ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jyske Bank: Novozymes kan tåle kunde-tab

Der er plads til flere spillere i det eftertragtede marked for enzymer til fremtidens bioetanol, og Novozymes kan godt tåle at miste markedsandele, mener Jyske Bank. Enzymdirektør Peder Holk Nielsen er klar til møde udfordrerne.

Novozymes og amerikanske Dupont sidder suverænt på markedet for enzymer til nutidens bioethanol. Men kampen om den næste generation, hvor fødevarer skiftes ud med restprodukter, er for længst gået i gang.

Så sent som i dag har Royal DSM offentliggjort sin plan om at købe landbrugsvareselskabet Cargills enzym- og kulturforretning som en del af hollændernes aktive vækstambitioner.

Ulogisk med få spillere


Senioranalytiker Jens Houe Thomsen fra Jyske Bank ser god mening i, at DSM skruer op for sine chancer i enzymkapløbet.

"Det er et attraktivt marked, og derfor skalerer DSM op. På den lange bane tror jeg, at markedet bliver så stort, at der ikke er nogen logik i, at så få spillere skal dele markedet," siger Jens Houe Thomsen til Børsen.

Læs også:Nyt angreb fra Novozymes-rival i enzymkapløb

Novozymes behøver ikke at halse efter at kopiere sin tunge markedsandel fra første generation for at være succesfuld.

"Novozymes kan sagtens vise flot vækst og samtidig miste markedsandele, for markedsvæksten kan godt blive ret betydelig," vurderer Jens Houe Thomsen.

Han nævner Carlsberg som et eksempel på, at selvom bryggeriet har mistet andele i Rusland, så har Carlsberg været i stand til at opretholde en pæn forretning med god lønsomhed.

Idagens meddelelsehenviser DSM også selv til den lukrative vækst i det mere end 1 mia. euro store marked for enzymer og kulturer, som stabilt vokser med over 5 pct. om året. DSM har i dag omkring 6 pct. af markedet for industrielle enzymer.

Største chance for succes


Peder Holk Nielsen, der er direktør for enzymforretningen i Novozymes, melder sig klar til kamp. En google-søgning vil hurtigt vise de første 50 selskaber, der mener, at de skal have en andel i andengeneration bioetanol.

"Jeg vil fastholde mit synspunkt, at det kan godt være, der kommer mange, men vi og Dupont har arbejdet med det i mange år og har derfor den bedste chance for at lykkes," siger Peder Holk Nielsen til Børsen.

Er du klar til at acceptere en lavere markedsandel for andengenerations bioetanol?

"Hvordan markedsandelene bliver i cellulose-etanol, afhænger fuldstændig af, hvem der har de bedste teknologier. Det er ved at blive afprøvet nu, hvor demonstrationsænlæg bliver sat op. Så må vi se, hvordan de forskellige teknologier klarer sig," siger enzymdirektøren.

Jens Houe Thomsen mener godt, at investorerne vil kunne forstå, hvis Novozymes lader sin store markedsandel falde.

"I min optik er Novozymes ikke en markedsandelshistorie, men en væksthistorie med konstant forbedring af lønsomheden. Novozymes har hele tiden været i stand til at forbedre sine enzymer uden at skulle lave store investeringer," vurderer senioranalytikeren.

Men så længe det giver mening, skal Novozymes kæmpe for sin markedsandel, mener analytikeren. Det gør Novozymes også, vurderer han.

"Men der vil være plads til flere spillere, som kan få en rigtig attraktiv forretning," påpeger Jens Houe Thomsen.

Uvist forspring


Markedet for bioetanol mærker en opbremsning i øjeblikket, og flere af Novozymes' kunder har skruet ned for produktionen. Mens industrien tøver, har Novozymes længe erklæret sig klar til den nye generations bioetanol.

"Vi har løst vores opgave, og nu er der andre ting, der skal på plads. Bliver markedet stort allerede om seks-syv år, er vi ikke så naive, at vi tror, vi sidder alene med det hele. Selvfølgelig vil andre spillere forsøge at komme ind og også få en del af markedet," konstaterer Peder Holk Nielsen.

Ud over den afgørende faktor i teknologiernes kvalitet så afhænger portionen af kagen til konkurrenterne ifølge Peder Holk Nielsen også af, hvor meget Novozymes er foran.

"Vi håber at være meget langt foran, men vi ved endnu ikke, om vi bare er tre gange foran i rundkørslen."

Læs også:Nyrehug fra rival varsler ilde for Novozymes

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis