ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danskernes malerglæde har blæst Flügger igennem coronakrisen: Tre opjusteringer på seks måneder

Flügger opjusterer for tredje gang forventningerne

til omsætning og indtjening, da de igen er blevet overraskede over danskernes renoveringslyst

Jimmi Mortensen, adm. direktør i Flügger. PR-foto.
Jimmi Mortensen, adm. direktør i Flügger. PR-foto.

Mens restriktioner som følge af coronavirussens opblusning holder danskerne hjemme, vælger de i højere grad at svinge malerpenslen og renovere køkkenet.

Mere tid i hjemmet har efterladt danskerne med en lyst og et økonomisk råderum til at give sig i kast med en renovering af hjemmet, og det mærker en virksomhed som malerfirmaet Flügger i høj grad.

“Vi har oplevet specielt på det danske og svenske marked en stigende aktivitet i vores butikker, hvor forbrugerne i større omfang bruger flere og flere penge på istandsættelse af hjemmet og mindre projekter. Og det er klart kommet os til gode i den forgangne periode,” udtaler Jimmi Mortensen, adm. direktør i Flügger.

Torsdag opjusterede den danske malerkoncern forventningerne for tredje gang på et halvt år fra en driftsindtjening (ebit) i spændet mellem 160 til 180 mio. kr. til nu 200-215 mio. kr. for hele regnskabsåret 2020/2021. Opjusteringen sker på baggrund af et rekordresultat i første kvartal af det forskudte regnskabsår.

På forkant

Det er ikke kun danskernes eventyrlyst ud i renoveringen af deres hjem, der er skyld i Flüggers fortsatte vækst, slår Jimmi Mortensen fast.

“Siden 2016 har vi arbejdet målrettet med at effektivisere og strømline vores forretning, og resultaterne fra det arbejde er en væsentlig faktor i, at vi nu forventer at kunne tidoble vores bundlinje fra 21 mio. kr. til over 200 mio. kr.," udtaler Jimmi Mortensen.

Den usikkerhed, der først blev udløst af coronaens indtog, betød, at Flügger troede, at selskabet ville ende med en lavere indtjening og omsætning. Og den store efterspørgsel på firmaets produkter kom bag på ledelsen.

“Der er ingen tvivl om, at i og med at vi kommer med vores tredje opjustering inden for 6 måneder, så går det jo signifikant bedre, end vi troede, dengang coronaen først meldte sig,” forklarer topchefen.

Vi har oplevet især på det danske og svenske marked en stigende aktivitet i vores butikker

Jimmi Mortensen, adm. direktør i Flügger

I oktober måned kom det frem, at Jimmi Mortensen, som har været stået i spidsen for Flügger siden 2016, forlader posten og tiltræder i stedet stillingen som adm. direktør i møbelkoncernen Actona. Afløseren til topposten i Flügger bliver majoritetsaktionær og nuværende næstformand i bestyrelsen Sune Schnack, som tiltræder stillingen 1. april næste år.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis