ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

EY tager bank-stik i revisorkrig

En kommende fusion mellem KPMG og EY har sat virksomhedernes revisorvalg under lup dette forår. Landets ti største banker har nu valgt side, og det kommende EY ser ud til at vinde slaget i finanssektoren.

Fem ud af de ti største banker har valgt at fortsætte med Deloitte som revisor, fire har valgt KPMG Danmark, der altså snart bliver til EY, mens en enkelt bank har valgt PwC.

Virksomheder
Erfaren EY-partner går til nyt KPMG
Selvom det kommende EY således taber til Deloitte på antal, så løber revisorhuset med de største bankkunder. Både nummer et og to herhjemme - Danske Bank og Nordea - har valgt at fortsætte med KPMG Danmark som revisor i 2014, hvilket reelt betyder, at de går med under EY's faner.

Det samme har Sydbank og Spar Nord (nummer 5 og 6).

De fire kunder repræsenterer samlet 80 pct. af aktiverne i top ti banker. Danske Bank lagde alene 12 mio. kr. for revision sidste år.

"Vi er glade for, at vi kan fastholde en ledende position indenfor den finansielle sektor, hvor der er særligt store krav til virksomhedens revisor," siger Jesper Koefoed, der er adm. direktør i KPMG Danmark og kommende chef i EY.

Deloitte i hælene

Han er også manden bag den store fusion, der kommer netop som revisorerne bliver ramt af skærpede regler for revision af finanssektorens medlemmer.

Virksomheder
Revisorgigant opruster i kamp om mindre kunder
Alle revisorer, der reviderer banker og realkreditselskaber, skal fremover certificeres af Finanstilsynet. Og for at være certificeret bliver revisorerne pålagt et skærpet efteruddannelseskrav på 180 timer over en treårig periode mod normalt 120 timer. 

"Den finansielle sektor er præget af danske og nordiske virksomheder, så det er et af de områder, hvor vi forventer, at vores kunder fremover vil kunne opleve, at vi kan gøre det endnu bedre i kraft af en stærk integration i Norden (i det kommende EY, red.)," siger Jesper Koefoed.

Deloitte følger dog skarpt i hælene på Koefoed med nummer tre og fire på markedet, Jyske Bank og Nykredit, samt Arbejdernes Landsbank, FIH Erhvervsbank og Den Jyske Sparekasse, der er nummer syv, otte og ti, i porteføljen.

PwC fortsætter som sidste år med at revidere Vestjysk Bank – der netop nu er kastet ud i en voldsom krise.

  

Tiltrængt medvind


Bankopgaverne er et tiltrængt stik til det kommende EY.

I sidste uge mødte den stort opsatte fusion modvind, da den i første omgang ikke blev godkendt af Konkurrencestyrelsen, som kræver yderligere undersøgelser, før den nikker ja.

Fusionen er sendt videre til fase 2, hvor Konkurrencestyrelsen skal træffe en afgørelse inden for 90 dage.

Herudover har udsigten til en fusion med EY resulteret i, at flere af KPMG Danmarks kunder har søgt andre græsgange.

Storkunderne Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk er gået til KPMG-netværkets nye selskab i Danmark, KPMG 2014, som har fået den tidligere NKT-chef Thomas Hofman-Bang som ny chef.

Herudover har PwC hentet flere store kunder ud af den røre, der er på markedet. Det gælder Danfoss, Rockwool og Lemvigh-Müller.

Til gengæld har kunder som GN Store Nord, DSV, DSB, ECCO, ØK og Sanistål udover bankerne valgt at gå med KPMG Danmark under EY's faner.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis