En falsk identitet på en person fra flyselskabet Blackbird Air, som Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen ejer det meste af, er blevet brugt til økonomisk svindel.
Piloter og kabinepersonale på udkig efter ansættelse i selskabet i Billund forsøges franarret penge, som de tror skal dække et femdages kursus i Madrid. Prisen på det fiktive kursus er 1400 euro eller godt 10.000 kr.
Det oplyser luftfartsmediet checkin.dk.
euro eller godt 10.000 kr. franarres personer, der tror de skal på Blackbird-kursus
Direktør Ole D. Christiansen, Blackbird, bekræfter over for Børsen, at selskabet er udsat for såkaldt scam – hvor kriminelle benytter sig af en falsk identitet.
Selskabet blev opmærksom på misbruget, da en spansk kabineansat kontaktede Blackbird for at høre, om alt var, som det skulle være, inden vedkommende overførte penge.
“Vi er kede af, at kriminelle trækker vores navn ind i den slags. Men der er ikke så meget, vi kan gøre ved det, ud over at gøre opmærksom på det. Der er jo ikke tale om, at vores it-system bruges. Bedrageriet sker, ved at der oprettes en falsk mailadresse, bruges et falsk navn osv. Der er dog tale om en gmail-adresse, så nogle opdager forhåbentlig, at noget er galt,” siger Ole D. Christiansen.
Han erkender, at personer, der er på jagt efter arbejde, i skyndingen godt kan falde i fælden.
“Vi er kede af, at kriminelle trækker vores navn ind i den slags
Ole D. Christiansen, direktør, Blackbird
“Vi har ikke hørt om, at danskere er blevet misbrugt, men vi har valgt at flage det, for at gøre opmærksom på at vi misbruges,” siger direktøren.
Ifølge Checkin får folk, der reagerer på den falske annonce, tilsendt en professionelt udført kontrakt med Blackbirds korrekte adresse – men dog et forkert cvr-nummer. Afsenderen kalder sig Camille Schnadt.
Han understreger, at Blackbird Air ikke har behov for nyt personale lige nu. Coronaen har nedsat rejselysten, og der er taget afsked med to ansatte.
“Men ellers klarer vi den og holder skansen. Mange af vores kunder er jo forretningsfolk, som skal afsted, og vores opgave er så at få dem sikkert frem og tilbage, hvilket ikke altid er en nem opgave i en tid med usikkerhed og restriktioner. Nu venter vi bare spændt på, om der kommer krav om isolation ved indrejse i Danmark. Det vil ramme vores kunder hårdt,” siger Ole D. Christiansen.
Blackbird råder over en Gulfstream med 14 sæder, en Dassault Falcon med ti sæder, en Cesna med seks sæder og en Leonardo-helikopter med otte vip-sæder.
Selskabet i Billund har 28 ansatte.
Selskabet Blackbird Air Charter havde i sit senest offentliggjorte regnskab for 2019/20 et overskud på 1,4 mio. kr.