Da Danmark lukkede ned i foråret, forsvandt kunderne i flere af Catacaps porteføljevirksomheder, og kapitalfondens stiftende partner, Vilhelm Hahn-Petersen, var både nervøs og bekymret over udviklingen.
Flere af selskaberne gik straks i gang med at tilpasse omkostningerne og lave nye aftaler med bankerne for at sikre likviditeten. Men da det arbejde var gjort, ændrede Catacap sin tilgang.
“Man kan købe ting til nogle priser, som man knap kunne drømme om tidligere
Vilhelm Hahn-Petersen, partner, Catacap
“Vi ville se muligheder i pandemien i stedet for kun at se problemer,” siger Vilhelm Hahn-Petersen.
Med to virksomheder i flyindustrien – TP Aerospace og Aerfin – og natklubkoncernen Rekom har Catacap været hårdt ramt af nedlukningen, men kapitalfonden har også forsøgt at udnytte den.
Med Rekom købte man fem barer i Oslo i oktober, og i december overtog aktionærerne bag Rekom 42 barer og natklubber fra Storbritanniens største spiller på området.
“Man kan købe ting til nogle priser, som man knap kunne drømme om tidligere. Hvis man kan gennemføre det, og verden i øvrigt normaliserer sig de næste 6-12 måneder, så kan man også sige, at krisen har dannet grundlag for værdiskabende tiltag for de selskaber. Derfor har vi ageret offensivt,” siger Vilhelm Hahn-Petersen.
porteføljeselskaber harCatacap opkøbt siden 2013
I december købte Catacap desuden en ny porteføljevirksomhed i form af Luxplus, der sælger skønheds- og helseprodukter.
“Der har vi købt os ind i en virksomhed, som i den grad har medvind fra corona,” siger Vilhelm Hahn-Petersen, der ser et stort internationalt potentiale i Luxplus.
Han var med til at stifte Catacap i 2012, og siden 2013 har kapitalfonden købt ti virksomheder op.
Fonden har siden forberedt flere salgsprocesser, men har endnu ikke solgt nogen af sine porteføljevirksomheder.
Catacap har bl.a. været i markedet med GSV Materieludlejning, der leverer udstyr til bl.a. byggepladser.
Den handel kunne ifølge Børsens oplysninger runde 1 mia. kr., men det glippede. I 2019 kunne Børsen desuden fortælle, at EY var blevet udvalgt til at undersøge mulighederne for et salg af oversættervirksomheden Languagewire.
Nu er PwC ifølge Børsens oplysninger hyret til at finde en køber til byggekoncernen Casa A/S, som Catacap i 2016 overtog aktiemajoriteten i fra bl.a. milliardæren Michael Mortensen.
Vilhelm Hahn-Petersen vil ikke kommentere oplysningerne, men han siger, at Casa hører til blandt de af Catacaps virksomheder, som har klaret sig godt igennem 2020.
“I andet halvår har vi virkelig set en ketchupeffekt, både i vores it-relaterede selskaber og i vores byggeselskaber.”