Investeringer i produktudvikling og teknologi har spillet en vigtig rolle i de seneste års massive vækstrater hos det danske headsetselskab GN Audio, der har en ambition om også at levere tocifret omsætningsvækst de kommende år.
“Nøglen i vores strategi er at være førende inden for innovation, og derfor er vi nødt til at investere
René Svendsen-Tune, adm. direktør for GN Audio
Derfor har selskabet, der er en del af GN Store Nord-koncernen og producerer headset, konferencehøjtalere og videoteknologi, igen planer om at opruste sin udviklingsafdeling kraftigt, fortæller René Svendsen-Tune, adm. direktør for GN Audio.
I år skal GN Audio på jagt efter 100-200 nye ingeniører til udviklingsafdelingen, der har ca. 500 medarbejdere globalt i hhv. Danmark, Xiamen i Kina og Silicon Valley i USA.
“Det er nok tættere på 200 nye ingeniører, og godt 100 af ansættelserne vil være i Danmark. Vi er i fuld gang og rekrutterer løbende,” siger han.
nye ingeniører forventer GN Audio ca. at ansætte i Danmark
De nye medarbejdere hentes ind for at sætte endnu mere skub i udviklingen af hardware, software og kunstig intelligens inden for både headset, konferencehøjtalere og videoteknologi, som er den nyeste satsning.
“For at fastholde den vækst, vi har sat i gang, investerer vi bredt i virksomheden, men særligt i innovation. Nøglen i vores strategi er at være førende inden for innovation, og derfor er vi nødt til at investere i teknologi, brugeroplevelser og vores portefølje for at sikre den vækst, vi går efter,” siger René Svendsen-Tune.
“Vi skal fastholde investeringer i ny teknologi til den portefølje, vi har, men der er også et behov for, at vi løbende udvider porteføljen og sortimentet. Vi skal sikre, at vi også har den konkurrencekraft, vi har i dag om tre år.”
Coronapandemien fik sidste år efterspørgslen efter udstyr til hjemmearbejdspladser til at eksplodere. Det kom GN Audio til gode og var med til at sende omsætningen op med 42 pct. organisk. I år går divisionen efter en vækst på over 20 pct., og planen er at overgå markedet, som selskabet estimerer vil vokse mindst 10 pct. de kommende år.
Sidste år hentede GN Audio også ca. 200 nye ansatte, der primært arbejder med udvikling, og oprustningen på udviklingsfronten stopper ikke efter i år, hvis det står til René Svendsen-Tune.
“Jeg har ikke noget bud på, hvor mange ingeniører, vi skal ansætte de næste år, men jeg håber, at det bliver et ganske betydeligt antal,” siger han.
“Man må bare sige, at markedet er godt, og at der også er et godt momentum i vores virksomhed
René Svendsen-Tune, adm. direktør for GN Audio
Selvom GN Audio skyder flere og flere penge i udvikling, har udviklingsomkostningerne ifølge årsregnskaberne i en årrække svaret til omkring 7 pct. af omsætningen. Det er der ikke planer om at ændre lige nu.
“I øjeblikket har vi nok i at følge med og skrue op i forhold til omsætningen. Jeg vil ikke afvise, at det på et tidspunkt vil give mening for os at øge investeringerne i teknologi hurtigere end omsætningen, men der er vi ikke endnu,” siger direktøren.
GN Audio er langtfra alene om at se mulighederne i headset og videoteknologi. Apple har sat sig tungt på markedet for trådløse earpods til forbrugerne, mens konkurrenter som Logitech og amerikanske Poly, det tidligere Plantronics, også satser massivt på kommunikationsløsninger. Konkurrencen er ikke blevet mindre af, at pandemien har sat turbo på digitaliseringen.
“Det er vores opgave at vise, at vi er de bedste,” siger han.
“Der er flere, der er inde på det her marked, men man må bare sige, at markedet er godt, og at der også er et godt momentum i vores virksomhed. Så indtil videre er det lykkedes for os,” fortsætter direktøren.
GN Audio, der er det ene ben i GN Store Nord, havde ved udgangen af 2020 ca. 1875 ansatte i alt. GN Hearing, der fik en mavepuster af pandemien og måtte se omsætningen falde 24 pct. organisk sidste år, havde ved årsskiftet 4400 ansatte.