ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kredsen af investorer, der har valgt at investere i Airparkone, hvor storsvindleren Bjørn Stiedl spiller en central rolle, tæller både gamle bekendte, rigmænd og en partner i revisionsgiganten Beierholm.

De fleste af dem bekræfter, at de har vidst, at Bjørn Stiedl var involveret i selskabet, da de investerede, og at de mener, han skal have en chance til efter ad flere omgange at være blevet idømt i alt 14 års fængsel for alvorlig økonomisk kriminalitet. Stiedls comeback-forsøg sker under navnet Conrad König.

“Det er vi da fuldt bekendte med, og mange af os har syntes, at det var vigtigt at give ham en chance for at komme tilbage,” siger Jens Erik Høst, der tidligere var adm. direktør for investeringsselskabet Small Cap Danmark.

Han er bare gået lidt over de grænser, man skal holde sig inden for

Jens Erik Høst om Bjørn Stiedl, der i dag hedder Conrad König

Så lidt ligesom med Stein Bagger, der skiftede navn til Steen Bech, da han skulle gøre forretningsmæssigt comeback?

“Ham ville jeg aldrig røre med en ildtang.”

Hvorfor er det anderledes med Stiedl?

“Fordi han er dygtig og seriøs. Han er bare gået lidt over de grænser, man skal holde sig inden for,” siger Høst, der selv har oplevet at have myndighederne på nakken. I 2017 blev han i byretten pure frikendt for kursmanipulation – seks år efter Finanstilsynet meldte sagen.

En anden af investorerne er tidligere blevet idømt en kortere ubetinget fængselsstraf for kursmanipulation. Han mener, at forretningsidéen er vigtigere end Bjørn Stiedls rolle i virksomheden.

Også partner i Beierholm Hakon Rønn Jensen er medinvestor, viser selskabsdokumenter fra Irland.

Hakon Rønn Jensen afviser først, at Bjørn Stiedl skulle være direktør i et af Airparkones tyske datterselskaber.

“Han er ikke direktør for noget som helst,” siger Hakon Rønn Jensen, da Børsen først beder om en kommentar.

Han oplyser sidenhen, at han fra starten i 2017 har vidst, at Bjørn Stiedl var ansat, “men han spiller bestemt ikke nogen nøglerolle i virksomheden,” skriver han i en mail.

En tredje dansk investor oplyser, at han ikke længere er aktionær i selskabet, men at det endnu ikke er blevet registreret i ejerregistret. Han har ikke svaret på, hvornår han er udtrådt af ejerkredsen.

Og en fjerde dansk aktionær siger, at han ikke er bekendt med, at Bjørn Stiedl er involveret, og at han vil undersøge sagen og overvejer, om han skal sælge sin andel.

Storaktionær Thomas Wittenborg fra moderselskabet siger:

“Jeg kender de fleste af aktionærerne og har en dialog med dem alle og sætter meget stor pris på deres opbakning.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis