonprofit medlemsorganisation der står bag certificeringsmærket, som kan findes på bagsiden af de fleste papirposer i et dansk supermarked.
“Det er et afgørende bevis, som kan være til nytte for FSC’s undersøgelse,” skriver en talskvinde fra FSC til Børsen.
FSC har oven på Ukraine-krigen suspenderet al certificering af skov i Rusland, og det må derfor være at betragte som dokumentfalsk, hvis russisk birkekrydsfiner udstyres med FSC-mærker, skriver FSC, som nu har sat gang i en undersøgelse:
“Hvis FSC-certificeret russisk eller belarusisk træ kommer ind på EU-markedet, er det en overtrædelse af FSC-politikken. Bevidst overtrædelse af FSC-krav samt ulovligheden følges op af FSC. Hvis ulovligheden bevises, kan det føre til tilbagetrækning af en certificering, blokering og adskillelse.”
Tara Ganesh fra ngo’en Earthsight, som specialiserer sig i sanktionsoverholdelse og bæredygtig skovbrug, har også læst mailen.
“Det kyniske tilbud om at give FSC-certifikater for forbudte russiske produkter i Kina indikerer, at FSC muligvis skal være meget mere opmærksom på, hvordan deres mærke anvendes i det pågældende land,” siger hun.
Undersøgelsen stopper ikke ved mailen fra Tushentsov.
FSC har oplyst, at det igangsætter en større undersøgelse af certificerede virksomheder i Østeuropa og Asien.
Kilde: FSC
“FSC-certificerede virksomheder er forpligtet til at indsende deres transaktionsdata for 2023, der bærer et FSC-mærke senest den 15. juni 2024. Forsyningskæderne, der er undersøgt, omfatter over 700 certifikatindehavere,” står der i nyheden på FSC’s hjemmeside.
“Resultaterne af denne undersøgelse vil sætte FSC i stand til at skride til handling over for enhver certifikatindehaver, der konstateres i strid med standarderne,” skriver talskvinden til Børsen.