Investorerne, der har købt rettighederne til Act.Globals nanoprodukt cleancoat, vil intet have med Carsten Jensen, stifter af Act.Global, at gøre.
Det var i forvejen et krav fra investorerne, at Carsten Jensen blev fjernet fra Act.Globals ledelse under rekonstruktionen af selskabet. Men den omstridte erhvervsmand kommer ikke til at få nogen rolle i det nye selskab Cleancoat A/S, fortæller bestyrelsesformand Asaf Fazal.
“Carsten Jensen er fuldstændig færdig. Forudsætningen for, at vi ville røre ved det her med en ildtang var, at Carsten Jensen overhovedet ikke var en del af det,” siger Asaf Fazal.
Carsten Jensen er ikke vendt tilbage på Børsens henvendelser.
“Alt det, der har været omkring Carsten, har været ødelæggende for selskabet. Det var et krav fra investorerne, at han ikke skulle være en del af det. Selskabet har ikke været drevet på den måde, det skulle drives. Underskuddet i 2019 var jo 121 mio. kr.," lyder det fra Asaf Fazal.
Han er selv tidligere investor i Act.Global, der tirsdag blev erklæret konkurs, efter en investorgruppe med Asaf Fazal købte rettighederne til produktet.
Asaf Fazal fortæller, at han investerede i Act.Global i 2018, men han vil ikke ud med, hvor mange penge der er tale om. Han lægger dog ikke skjul på, at han er utilfreds med udviklingen i selskabet, der nu er kollapset.
“Jeg tror, at alle dem, der investerede i selskabet, har haft nogle forventninger. Og de forventninger er ikke blevet indfriet,” siger han.
En gruppe af Act.Globals nu tidligere investorer har været så utilfredse med udviklingen, at de har lagt sag an for at få deres penge tilbage. Blandt dem er milliardæren og skibsrederen Johan Wedell-Wedellsborg.
Asaf Fazal fortæller, at han ikke selv har taget retlige skridt, men han udelukker ikke, at det kommer til at ske.
“Vi har haft travlt med at forsøge at redde noget af selskabet, men vi kommer til at overveje, hvad der skal ske,” siger han.