Hånden på hjertet: Ville du bemande kontorlandskabet lige så tæt, som det sidste fysiske møde, du deltog i? Nej, vel? Mødelokalet er for kontorjobbene, hvad indkvarteringen er for smittespredningen i byggeriet og industrien: Her er risikoen for coronasmitte i det røde felt.
“Mødelokalerne er faldgruben mange steder, næsten uanset hvor god ventilationen i øvrigt er på resten af virksomheden,” siger Jørn Toftum, professor i ventilation på DTU.
Som ekspert i, hvordan vores bygninger trækker frisk luft ind til os og puster den brugte luft ud, har Toftum siden coronakrisens begyndelse engageret sig i afdækningen af risikoen for spredning af den luftbårne virus.
“Mødelokalerne er det helt store problem
Peter Noyé, ekspertisechef, Niras
Kontorlandskaber med moderne og korrekt indstillet ventilation skylles igennem med frisk luft flere gange i timen. Her fortyndes smitterisikoen. Men Peter Noyé, ingeniørfirmaet Niras’ ventilationsekspert, påpeger, at mødelokaler er en akilleshæl, som i coronasammenhænge kan være værd at flygte fra:
“Mødelokalerne er det helt store problem. De er ganske enkelt ikke dimensioneret til det, de reelt bruges til. I de fleste mødelokaler kan man roligt fjerne halvdelen af møblerne – selvom man allerede har reduceret kraftigt – og det er ikke sikkert, at det er nok.”
meter er de danske myndigheders definition af “nær kontakt” med en coronasmittet. EU’s definition er to meter.
I Danmark er myndighedernes definition, at man skal have været tættere end én meter på en smittet for at have været i nær kontakt og derfor gå i testforløb og selvisolation. EU’s smitteagenturs definition er to meter.
Og til Politiken siger den danske virolog Allan Randrup Thomsen, at coronavirus kan sprede sig over større afstand end 1-2 meter. Derfor mener virologen, at den danske definition af, hvornår man har været i nærheden af en smittet, er for slap.
“Den kan svæve i hvert fald op til seks meter i luften, og derfor giver det ingen mening af definere en nær kontakt til en smittet så snævert, som de danske myndigheder gør”, siger Allan Randrup Thomsen til Politiken.