ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo-ejer luner rugekasse med milliardindsprøjtning: “Målet er lidt at skabe et europæisk Boston”

Bioinnovation Institute udskilles

som selvstændig fond og får 3,5 mia. kr. med fra Novo Nordisk Fonden. Vil skabe 2000 job

Bioinnovation Institute med direktør Jens Nielsen i spidsen støtter den helt tidlige forskning, der har potentiale til at udvikle sig til et egentligt produkt. Foto: Steven Achiam
Bioinnovation Institute med direktør Jens Nielsen i spidsen støtter den helt tidlige forskning, der har potentiale til at udvikle sig til et egentligt produkt. Foto: Steven Achiam

Drømmen er at skabe et iværksættermiljø, der minder om det, man oplever på østkysten i USA, og målet er at tiltrække international kapital til nye danske life science-virksomheder, der i 2025 skal have skabt 2000 nye job.

Det er vigtigt, at man, når man kommer fra universitetet, får en fornemmelse for, at penge også har en pris

Jens Nielsen, adm. direktør i Bioinnovation Institute

Den tre år gamle rugekasse Bioinnovation Institute (BII) udskilles fra Novo Nordisk Fonden som en selvstændig erhvervsdrivende fond og sikres finansiering i ti år med 350 mio. kr. årligt fra Novo-ejeren. Målet er at løfte det beløb yderligere med penge fra medicinalgiganter og andre fonde.

Bioinnovation Institute blev etableret i 2017 og har indtil videre fået doneret 465 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden, og to af de virksomheder, der har været igennem rugekassen, har tiltrukket væsentlig kapital.

“Filosofien er at tiltrække de stærkeste og bedste idéer til København, sådan at entreprenørøkosystemet bliver så stærkt, at en international investor vil komme her. Det ser vi allerede en tendens til, og jo mere vi kan styrke den, så kan vi måske på sigt få amerikanske investorer til at kigge mere på København,” siger Jens Nielsen, adm. direktør i BII.

3,5

mia. kr. har Novo Nordisk Fonden bevilget til at finansiere Bioinnovation Institute de næste ti år

Sten Scheibye, der tidligere har været formand for Novo Nordisk Fonden, Novo Nordisk samt topchef i Coloplast, bliver bestyrelsesformand i den nye fond, og han ønsker, at København på sigt bliver kendt som et sted, hvor innovation trives, og life science-projekter modnes til virksomheder via adgangen til kapital, uddannelse og det miljø, der skabes.

“Målet er lidt at skabe et europæisk Boston, hvor de mange gode idéer, der er i den akademiske verden, ikke kun i Danmark, men i Norden og i Europa, kan komme til BII og få hjælp til at blive modnet,” siger Sten Scheibye.

Han var som formand for Novo Nordisk Fonden med til at udtænke idéen om BII efter at have været på studietur i USA, hvor han oplevede den måde, man driver inkubatorer derovre, og så, at vi manglede noget i Danmark. Novo Nordisk Fondens direktør, Birgitte Nauntofte, har også været med, siden visionen blev udtænkt, og hun tror, at pengene lander på et tørt sted.

“Jeg tror virkelig, at vi har gang i noget, der har potentialet til at blive stort, og som kan blive en gamechanger for Danmark og life science som sådan,” siger Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden.

BII støtter den helt tidlige forskning, der har potentiale til at udvikle sig til et egentligt produkt, og målet er at modne projektet til en virksomhed. De helt tidlige projekter får en donation, mens de næste stadier støttes med konvertible lån på op til 10 mio. kr., som enten tilbagebetales eller bliver til en lille ejerandel for fonden.

“Det er vigtigt, at man, når man kommer fra universitetet, får en fornemmelse for, at penge også har en pris. Det er et element. Det andet er, at hvis nogle af virksomhederne bliver til succeser, så får vi nogle penge tilbage, og det gør, at vi kan styrke økosystemet endnu mere,” siger Jens Nielsen.

Han regner dog ikke med, at det på sigt kan holde fonden kørende, men at den er afhængig af, at der findes penge fra andre kilder end Novo Nordisk Fonden.

“Hvis man kan gøre de 350 mio. kr. til 500 mio. kr., så er det da en målsætning, og når den nås, kan man kigge på, om man tror, at potentialet er til mere,” siger Sten Scheibye.

I øjeblikket er der otte-ti gange flere ansøgere, end BII formår at optage i de forskellige ordninger, men med de nye penge fra Novo Nordisk Fonden kan flere projekter kommer under inkubatorens vinger.

Ifølge Jens Nielsen vil fonden kunne være på fuld skala i 2024, hvilket betyder, at den vil kunne optage knap 30 selskaber årligt til projekter, der løber et-to år.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis