ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kapitel 3 om Pandora: Milliardregn over børsfest

Børsen Top1000 fortæller gennem seks kapitler den turbulente, spektakulære og ganske underholdende historie om Pandoras vilde liv med ned- og heldigvis også opture.

Her får du tredje del i fortællingen om Pandora, der er gået så grueligt meget igennem, men har sat kurs mod den lykkelige slutning.

KAPITEL 3:MILLIARDREGN OVER BØRSFEST

For præcis fire år siden åbnede fondsbørsen for handel med aktier i Pandora, og det blev kulminationen på et stærkt salgsarbejde anført af kapitalfonden Axcels magtfulde direktør, Christian Frigast, samt uvant høje forventninger til et selskabs børsintroduktion.

Første handelsdag 5. oktober 2010 løftede smykkeaktiens værdi med 25 pct., og den steg yderligere 40 pct. de kommende måneder.

Investorerne havde fået en ny darling, og de oplagte overskrifter om "funklende Pandora" og "guldfuglen letter" prægede nyhedsbilledet. Det var svært ikke at blive grebet af euforien – og det gjaldt både nye og gamle aktionærer – professionelle som private.

Den markante udenlandske appetit på smykkeaktien kunne ses på valutakassen i Nationalbanken, og på den foreløbige kurstop i januar 2011 fejrede Christian Frigast i London sammen med Per Enevoldsen og hans betroede rådgivere årets bedste børsnotering i Europa.

"Kursen steg kraftigt på dagen som et udtryk for, at ikke alle interesserede havde fået fat i Pandora-aktier og en tiltro til virksomheden. Men ved en børsnotering er du nødt til at huske dig selv på, at nu er det markedet, der styrer kursen," siger Christian Frigast om børsnoteringen.

Selvom om der var varmet grundigt op til børsfest for klassens nye stærke dreng, vakte den succesfulde start opsigt. PFA var som dybt involveret investor overrasket over, at aktien steg så meget, da den blev sluppet løs.

"Vi kunne godt fornemme på interessen, at den ville stige pænt, men ikke så voldsomt. Der var en enorm hype omkring selskabet, og overordnet set var processen rigtig fin med gode præsentationer," fortæller Jesper Langmack, direktør i PFA Kapitalforvaltning, der har et milliardbeløb på spil i Pandora via egne aktiekøb og gennem ejerskab af Axcels fond nummer tre.

En af de få reelle bekymringer omkring Pandora var selskabets stærke, men eneste våben: armbånd med de såkaldte charms til priser, middelklassen havde råd til. Alle æg i én kurv er som bekendt en risikabel strategi, og risiko har aktiemarkedet det med at tage sig dyrt betalt for.

Det er en af grundene til, at Pandora fortsat handles med en kursrabat i forhold til gamle spillere i smykkebranchen som amerikanske Tiffany & Co., og allerede omkring børsnoteringen var det ene skud i Pandoras produktbøsse blandt de varmeste emner i investorkredse.

"Der var en vis skepsis ved børsnoteringen, om deres charms var hotte lige nu og så ville fortone sig bagefter. Men vi valgte at købe, og så steg aktien," siger Jesper Neergaard Poll, der er porteføljemanager i Danske Capital.

Men de tunge investorer har fordel af direkte adgang til topledelsen, og her beretter flere kilder om, at ledelsen understregede sit ønske om at differentiere produktprogrammet til andre smykketyper.

"Vi kunne se i regnskaberne, at ringe og øreringe gik frem i andelen af Pandoras omsætning, og det gjorde mig mere tryg, at selskabet var i stand til at sælge andet end armbånd," siger Jesper Poll.

Det er en succesbølgen med middelklassen som massemarked, distributøren Jesper "Kasi" Nielsen har reddet på.

"Ved børsnoteringen troede vi alle, vi kunne gå på vandet. Men allerede der var vi i krise i virksomheden, for strategien med at sende for dyre kollektioner ud, som forhandlerne ikke kunne sælge, var begyndt at vise sig," fortæller Jesper Nielsen og tager hul på et af elementerne i den hybris, der få måneder senere blev til Pandoras nemesis.

Læs videre i kapitel 4:
Virksomheder
Kapitel 4 om Pandora: Chokket der bed sig fast













Læs den samlede fortælling om Pandoras fald og genrejsning:
Virksomheder
Eventyret om Pandora


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis