Jesper Boelskifte spænder en hvid snor ud mellem sine hænder.
“Det her er mit vigtigste redskab i dag,” siger direktøren for Mash.
Den ser ikke ud af meget, men tråden er måleredskabet for, hvor tæt gæsterne på Mash må sidde på hinanden. Præcis en meter.
Jesper Boelskifte går over til to stole betrukket med rødt læder og strækker snoren ud.
“Se, faktisk en lille smule over en meter,” konkluderer han.
“Det bliver en overlevelseskamp det næste stykke tid. Vores restauranters skæbne afhænger af, om folk kommer ud
Jesper Boelskifte, direktør i Mash
Mash er en af de restauranter, der vil åbne dørene igen på mandag. Og denne onsdag mødes alle afdelingslederne på Skovridderkroen i Charlottenlund for at drøfte åbningen. Det gør de, selvom der endnu ikke er meldt klare retningslinjer ud.
“Vi bliver nødt til at gøre noget, selvom vi endnu ikke kender de præcise krav. Derfor holder vi os til de retningslinjer, der er nu. Man må forvente, at de ikke bliver strammere,” siger direktøren.
Håndsprit i hver en krog
I torsdags kom de nye retningslinjer endelig ud, som bød på den kendte en meters afstand, maks. grupper af ti personer, mens kravet om fire kvm. pr. gæst blev ændret til to kvm. Det sidste til Mashs store lettelse, da flere af deres restauranter havde svært ved at leve op til kravet om fire.
Udover afstand kommer håndsprit og hygiejne til at spille en stor rolle i genåbningen.
Det kan allerede fornemmes her på Skovridderkroen, hvor man ved indgangen bliver budt velkommen af den efterhånden velkendte flaske håndsprit, og væggene er plastret til med røde plakater, der påminder om at vaske hænder i minimum 25 sekunder.
“Ja, dem havde vi ikke hængende før,” siger Jesper Boelskifte og griner.
“Plexiglas og masker hører simpelthen ikke hjemme i vores restauranter og vil ødelægge oplevelsen. Hvis det bliver et krav, holder vi hellere lukket
Jesper Boelskifte, direktør i Mash
Restauranten havde bestemt fokus på rengøring før, men Mash vil skrue op for styrken nu. Toiletterne skal rengøres tre gange i timen frem for to, dørhåndtagene får jævnligt en tur, og menukort vil blive sprittet af mellem hver kunde.
I michelinrestauranten Alchemist har man også rengøring og sprit på menuen i den kommende åbning og har valgt at gå lidt længere end kravene.
“Alle gæsterne vil få en personlig flaske håndsprit, når de ankommer, og vi køber også masker til kokkene. Selvom det naturligvis ikke er gratis, og koster for os i en i forvejen svær tid økonomisk set, vil vi gerne sende et signal om, at folk kan føle sig trygge,” siger Rasmus Munk, ejer af Alchemist.
Men hvor langt skal man gå? Nogle restauranter overvejer, hvorvidt der også skal sættes plexiglas op, eller om tjeneren bør have handsker på.
Jesper Boelskifte mener, at det går over grænsen.
“Det er fuldstændig vanvittigt. Plexiglas og masker hører simpelthen ikke hjemme i vores restauranter og vil ødelægge oplevelsen. Hvis det bliver et krav, holder vi hellere lukket,” siger han.
Samme opfattelse har de på michelinrestauranten Geranium.
“Det er en restaurant og ikke en operationsstue. Vi skal selvfølgelig tage de foranstaltninger, vi kan, men det er også vigtigt for os, at man kan slappe af og måske for en kort stund glemme virussen,” siger Søren Ledet, medejer af Geranium.
Her på Skovridderkroen har snoren fået de fleste pladser til at bestå testen, kun et par enkelte siddepladser må lade livet. Men selvom Mash lever op til kravene, vil de være opmærksomme på, at ikke alle gæster vil føle sig trygge alene af den grund.
“Gæsterne vil have vidt forskellige behov for afstand. Nogle vil måske synes, at det her er for tæt, selvom der er over en meters afstand,” siger Jesper Boelskifte og peger på to borde.
Hvis det skulle være tilfældet, rykker de bordet.
“Vi er vant til, at gæsterne stiller krav, men her vil vi strække os længere, end vi plejer,” siger han.
Direktøren glæder sig over, at Mash endelig kan vende skiltet fra “lukket” til “åbent” på mandag. Men forude venter også en usikker tid.
“Vi har mistet meget, der ikke kan vindes tilbage. Det bliver en overlevelseskamp det næste stykke tid. Vores restauranters skæbne afhænger af, om folk kommer ud,” siger han.