Sidste års milliardsalg af Molslinjen udløste en kæmpe jackpot til både en kapitalfond og en milliardær, men den fik det også til at regne med millioner over erhvervsmanden Jens D. Løgstrup.
“Det er helt vildt,” siger han.
I et dugfriskt regnskab fra rigmandens investeringsselskab, Expon ApS, kan han se resultatet før skat i 2020 brage op til 202 mio. kr. fra blot 1,1 mio. kr. året forinden.
Årsagen til, at årsresultatet er skudt i vejret med 18.264 pct., skal findes i en af de største virksomhedshandler, som blev foretaget i Danmark sidste år.
I december efter fem års ejerskab solgte kapitalfonden Polaris sammen med milliardæren Henrik Lind rederiet Molslinjen til EQT i en milliardhandel.
“Jeg kunne se, at her kunne der gøres en rigtig god forretning
Jens Løgstrup, erhvervsmand og investor
Handlen var blandt de bedste virksomhedshandler, Polaris har lavet siden stiftelsen i 1998, fortalte kapitalfonden selv i den anledning. I april kunne Henrik Lind, der havde en minoritetspost i selskabet, præsentere et 2020-resultat på 1,3 mia. kr.
Grunden til, at Polaris’ opmærksomhed tilbage i 2015 blev ledt over mod Molslinjen, skyldes Jens D. Løgstrup.
“Jeg kunne se, at her kunne der gøres en rigtig god forretning, fordi man kunne købe selskabet til en meget attraktiv pris,” siger Jens D. Løgstrup, der blandt andet er adm. direktør i minikonglomeratet Linderberg Group.
Derfor tog han fat i ledende partner hos Polaris, Jan Johan Kühl, for at høre ham til, om det ikke var en rejse, som kapitalfonden ville være med på.
“Vi lever af, at der kommer dygtige folk forbi os og giver gode idéer, og dem giver vi mulighed for at medinvestere, og det er Jens Løgstrup et rigtig godt eksempel på,” siger Jan Johan Kühl.
Efter en omfattende due diligence bed Polaris til og indledte et opkøb af Molslinjen-aktier med en plan om at afnotere det dengang børsnoterede selskab. Ind fra sidelinjen kom dog også Henrik Lind, som begyndte at overbyde Polaris og dermed opbyggede en minoritetspost.
Molslinjen havde på det tidspunkt været under pres i mange år med svigtende resultater og millionunderskud.
“Men på et tidspunkt i 2015 var det ret tydeligt, at nu var udviklingen vendt. Det var også logisk, hvis man regnede sig frem som investor to til fire år, at man ville få nogle flotte overskud i forhold til den pris, som var på rederiet,” forklarer Jens D. Løgstrup.
Forud for coronakrisen voksede omsætningen hos Molslinjen fra 671 mio. kr. i 2015 til 1,9 mia. kr. i 2019. I samme periode voksede driftsresultatet (ebit) fra 126 mio. kr. til 247 mio. kr.
Jens D. Løgstrup vil ikke fortælle, præcis hvor stor en andel af overskuddet i sit investeringsselskab kommer fra salget af Molslinjen.
“Men jeg kan sige, at det er den væsentligste del,” indskyder han.
Erhvervsmanden tilføjer, at han også har lavet gode investeringer på aktiemarkedet, som skæpper i kassen.
Helt konkret slog han til og satsede på Jyske Bank, da selskabet i sommeren 2020 var trykket i bund på aktiemarkedet og handlede til 170-180 kr. Nu skifter bankaktien hænder for 284 kr.
mio. kr. er egenkapitalen i Expon ApS
“Jeg så en undervurderet aktie og en undervurderet bank, og så gik jeg massivt ind i dem,” siger Jens Løgstrup, der oplyser, at han nu ejer 0,4 pct. af Jyske Bank, hvis markedsværdi ligger nord for 20 mia. kr.
På trods af det markante årsresultat har Jens D. Løgstrup ikke taget et udbytte, idet pengene bliver geninvesteret i noterede og unoterede virksomheder.
“Jeg er lidt beskeden i min stil. Jeg kan godt lide at investere, og jeg kan godt lide at tjene penge, men det siger mig ikke noget at føre mig frem i en stor ny bil,” proklamerer han.