For at polstre sig og forsøge at undgå, at de kommer i en decideret likviditetsklemme som følge af coronapandemien. Mange forsyningskæder på tværs af stort set alle brancher er pressede og forsinkede, som følge af at der er led i kæden, der har svært ved at betale regninger. Derfor kigger finansdirektørerne i alle virksomheder på, hvad de kan gøre for at være så godt forberedt som muligt på stormen, der kommer.
De skal først og fremmest bruges defensivt. De fleste virksomheder trækker ikke på kreditterne nu og her, men sikrer sig retten til at kunne gøre det, når behovet opstår. Dertil kommer, at nogle virksomheder optager ny gæld for at dække af på gammel gæld, hvor virksomhederne er i risiko for at bryde gamle låneaftaler – det, som i banksprog kaldes covenants.
Næppe. Men særligt for de større virksomheder vil bankerne strække sig langt for at efterkomme ønsker om øgede kreditter. Er der noget, bankerne frygter, er det politisk udskamning, hvis den almene opfattelse bliver, at det er bankerne, der holder igen, så virksomheder bliver pressede.
De store, stærke virksomheder står – også i denne kamp, fristes man til at sige – bedre end de små virksomheder. De store, velkonsoliderede virksomheder som Novo og Ørsted, som helt sikkert også findes på den anden side af coronakrisen, har lettere ved at få ørenlyd hos bankerne. Langvarige bankrelationer viser deres værdi i disse dage.
Svært at sige, men Carlsberg har haft en heldig hånd. I starten af marts, mindre end en uge før statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned, hentede Carlsberg 500 mio. euro via udstedelsen af en ny tiårig virksomhedsobligation med en fast, årlig rente på 0,625 pct. Samtidig hentede bryggeriet et fastforrentet banklån på også 500 mio. euro. God timing.
