Det har krævet en del fodskift og taktiske ændringer at sikre, at de 200 mio. patienter, som Teva Pharmaceuticals leverer medicin til, også kunne få deres behandling under coronakrisen. Topchef Kåre Schultz peger på, at politikerne skal se på, hvilken forsyningssikkerhed man ønsker i de forskellige lande, når krisen er ovre.
“Vi har været i stand til at holde alle fabrikker i drift, men der har været en masse udfordringer med at skaffe produkter og få tingene flyttet rundt i verden,” siger Kåre Schultz, adm. direktør i Teva Pharmaceuticals.
“Det er jo en politisk debat, om de (regeringerne,red.) sætter forsyningssikkerheden til patienterne højest, eller om de sætter det at få en lav pris højest
Kåre Schultz, adm. direktør i Teva Pharmaceuticals
På telekonferencen efter selskabets regnskab i torsdags spurgte flere analytikere, om Teva var klar til at producere i USA igen.
“Det er jo en politisk debat, om de (regeringerne,red.) sætter forsyningssikkerheden til patienterne højest, eller om de sætter det at få en lav pris højest,” siger Kåre Schultz.
“Jeg vil rigtigt gerne producere i USA eller Europa, eller hvor man nu foretrækker det, for det kan jeg sagtens, men det er klart, at hvis der ikke er nogen, der vil betale for det, så kan jeg ikke gøre det,” fortsætter han.
Debatten om forsyningssikkerhed var allerede i gang, inden coronakrisen gjorde den endnu mere aktuel, da luftrummet var ved at blive lukket på verdensplan, så varer og dermed medicin blev vanskeligere at få rundt mellem landene.
“Det er jo en meget simpel debat, for vil man sikre forsyningssikkerheden for patienterne, så skal man sikre sig, at der er flere producenter, og man ikke ender med en producent eller ét producentland, som er det billigste. Det har selvfølgelig den bagside, at man kommer til at betale lidt mere for medicinen,” siger Kåre Schultz.
Han mener, at hvis landene udelukkende fokuserer på at sikre medicinen billigst muligt, så løber man en risiko på befolkningens vegne, hvis der kun er få leverandører eller leverandørlande.
“Det er ikke noget, jeg skal afgøre, men en dynamik, som politikerne skal være opmærksomme på,” siger Teva-chefen.