Lego og Novo Nordisk er Danmarks mest populære arbejdspladser for højtuddannede. Som altid. Skandalerne i Danske Bank har gjort banken mindre attraktiv, og så slår Google sine konkurrenter Apple og Microsoft.
Det er hovedpunkterne i en ny undersøgelse foretaget af analyseinstitutet Universum, der har spurgt 6234 danskere med en videregående uddannelse om, hvilke virksomheder de helst vil arbejde for.
Universum har inddelt ranglisterne i tre i forhold til respondenternes uddannelsesbaggrund: Business, it og ingeniør/naturvidenskab.
Chr. Hansen i momentum hos business-uddannede danskere
I den tætte top, valgt af danskere med en lang businessorienteret videregående uddannelse, findes store giganter.
Længere nede i ranglisterne findes interessante nedslag, når der kigges på virksomhederne med nogle af de største fald og stigninger i år.
DSV og Netcompany er årets absolutte højdespringere, da de to virksomheder har en fremgang på henholdsvis 40 og 43 pladser til en midterplacering blandt de 122 virksomheder på listen. Dog er Ørsted og Chr. Hansens stigninger også blandt de mest imponerende, da det, ifølge Universum, er sværere at avancere, når virksomhederne allerede ligger i en tæt top.
Chr. Hansen, der fremstiller fødevareingredienser, er hoppet 19 trin op til en 27. plads på ranglisten. En udvikling som HR-direktør Alice Larsen er tilfreds med.
”Vi er en mellemstor koncern, hvor man kan gøre karriere uden at forsvinde i mængden. Det er en af vores helt store styrker som arbejdsplads. Det gør også , at man som ansat her hurtigere kan få lidt større ansvar. Det sætter vores medarbejdere pris på. Det er samtidig en stor motivationsfaktor, at Chr. Hansen gennem sine naturlige produkter er med til at tage ansvar for en mere bæredygtig fremtid,” siger Alice Larsen i en pressemeddelelse.
Hun ser desuden værdi i at ligge højt på en ranglistetype som denne, da det giver en indikation i forhold til arbejdet med at tiltrække de stærkeste kandidater:
"Chr. Hansen har tidligere ikke været vurderet specielt attraktive, fordi de kørte efter en klassisk skandinavisk jantelov, hvor tilgangen i forhold til employer branding var: Den der lever stille, lever godt," siger Jesper Dansholm, direktør for Universum i Danmark og fortsætter:
"Potentialet blev ikke udnyttet, men virksomheden har dog nu formået at sætte noget mere tryk på, og dermed få højere kendskabsgrad. Chr. Hansen har formået at italesætte det bæredygtige, og det har givet rigtig meget."
Rebranding af Ørsted
En anden højdespringer på listen er Danmarks største energiselskab, Ørsted, der nu ligger på listens 8. plads. Energigiganten er steget 12 pladser siden sidste år.
”Vi kan i den grad tilbyde mening og indhold i jobbet. De business-uddannede kan arbejde med projekter i en størrelsesorden, de måske aldrig før har drømt om, fordi vi har et af de største investeringsprogrammer i Norden. Ingeniører og digitale specialister kan arbejde sammen med nogle af verdens bedste inden for deres felt," udtaler Ørsteds HR-direktør Henriette Fenger Ellekrog i meddelelsen.
Ørsted solgte sine olie- og gasaktiviteter i 2017 og flyttede i stedet sit fokus til vindenergi og biomasse.
"Ørsted er en virksomhed, der under Dong-brandet selvfølgelig var associeret med sort energi (Dansk Olie og NaturGas, red.) og dermed lidt snavs. I forhold til hvor stor Dong var på det danske arbejdsmarked, blev de ikke vurderet som værende særlig attraktive. Virksomheden skiftede så navn til Ørsted og fokus over på det grønne. At Ørsted så samtidig har arbejdet stenhårdt med at employer brandet, altså hvad er værdien for den enkelte medarbejder, gør at de ranker så imponerede i år." siger direktøren i Universum.
En virksomhed, der i særdeleshed har været i modvind i en længere periode, er Danske Bank. Skandaler er bestemt noget, der bliver noteret, og danskere med en business-orienteret videregående uddannelse, straffer Danmarks største bank således, at Danske Bank falder 14 pladser til nr. 21 på listen over Danmarks mest attraktive arbejdspladser.
"Det er klart, at der er en række faktorer, som Danske Bank taber på. Det er sket, efter de har fået ekstraordinær dårlig medieomtale i en længere periode," siger Jesper Dansholm.
Hvordan ser I på jeres ranglister, at skandaler påvirker virksomhederne?
"Hvis det er en kort og enkeltstående krise, så ser vi på vores ranglister, som vi har foretaget i 20 år, at virksomhederne relativt hurtigt bouncer tilbage. Vi oplever, at respondenterne skelner imellem en bestemt topchef og enkelte dårlige episoder og hvordan det er at arbejde i virksomheden generelt," siger direktøren for Universum i Danmark og fortsætter:
"Folk vil gerne have høje etiske standarder og inspirerende lederskab. Disse faktorer bliver selvfølgelig påvirket af skandaler."
Direktøren peger desuden på, at hvis en skandale bliver efterfulgt af flere, som Danske Bank eksempelvis har været udsat for, så vil det også tage tilsvarende længere tid at komme tilbage til sit oprindelige niveau blandt de mest attraktive arbejdspladser.
På ranglisten falder Nykredit desuden 34 pladser, mens det, som Universum betegner som en samlet betegnelse for Skat, falder 28 pladser til en 64. plads.
Novo Nordisk og Lego også populære hos naturvidenskab- og ingeniøruddannede
På ranglisten, der viser danskere med en videregående uddannelse inden for ingeniør/naturvidenskab, holder Lego og Novo Nordisk sig i toppen, mens den resterende top 5 er skiftet ud sammenlignet med business uddannelseslisten.
En virksomhed der til gengæld falder i popularitet hos de naturvidenskab- og ingeniøruddannede, er kemivirksomheden Haldor Topsøe, der falder 15 pladser i forhold til sidste års rangliste. I detførste halvår af 2019har virksomheden ellers øget driftsoverskuddet med 27 pct. til 375 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år.
Alle gode gange tre
I den tredje og sidste rangliste, der dækker over videreuddannede danskere med en it-uddannelse, er Novo Nordisk og Lego igen med i top 5. Alle tre uddannelsestyper finder altså de to danske giganter særdeles attraktive.
Google vinder desuden den interne duel mod sine amerikanske konkurrenter, Microsoft og Apple.
Populære Novo Nordisk og Lego
Ifølge Jesper Dansholm er kendskab en af flere årsager til, at Lego og Novo Nordisk, ligger i top på tværs af uddannelsestyper.
"Lego og Novo Nordisk er selvfølgelig nogle af de helt store. 100 pct. af vores målgruppe kender de to virksomheder, og det er jo der alt branding starter."
100 pct. kender dog også store virksomheder som Tryg, TDC og Salling Group, så Lego og Novo Nordisk må kunne noget unikt på andre parametre.
"Når man har kendskabet på plads handler det om associationerne. Lego har en masse positive associationer. Folk tænker, at det er en kreativ arbejdsplads med et inspirerende formål: Intelligent legetøj til børn. For en arbejdstager er det selvfølgelig langt mere attraktivt at arbejde i en koncern, der producerer kvalitetslegetøj, end at skulle sælge cigaretter. Lego får rigtig meget medvind pga. de associationer der udspringer af produkterne," siger direktøren.
Ifølge Jesper Dansholm er et inspirerende formål en rigtig god start for virksomheder, der vil gøre sig attraktive for arbejdstagere. Netop der har været et fokuspunkt for Novo Nordisk.
"Novo Nordisk har arbejdet intelligent med employer branding igennem mange år nu. Virksomheden har et slogan, der hedder "Life-changing careers," der spiller på, at hvis du arbejder hos Novo Nordisk, så hjælper du med at afhjælpe diabetes globalt. Du redder liv. Samtidig siger sloganet også, at vi (Novo Nordisk, red.) giver dig en karriere, der ændrer dit liv – og så ligger det selvfølgelig implicit, at det er i en positiv retning,” griner Jesper Dansholm.
Han tilføjer, at pharma-industrien desuden er associeret med relativt gode lønninger.
Ifølge Universums undersøgelse, er de tre vigtigste egenskaber ved en arbejdsgiver for danskere med en af de tre omtalte videregående uddannelsestyper: Ledere, der støtter medarbejdernes udvikling, konkurrencedygtig grundløn og inspirerende lederskab.
Analyseinstitutets undersøgelse er baseret på i alt 6234 besvarelser fra erhvervsaktive danskere med en videregående uddannelse. 1765 af dem har en en business-uddannelse.
Linktil Universums fulde rangliste.