ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Amerikansk GN-rivals nye topchef ser store muligheder i voksende videomarked: “Jeg elsker god konkurrence, men jeg elsker også at vinde”

Amerikanske Poly forudser store muligheder i markedet for videoløsninger. Et marked, som danske GN Audio også ser nærmere på

Amerikanske Poly blev skabt efter en fusion mellem Polycom og Plantronics i 2018. Arkivfoto: Poly/Pressefoto.
Amerikanske Poly blev skabt efter en fusion mellem Polycom og Plantronics i 2018. Arkivfoto: Poly/Pressefoto.

Headsets, konferencehøjtalere og webkameraer blev revet væk, da pandemien henviste medarbejdere i massevis til hjemmekontoret. Det oplevede danske GN Audio, der har kunnet fremvise høje vækstrater, og det samme har været tilfældet hos schweiziske Logitech og amerikanske Poly.

Sidstnævnte blev skabt i 2018 efter en fusion mellem Polycom og Plantronics, og det sammenlagte selskab har i en periode haltet efter flere af konkurrenterne. Det er selskabet i fuld gang med at lave om på, fortæller Dave Shull, der startede som adm. direktør i september.

“Det har gjort mig meget fokuseret. Vi lavede nogle fejl undervejs i integrationen, og vi tabte bestemt markedsandele. Vi mistede vores fokus på headsets i mange dele af verden inklusive i EMEA (Europa, Mellemøsten, Afrika,red.), hvor nogle af vores hovedkonkurrenter er, og det har taget et stykke tid for os at opbygge tilliden i headset-kanalen specifikt. På videosiden var vi senere i markedet, end vi skulle have været med de personlige produkter,” siger han.

Selv med vaccinerne tror jeg ikke, at verden går tilbage, til hvor den var før

Dave Shull, adm. direktør, Poly

Det seneste halvandet år har Poly, der fokuserer på det professionelle og “prosumer”-segmentet, lanceret en række nye produkter. I februar gjaldt det en serie af nye videoløsninger samt pakkeløsninger med video- og lydprodukter, der især er rettet mod hjemmearbejdspladser. En del af lanceringen er cloud-baserede Poly Lens, som gør det muligt for it-afdelingerne at supportere løsningerne på afstand. Dave Shull forventer nemlig ikke, at arbejdet fra distancen vil forsvinde som dug for solen, når pandemien er fortid.

“Selv med vaccinerne tror jeg ikke, at verden går tilbage, til hvor den var før. Jeg tror, at en fordeling med halvdelen af tiden på kontoret og halvdelen af tiden væk fra kontoret vil være tæt på normalt efter covid-19,” siger han.

Danske GN Audio har også flere gange slået fast, at selskabet ikke forventer, at arbejdsvanerne vender helt tilbage til den tidligere normal.

Kombinerede løsninger

Ifølge Dave Shull ventes særligt markedet for videoløsninger at skabe gyldne muligheder for amerikanske Poly, og han ser også et stort potentiale i kombinationsløsninger.

“Lige nu er der så mange headset-løsninger. Vi mener, at der er en større mulighed for at kombinere en simpel videoløsning med et headset, som passer til hjemmekontorerne,” siger han og fortæller, at salget af Polys nye generation af videoprodukter voksede med næsten 900 pct. i selskabets skæve tredje kvartal, hvor væksten dog byggede oven på en relativt lav base for den nye produktgeneration.

“Så vi catcher op i det segment, men hvor ville jeg ønske, at vi havde gjort det for et år siden,” siger han.

GN Audio, som Poly kalder den største konkurrent på markedet for professionelle headsets, har også set mulighederne i videoløsningerne, og det førte i 2019 til opkøbet af Altia Systems. At endnu en spiller forsøger at få fodfæste på det marked, kommer dog ikke bag på Polys topchef.

“Jeg forventer fuldt ud, at vores konkurrenter også forsøger at jagte muligheden for at have et komplet tilbud af video-, lyd- og stemmeprodukter. Jeg elsker god konkurrence, men jeg elsker også at vinde. Så jeg presser teamet hårdt, for at sikre at vi er foran,” siger Dave Shull.

“Ambitionen er at være markedsleder. Ikke ved at fokusere på konkurrenterne, men ved at fokusere på, hvordan vi løser kundernes behov,” fortsætter han.

Polys salg af professionelle headset- og videoløsninger voksede henholdsvis 21 pct. og 29 pct. i de første ni måneder af det skæve regnskabsår, hvor selskabet desuden var ramt af udfordringer i forsyningskæden. Koncernens samlede omsætning faldt dog i den periode lidt over 4 pct. I regnskabsårets tredje kvartal voksede headset-salget 73 pct. og videosalget 61 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis